Skip to content
Nyheder

Se far, nu skinner solen

Natashas far griner ikke. Hvis han endelig tvinger et grin frem, forsvinder det hurtigt igen. Det er som om, han tror, grinet kan være farligt. Når han taler, er det langsomt og dybt, som om han skal tænke meget grundigt over hvert eneste ord. Det føles trist. Sådan har det været lige så længe, Natasha […]

17. december 2020

24 årige Natashas far har paranoid skizofreni

Natashas far griner ikke. Hvis han endelig tvinger et grin frem, forsvinder det hurtigt igen. Det er som om, han tror, grinet kan være farligt. Når han taler, er det langsomt og dybt, som om han skal tænke meget grundigt over hvert eneste ord. Det føles trist. Sådan har det været lige så længe, Natasha kan huske. Natashas far har paranoid skizofreni.

I dag er Natasha 24 år. Hun er skuespiller og læser til tekstilformidler. Hendes far er stadig meget syg. Hun ser ham ikke mere.

Kaktusser, en dukke og et krakeleret spejl

En juleaften, da Natasha var 11, stod hendes far pludselig og græd. Natasha løb op på loftet og smed sig i en sofa. Hun ønskede, at sofaen skulle opsluge hende, så hun ikke behøvede at tænke på, hvorfor faren græd. Hendes tante kom og fortalte, at faren var syg, og at han ikke havde det så godt. Natasha blev lagt til at sove alene på loftsværelset. Hun husker stadig kaktusserne, dukken og det krakelerede spejl i vindueskarmen. Det var første gang, det gik op for Natasha, at der var noget galt med hendes far.

Til hverdag var Natasha tynget af skyld. Over ikke at have lyst til at se sin far, og over at det ikke lykkedes hende at muntre ham op.

“Når jeg var sammen med ham, prøvede jeg at passe på ham og distrahere ham fra hans tristhed ved at være glad og sige glade ting. ”Se far, nu skinner solen”, eller ” Se far, er det ikke sjovt at denne her snegl har sit eget hus?”. Men det virkede ikke. Jeg kunne godt se, at der var noget kaos og larm inde i hans hoved, og at han lyttede til noget, der ikke var der”.  

Skyldfølelsen og tristheden satte sig i Natasha. Hun følte sig ensom og oplevede ikke, at nogen forstod, hvad hun bar på. Hun og hendes mor forsøgte ellers at fortælle klassen, at faren var syg, og at det var svært for Natasha. Men det føltes ikke som om, det gjorde indtryk på dem. De undrede sig bare over, at hun altid var så trist. Der blev hvisket om hende på gangen, og indimellem opfangede hun en hånlig kommentar. Da hun inviterede hele klassen til fødselsdag, kom der fire.

Det værste var frygten for selv at få en psykisk sygdom. Den larmende frygt for at arve farens vrangforestillinger og pludselig selv være den, der stod på altanen og råbte til mennesker, der ikke var der. Det fulgte hende i mange år og fortog sig først, da hun som ung voksen havde en periode med stress. Der opdagede hun, at psykisk sygdom ikke behøver at være så ekstremt.

“Hvis jeg kunne rejse tilbage og sige én ting til mit otteårige jeg, skulle det være, at psykisk sygdom ikke behøver at gøre én til et andet menneske eller få én til at skade andre, uden at man selv ved det”.

Da far ville have papegøjer

Når Natasha i dag tænker tilbage, ser hun tre lyspunkter i de ellers svære skoleår. Først og fremmest sin mor.

“Min mor var mit sikre sted. Hun lagde altid mærke til, hvordan jeg havde det. Hun beskyttede mig mod de værste sider af min fars sygdom, og hun hjalp mig til at grine af det hele”.

Da Natasha fortalte sin mor, at faren gik og talte om at skaffe papegøjer, var de enige om, at det var et mærkeligt projekt, som var opstået et sted i farens skøre hoved. De flækkede af grin. Det var et af de dejlige øjeblikke, hvor de kunne tage let på farens sygdom. Humor er noget af det vigtigste, hun i dag kan anbefale andre i samme situation.

Et andet lyspunkt var hendes klasselærer Lisbeth. Hun husker ikke, hvordan Lisbeth første gang fik at vide, at Natashas far var syg, men hun er meget taknemmelig for de mange kram, hun fik, og for at Lisbeth spurgte og lyttede, når Natasha gerne ville fortælle. En dag, hvor det tordnede, blev Natasha ked af det. Hun var bange for, at hendes far cyklede rundt ude i uvejret. Det fik Lisbeth til at kontakte Natashas mor og foreslå, at hun fandt en samtalegruppe for børn.

Gruppen blev det tredje lyspunkt i Natashas barndom. Her gik det op for hende, at der var andre børn, der var triste og overdrevent opmærksomme ligesom hende. Det var som om, de havde en slags hemmelig klub sammen. Her lærte hun, at det var ok at være vred på sin far – selvom han var syg. Og at værdsætte de små stunder, hvor han havde det godt. Desværre varede samtaleforløbene kun et halvt år ad gangen, og Natashas far skulle godkende det, når hun ville starte på et nyt hold. På grund af hans paranoide tanker om, hvad hun fortalte om ham i gruppen, blev det kun til to halve år.

Det er ikke så mystisk, når man taler om det

Natashas vigtigste anbefaling til familier med psykisk sygdom er at tale mere om det.

“Når man er åben, fylder det ikke så meget. Det bliver ikke mystisk og dystert, men noget normalt. Der dukker også nye ting op, som man måske ikke vidste, at man havde brug for at tale om. Frygt for eksempel. Hvis vi havde talt mere om min frygt for at blive syg, var den måske gået hurtigere væk”.

Og så skal forældrene ifølge Natasha være opmærksomme på børnenes ensomhed og tristhed. Det var hendes egen mor, og det er Natasha meget taknemmelig for. Men måske skulle more have været endnu mere opmærksom. Og tidligere. Natasha ville ønske, at hun var kommet i børnegruppen tidligere – allerede som 8-9-årig. Eller til en psykolog.

Nu hvor Natasha er voksen er faren trådt lidt i baggrunden. Han blev hjemløs, da hun var 15, og i flere år vidste familien ikke, hvor han var. Ikke før han dukkede op i garagen hjemme hos Natashas farfar for at tage sit eget liv. Det lykkedes ikke. Nu bor han i en lejlighed i Assens, men hun ser ham stadig ikke. Han har ikke længere lige så meget magt over hendes humør. Men hun har det stadig ikke rigtigt godt. Hun skal i behandling for den angst, hun bærer på. På uddannelsen arbejder hun med syning, strik og design. Og på det seneste er hun begyndt at få flere filmroller. Blandt andet i serierne Min fars krig og Victors bog. Hun drømmer om at kunne leve af at være kreativ.

“Jeg er et sted, hvor jeg forsøger at komme igennem det og udvikle mig, så godt jeg kan”.

Artiklen er udgivet i medlemsmagasinet Bedre Psykiatri. Læs hele magasinet her