Hele Lauras liv har hendes familie været anderledes end mange andre familier. I dag er hun 22 år og så længe hun kan huske, har hendes mor kæmpet med psykisk sygdom. Først med depression og stress og senere blev det klart, at moren havde en personlighedsforstyrrelse. Livet med en psykisk syg mor har medvirket til, at Laura selv har udviklet angst, fortæller hun.
Laura satte barndom på vågeblus
I Lauras barndom har der ikke været meget plads til rent faktisk at være barn. Hun vænnede sig til at holde ”antennerne” ude og konstant være opmærksom på morens skiftende adfærd og humør, så hun kunne tilpasse sine egne følelser, reaktioner og handlinger efter det. Selvom Laura også selv havde det svært, gik hun alene med sine følelser.
Familien har tidligt i Lauras liv været i kontakt med kommunens familiehus, men alligevel har Laura ikke følt, at de har gjort nok for at forsøge at hjælpe hende og hendes søster. Hun fortæller:
”De har kunne fornemme, at vi har haft familiære problemer, siden vi var helt små, men vi har ikke fået tilbudt noget hjælp før alt for sent i min opvækst.”
Da hjælpen kom, blev den taget fra Laura igen
Det var først i teenagealderen, at Laura blev tilbudt en støttekontaktperson og blev en del af en samtalegruppe for unge med en forælder med psykisk sygdom.
Desværre var det ikke længe, hun måtte være en del af ungegruppen. Den var kun for unge under 18 år, så da Laura rundede sin 18-års fødselsdag, måtte hun ikke længere deltage i gruppemøderne. Det skabte stor frustration hos hende.
”Det var meget brat fra den ene dag til den anden. Jeg har lidt følt, at jeg er blevet læsset af ude på en stor, befærdet vej og har fået at vide, at jeg selv må finde hjem. Så står man der midt i orkanens øje og tænker ’Nå… så må jeg klare mig selv!’ ” fortæller hun.
Laura har stadig brug for hjælp
Selvom hun er over 18 og nu er flyttet hjemmefra, er hun stadig pårørende og har stadig brug for støtte. Der er mange ting fra barndommen, som stadig sidder i hende. Hun fortæller, at hun har svært ved at give plads til sig selv og ikke altid tænke på andre.
”Det er jo det, jeg gør. Selvom jeg selv kæmper med nogle stride ting, så er der stadig fuldt fokus på at være pårørende. Jeg tror ikke, der er nogen, der kan mærke at de er pårørende til mig,” fortæller hun.
Laura er ikke hendes rigtige navn, da hun ønsker at være anonym. Redaktionen kender til hendes rigtige navn.
Skriv under for børn som Laura
Deltag i underskriftindsamlingen: Stop kommunale svigt af børn med en psykisk syg forælder