Det var en varm eftermiddag midt i sommerferien, den dag Olivia begyndte at falde. Hun styrtede paralyseret ned i mørket med en fart, der overraskede hende selv. Væk fra dans, grin og klassefester, lysår væk fra tanker om lektier, søde drenge og fremtiden. Hun væltede hovedkulds ned i et dybt sort hul i sit indre. Her sad hun alene – uden nogen hjælp – og det eneste hun sansede, var hendes far. Elskede og livsvigtige far. Ham som psykisk sygdom nu tog fra hende.
Lyden af tomhed
Olivia var lige fyldt 15 år og gik i 9. klasse den dag i 2019, hendes verden braste sammen. Hun havde sovet hos sin veninde. Dagen før var alting helt normalt. Pigerne havde grint, hygget sig og fortalt hinanden hemmeligheder. Om eftermiddagen klokken tre skulle Olivias far hente hende. De skulle køre hjem til faren, spise pizza fra grillen og se en film. En af klassikerne, som både Olivia og hendes far elsker. Så skulle de tale om filmen til langt ud på aftenen, gentage replikkerne og grine, til det gjorde helt ondt i maven. Præcis som de plejede.
Men klokken tre var Olivias far ingen steder at se. Efter en halv time forsøgte Olivia at ringe til ham. Dut dut dut.. tomhed i den anden ende. Olivia sendte med rutinerede fingre en SMS: ”Far hvor er du?” Intet svar.
To timer efter dukkede Olivias mor pludselig op i sin bil og satte Olivias verden i stå.
”Din far kommer ikke. Han er syg, og han har gjort skade på sig selv”, fortalte Olivias mor. ”Et selvmordsforsøg. Min far har forsøgt at tage sit eget liv, mens jeg ventede på ham”, tænkte Olivia.. Klik. Olivia trykkede på en indvendig kontakt og satte øjeblikkeligt alle følelser på mute. Hun hørte ingenting. Tænkte ingenting. Huskede ingenting.
Alt i Olivia var i dvale, til hun senere samme dag får at vide, at faren er i et sommerhus sammen med sine forældre. De passer på ham. Olivia behøver ikke frygte for hans liv.
Olivias far har det fysisk godt og vigtigst af alt: han lever. Men alligevel er han ikke rigtigt til stede, og Olivia kan ikke få kontakt med ham. Han er ramt af en alvorlig psykisk nedtur på grund af ubehandlet ADHD og stress. Og han har endnu ikke ramt bunden. Og det har Olivia heller ikke.
Som far så datter
Olivia kan ikke huske, hvornår hun fik at vide, at hendes far har ADHD, men hun har vidst det i lang tid, også længe før den dag, hun faldt. Hun har vænnet sig til, at han til tider lever i sin egen verden. Han kan let falde ud af en samtale, så hvis Olivia fortæller ham noget vigtigt, så beder hun ham gentage sætningerne flere gange, så hun er sikker på, at han har hørt dem. Det er et vilkår i deres relation.
”Min far glemmer meget, fortæller Olivia, også ting der er vigtige for mig som f.eks. vores aftaler. Det kan være ret irriterende. Men når jeg fanger hans opmærksomhed, så er han kun hos mig. Vi er fortrolige. Jeg føler, at vi er meget ens, at mit sind er ligesom hans. Bare uden sygdommen.
Olivia bor hos sin mor, som hun gennem tiden har haft mange konflikter med. Og når mor- og datterforholdet slår gnister, så er det hendes far, hun vender sig mod.
I perioden op mod farens sammenbrud blev han sværere at nå ind til end normalt.
– Han virkede nedtrykt. Min far og mor kæmpede om forældremyndigheden over min lillesøster. De var virkelig sure. Jeg tror, at han var bange for at miste forældremyndigheden over hende. Måske var det det, der skubbede ham udover kanten, forklarer Olivia.
Den dag, hvor Olivias far efterlod hende ventende, og den dag, hun begyndte at falde, var også dagen, hvor farens ADHD spandt ud af kontrol. Han bedøvede sig med stoffer og måtte ringe til Olivias bedsteforældre efter hjælp. Han var bange for sig selv og sine tanker. Faren var for flov til at fortælle det til Olivia, så han lod hende bare stå der alene. Det var nemmere.
Og Olivia forblev helt alene, mens hun, som en gummibåd hægtet til et skib, blev suget med sin far ned i hans krise.
Følelsesløshed i kridhvide baner
Olivia sad på sit værelse fordybet i tanker. Der var ikke gået ret lang tid siden, at faren var vendt hjem fra sommerhuset, og Olivia havde flere gange forgæves forsøgt at kontakte ham. Hun var bekymret.
En velkendt lille summen fra mobilen banede sig vej ind i Olivias tankemylder. SMS´en var fra farens kæreste og indeholdt en kort film. Olivia trykkede med en ildevarslende fornemmelse på videoen, der straks gav sig til at spille. Midt i billedet sad hendes far i sin sofa. Foran ham på bordet lå en lille bunke snehvidt pulver. Med et koncentreret blik og små præcise bevægelser fordelte han pulveret i striber og snusede det ind.
Væggene omkring Olivia begyndte at snurre. Det susede for hendes ører, og hun sad lammet tilbage et øjeblik. Så greb hun telefonen og ringede til sin far.
” Han tog telefonen og benægtede alt. Det var skørt, for jeg havde jo lige set det, fortæller Olivia. ”Han kaldte mig dum at høre på, da jeg spurgte til stofferne, så jeg holdt op”.
Men det gjorde strømmen af videoer fra farens kæreste og bekymringerne ikke. Olivias nedtur tog fart.
Hun begyndte at pjække fra skolen. Først bare et par timer, så mere og mere. Til sidst kom hun kun afsted undtagelsesvis, når hun ikke kunne skjule pjækkeriet for sin mor eller udholde de mange konflikter, som hendes fravær medførte.
”De troede alle sammen, at jeg var doven og utilregnelig, fordi de ikke vidste, hvorfor jeg ikke kom i skole. Ingen vidste, hvad der skete med min far. Jeg talte ikke med nogen”, fortæller Olivia.
Da Olivias far endelig genoptog kontakten, så var det for at låne penge af Olivia. Penge, som han spillede væk. Det var små beløb, som Olivia aldrig fik tilbage.
”På et tidspunkt overførte jeg penge direkte til Mr. Green, eller hvad spillesiden nu hedder. Jeg vidste godt, at det var forkert, men det var rart at være i kontakt med min far.
Mens Olivia finansierede sin fars voksende spilleproblem, raslede hendes karakterer ned. Drømmen om gymnasiet, som Olivia få måneder tidligere havde glædet sig til, begyndte at blegne.
”Det virkede bare ikke så vigtigt mere. Det føltes som om, hele verden var imod mig. Skolen, min far, min mor. ALLE!”, fortæller Olivia.
Nogen at tale med
Olivia var tæt på at droppe helt ud af skolen, da noget nyt begyndte at boble i hende og fortrænge apatien. Vrede. Hun var edderspændt rasende på sin far.
Olivia droppede kontakten til sin far i lang tid. Det gav hende ro, og langsomt begyndte hun at hive sig selv op ad det mørke hul, hun havde levet i i næsten et år. Hun ærgrer sig dog over, at hun skulle kæmpe den kamp alene.
”Havde nogen hjulpet mig i den periode, hvor det var rigtigt slemt, så tror jeg ikke, at det hele havde været så sort. Altså hvis jeg kunne have talt med en, der forstod mig, og som kunne give mig nogle råd. Men jeg kæmpede alene, og jeg var tæt på at give op”, siger Olivia.
I dag har Olivias far det bedre. Han tager igen sin ADHD-medicin og er ude af sit misbrug, så vidt Olivia ved. Olivia og hendes far har genoptaget relationen. ”Jeg kan tilgive meget”, fortæller Olivia.
Nu drømmer Olivia om at bo hos sin far. Og han har lovet hende snart at finde en større lejlighed, hvor Olivia kan få sit eget værelse. Faren skal måske bare lige flytte et par måneder til Spanien først. Sådan for at prøve det. Men derefter skal han nok få styr på det med lejligheden, hverdagen og alt det andet. Og så kan Olivia flytte ind. Det har han lovet.
Olivia er Olivias rigtige navn. Billede er et modelbillede ligesom Olivias øvrige families navne ikke fremgår for at beskytte familiens anonymitet.
Skriv under på, at børn som Olivia, der vokser op med psykisk syge forældre skal tilbydes hjælp
Følg underskriftindsamlingen på Bedre Psykiatris Facebookside