“En artikel om håb? Jeg ville ønske, mine forældre havde læst sådan en, da jeg var 15 år,” siger 32-årige Nanna Dyhre-Petersen, da hun hører om Bedre Psykiatris artikelserie.
“Jeg er gået fra at være indlagt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling og hverken kunne bevæge mig, tale eller spise, til i dag, hvor jeg bor på egen hånd, læser en Ph.d., og har et netværk,” forklarer hun med et smil.
En stille og pligtopfyldende pige
Hun var en stille, eftertænksom og pligtopfyldende pige, som havde oplevet, at hendes søster havde været i en bilulykke. Det gjorde hende indadvendt.
“Man taler om fight, flight or freeze i en krisesituation. Jeg frøs,” fortæller Nanna Dyhre-Petersen.
Faktisk frøs Nanna så meget, at hun i månedsvis hverken spiste, talte eller bare havde øjenkontakt med sine omgivelser Derfor blev hun indlagt på børne- og ungepsykiatrisk hospital. Men eksperterne misforstod diagnosen og troede, at Nanna enten led af en spiseforstyrrelse, PTSD eller en depression.
“Min indlæggelse føltes som en form for opbevaring. Til sidst blev længslen efter at komme hjem større end min angst. Så jeg begyndte at spise bare for at blive udskrevet,” husker Nanna Dyhre-Petersen.
Det perfekte A
Desværre var Nanna Dyhre-Petersen ikke rask. Langt fra.
“Der gik ikke mere end to dage, så var jeg tilbage i den gamle angst. En overdøvende angst for, at der skulle ske nogen noget. Jeg var bange for at spise, bange for at gå på toilettet, bange for at tage tøj på. Til sidst blev det min forsvarsmekanisme, at der var ting, jeg skulle gøre eller tænke, for at kunne gøre andre ting,” fortæller Nanna Dyhre-Petersen og fortsætter:
“Hvis jeg sad og skrev noget i mine lektier, og jeg ikke syntes, at et ”a” blev helt perfekt, viskede jeg det ud, og skrev det om og om igen, til det blev perfekt. Først der var det ikke længere ”farligt”.”
Det påvirkede alt i Nannas hverdag, at hun fx hele tiden skulle tænke over, hvilken side af munden, hun tyggede med og hvilken hånd, hun åbnede en dør med.
“Hvis jeg stod og skulle krydse en vej og pludseligt så den samme bil, som mine bedsteforældre havde, skulle jeg starte med at gå på venstre ben. Ellers var det min skyld, hvis de døde. Det giver et meget rigidt liv. Intet var spontant eller automatiseret. Det værste er, at du udmærket er klar over, at der intet rationelt er ved dine tanker, når du har OCD. Men du kan bare ikke flygte fra den følelsesmæssige komponent af tankerne,” uddyber Nanna Dyhre-Petersen.
De rigtige mennesker
Heldigvis havnede Nanna Dyhre-Petersen det helt rigtige sted på dette tidspunkt i sit liv. I Sønderborg var der et ægtepar. Han var psykiater, og hun var psykolog, og de tog Nanna Dyhre-Petersen i behandling. Han udskrev antidepressiv medicin til hende, og hun førte samtalerne.
“Første gang jeg mødte dem, sagde han: ”Vi skal nok hjælpe dig”. Det gør mig stadig rørt at tænke på, hvor meget den sætning betød for mig. For på det tidspunkt troede jeg, at jeg var skingrende skør. Men de fortalte mig om angst og OCD.”
I starten skulle Nanna Dyhre-Petersen lære at tale om sig selv og sætte ord på sine følelser som led i terapien.
“Det tog lang tid for mig. For jeg var vant til at holde alle mine tanker og ritualer for mig selv. Jeg havde en vis skam over det, og at tale højt om det føltes som at stå nøgen foran nogen,” fortæller Nanna Dyhre-Petersen.
I dag har Nanna Dyhre-Petersen det meget bedre, men hun har stadig noget af sin OCD. Hun er dog blevet mere bevidst om, hvad det er, der er på spil.
“Nu er det nok mere en vane, men i 15 år har jeg tygget min mad i højre side. Jeg burde nok udfordre mig selv lidt. Men det føles ikke rart, og hvem har lyst til at gøre noget, som ikke føles rart. Jeg har stadig også tanken om, at der kan ske nogen noget, hvis jeg tygger i den anden side. Og det skulle jo nødigt være min skyld.”
“Jeg lever mere frit og spontant”
Nanna Dyhre-Petersen har det også svært med ambulancer.
“Hvis jeg hører en ambulance, skal jeg bede en lille bøn i mit hoved tre gange, så personen i ambulancen får det godt igen. Men det er svært at skulle, når man står midt i noget arbejde eller sidder i et møde. Men i dag tillader jeg mig selv at ”gemme” bønnen til senere på dagen,” fortæller Nanna Dyhre-Petersen.
På grund af sin diagnose har Nanna Dyhre-Petersen taget lidt mere tid om at komme ud i verden. Men det føler hun, at hun er nu.
“Jeg begyndte først at date som 30-årig. Men nu har jeg også været ude at rejse på egen hånd, og i weekenden fik jeg min første tatovering,” siger hun og viser stolt en lille blomst ved håndleddet frem.
“Jeg lever mere frit og spontant. Det er ikke længere min sygdom, der bestemmer, om jeg har neglelak på eller har håret i en hestehale,” afslutter Nanna Dyhre-Petersen.