Det kan være overvældende at få at vide, at ens barn skal indlægges i psykiatrien på et døgnafsnit.
For mange forældre er det en uvis situation, de aldrig har stået i før.
Det kan derfor være en hjælp at vide lidt om, hvordan et indlæggelsesforløb typisk begynder, og hvad der kan være vigtigt at have med i baghovedet.
Brug besøget før indlæggelsen til at stille alle de spørgsmål, du har
Inden indlæggelsen bliver familien som regel inviteret til et møde på afsnittet.
Her får I mulighed for at se afsnittet, møde personalet og få information om, hvordan dagligdagen fungerer.
Brug mødet til at stille de spørgsmål, du går med – praktiske eller følelsesmæssige. Der findes ikke dumme spørgsmål, når dit barn bliver indlagt i psykiatrien. Måske er du i tvivl om:
- hvem der er din kontaktperson?
- hvor hyppigt vil der være planlagte samtaler med familien og lægen eller psykologen på det her afsnit?
- om der er besøgstid, og hvordan den fungerer?
- hvordan de første par dage helt lavpraktisk kommer til at foregå?
- om det er godt eller skidt, at du kommer meget på besøg?
- hvordan dagligdagen foregår på afdelingen?
Hvis dit barn har mulighed for at se afsnittet på forhånd, kan det også gøre det mindre overvældende for ham eller hende at møde op den første dag.
De første dage handler om, at barnet og personalet lærer hinanden at kende
Mange forældre forventer, at barnet straks får det bedre, når det endelig bliver indlagt.
Men den første tid af indlæggelsen ser ofte relativt stilstående ud ved første øjekast – og det kan være frustrerende for mange forældre.
Personalet bruger ofte god tid på at få barnet til at lære afsnittet, de andre unge og de faste medarbejdere at kende. Samtidig får fagpersonalet et indtryk af, hvordan barnet fungerer i hverdagen.
Det er helt normalt, hvis du som forælder føler dig frustreret over, at der tilsyneladende ikke rigtig sker noget, eller at personalet ikke med det samme giver jer klare planer, værktøjer og tiltag.
Her er det vigtigt at huske på, at den første tid handler om at skabe tryghed og få barnets stressniveau ned, så personalet kan observere, hvordan barnet fungerer. Observationerne er en vigtig del af udredningen og er med til at danne grundlag for den videre behandling.
Observationer er en del af udredningen
For mange børn er formålet med en indlæggelse først og fremmest at blive udredt.
Det betyder, at personalet ikke kun lærer barnet at kende ved at tale med ham eller hende. De observerer også, hvordan barnet fungerer i helt almindelige hverdagssituationer.
Det kan være, når barnet spiser, deltager i aktiviteter eller er sammen med de andre unge på afsnittet.
Observationerne er en vigtig del af udredningen, fordi de giver personalet et klarere billede af, hvilke udfordringer og behov barnet har. Samtidig danner de, sammen med de øvrige undersøgelser, grundlag for den videre vurdering af, hvilken hjælp barnet har brug for efter indlæggelsen.
Skriv spørgsmål ned, når de opstår
Der dukker ofte spørgsmål op mellem samtalerne med lægen eller personalet. Og tiden kan være knap.
Så i stedet for at forsøge at huske spørgsmålene til næste konsultation kan det være en god idé at skrive dem ned på en blok eller i en note på din telefon med det samme.
På den måde kan du have en lille liste med prioriterede spørgsmål med til lægesamtalerne.
Samtalerne rummer mange informationer, og derfor kan du også med fordel skrive de vigtige informationer, du får, ned til selve samtalen eller lige efter, mens det stadig er friskt i hukommelsen.
Du behøver ikke gå alene med dine spørgsmål
Nogle forældre holder igen med deres spørgsmål, fordi de ikke vil forstyrre personalet eller ikke vil være til besvær.
Men husk: Hvis du er i tvivl om noget, eller der er noget, du ikke forstår, så sig det.
Personalet ved ikke, hvad du er usikker på, hvis du ikke fortæller det.
Ring til afsnittet
Hvis dit barn er indlagt i psykiatrien, må du altid ringe til afsnittet, dit barn er indlagt på.
Nogle forældre laver sågar aftaler om faste telefonopkald med afsnittet.
I særlige tilfælde kan familier have brug for ét opkald for hver vagt. Men det afhænger af jeres situation og afsnittets muligheder.
Din vigtigste opgave er ikke at finde løsninger
Som forælder kan man let få følelsen af, at man skal gøre noget hele tiden. Handle sig ud af det svære.
Men under en indlæggelse kan den vigtigste rolle, forældre har, beskrives med få ord:
Du er dit barns tryghedsanker.
Du kender dit barn, og du er den person, barnet allerede har en relation til. Og du er den person, der kan hjælpe barnet med at bevare en følelse af stabilitet og en forbindelse til hverdagen og resten af familien.
Det er ikke dit ansvar alene at løse de problemer, der har ført til indlæggelsen. Personalet har ansvaret for udredning og behandling, mens du spiller en vigtig rolle med din viden om barnet og som barnets trygge voksen, der skaber støtte og kontinuitet, mens resten af hverdagen er forandret.
Del din viden – du kender dit barn på en måde, personalet ikke gør
Selvom personalet lærer dit barn at kende under indlæggelsen, er du som forælder en vigtig kilde til viden.
Du ved måske, hvordan dit barn reagerer, når noget bliver svært. Hvad der plejer at skabe ro. Hvilke situationer der typisk udløser konflikter. Eller hvilke forandringer du har lagt mærke til op til indlæggelsen.
De erfaringer kan være værdifulde for personalet at kende til, fordi de er med til at skabe et mere nuanceret billede af dit barns hverdag.
Samtidig får du som forælder mulighed for at høre, hvad personalet observerer på afsnittet.
Aftal med personalet, hvornår du kommer på besøg
Regler og normer varierer fra afsnit til afsnit.
Men generelt er der ikke faste besøgstider på psykiatriske afsnit. Du kan dog med fordel planlægge dine besøg sammen med afsnittet.
På den måde kan personalet nemlig hjælpe med at guide dig til, hvornår dit besøg passer bedst muligt ind i den rytme af aktiviteter og behandling, der er på afsnittet.
Spørgsmål om børns psykiatriske indlæggelse
Hvor lang tid varer en indlæggelse typisk?
Der findes ikke ét svar på, hvor længe et barn er indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien. Det afhænger af, hvad formålet med indlæggelsen er, og hvordan barnet udvikler sig undervejs.
For nogle børn er indlæggelsen kort, mens andre har brug for at være indlagt i længere tid. Derfor er det ikke altid muligt at sige på forhånd, hvornår barnet kan blive udskrevet.
Undervejs vil personalet tale med jer om, hvordan forløbet udvikler sig, og hvad den videre plan er.
På åbne afsnit for unge vil indlæggelsen ofte vare mellem seks og otte uger, men på børneafsnittene varer indlæggelsen tit nogle ekstra uger. På lukkede afsnit kan indlæggelsen variere endnu mere og varer alt fra få uger til mange måneder.
Hvor tit må jeg besøge mit barn, der er indlagt?
Det afhænger af afsnittet og af dit barns situation. Der er ikke faste besøgstider på psykiatriske afsnit, men det aftales individuelt. Personalet fortæller jer, hvilke muligheder der gælder på det afsnit, hvor dit barn er indlagt.
Hvad skal mit barn have med, når det skal indlægges i psykiatrien?
Reglerne afhænger af, hvilket afsnit dit barn er indlagt på. Personalet gennemgår dem med jer ved indlæggelsen. På intensive afsnit er der flere sikkerhedsregler, og derfor kan nogle almindelige ting – som for eksempel en neglefil – ikke tages med.
Hvad er en behandlersamtale?
En behandlersamtale er en fast planlagt samtale med dit barns læge og/eller psykolog. Af og til vil der også være andet personale med til samtalerne. Det er her, du kan stille spørgsmål til fagpersonerne og få en grundig indføring i, hvordan det går med dit barn.