Skip to content

tilbage til Nyheder

Bedre Psykiatris webinarer: Bliv klædt på til livet som pårørende

Vil du blive klogere på psykisk sygdom og få værktøjer til at håndtere livet som pårørende? Så vær med, når Bedre Psykiatri hver måned holder gratis webinarer. Her kan du læse meget mere om webinarerne, og hvad du får ud af at deltage.

27. oktober 2021

Gratis webinarer hver måned, hvor pårørende får viden og værktøjer til at håndtere livets udfordringer. Sådan lyder et nyt tilbud fra Bedre Psykiatri.

Et webinar er et online seminar eller foredrag, som man deltager i direkte fra sin computer, mobil eller tablet. Bedre Psykiatris pårørenderådgivning står bag projektet, og rådgiverne ser frem til, at de med webinarerne kan hjælpe endnu flere pårørende end hidtil.

”Webinarerne er for alle pårørende, og du kan deltage, uanset hvor i landet du bor. For nogle er det uoverkommeligt at tage kontakt til rådgivningen, møde op til et fysisk foredrag eller deltage i en pårørendegruppe – og så er webinarerne en mulighed, hvor du i stedet nemt og bekvemt kan følge med bag skærmen og være anonym,” siger rådgiver og projektleder Linn Sofie Aabling og fortsætter:

”Deltagerne har taget rigtigt godt imod de første webinarer. De fortæller, at de har fået nye perspektiver og har følt sig mødt i den verden, der er et vilkår for dem lige nu. Vi glæder os til at fortsætte, og vi håber, at endnu flere pårørende får gavn af tilbuddet,” siger hun.

Bedre Psykiatris rådgivere Christina Wind, Cecilie Elmira Sørensen og Linn Sofie Aabling står bag det nye tilbud om gratis webinarer for pårørende.

Viden, oplevelser og værktøjer

For både at gøre deltagerne klogere og give dem konkrete værktøjer vil der ofte være to webinarer om det samme emne. Et teoretisk webinar og et oplevelsesbaseret webinar.

”Når du får viden, får du samtidig en forståelse af den situation, du befinder sig i – og det er rigtigt vigtigt som pårørende. Derudover giver det stor værdi at spejle sig i andre pårørende og blive inspireret af dem, og derfor har vi altid en del, som inddrager deltagernes egne erfaringer. Deltagerne kan byde ind, hvis de vil, ligesom de kan udveksle erfaringer i chatten,” fortæller Linn Sofie Aabling.

Hun håber, at webinarerne kan ruste deltagerne til at klare de udfordringer, der er en del af dagligdagen som pårørende.

”Du skal gerne gå derfra med viden og inspiration til, hvilke redskaber du kan inddrage i din hverdag. Både til at hjælpe dig selv og den, du er pårørende til,” tilføjer hun.

Webinarerne handler om det, der er vigtigt for pårørende

Oplægsholderne til Bedre Psykiatris webinarer er oftest foreningens rådgivere, og alle webinarerne drejer sig om problematikker, som er relevante for pårørende til mennesker med psykisk sygdom.

Det første webinar blev holdt i juni og handlede om, hvordan pårørende hjælper personer med angst. Siden har der været webinarer om pårørendes svære følelser og pårørendes krisehåndtering.

”Vi har lavet en større undersøgelse og arbejdet sammen med pårørende og fagfolk for at finde de emner, som er allermest relevante og vigtige, når man er tæt på en med psykisk sygdom. Så vi har en masse spændende emner på tegnebrættet,” fortæller Linn Sofie Aabling.

Nogle af de planlagte emner er:

  • Psykisk robusthed
  • Kommunikationen med psykiatrien som pårørende
  • Psykisk sygdom og alkoholmisbrug
  • Samspil mellem region og kommune

Her kan du se kalenderen over planlagte webinarer og melde dig til. Kalenderen bliver opdateret løbende.

Ellers kan du følge med på Bedre Psykiatris Facebook, hvor vi altid fortæller om kommende webinarer.

Projektet, som webinarerne er en del af, er støttet af TrygFonden.