Skip to content
Nyheder

Knap 5.000 har skrevet under for bedre akuthjælp – hvad så nu?

Næsten 5.000 personer har skrevet under for bedre akuthjælp. Nu bringer vi underskrifterne videre til politikerne for at få kommunerne til at forbedre hjælpen til mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende.

28. oktober 2021

I løbet af efteråret har tæt på 5.000 personer skrevet under på et brev, der kræver bedre akuthjælp til mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende. Nu giver vi brevet videre til kommunalpolitikere i hele landet. Bedre Psykiatris landsformand, Mads Engholm, ser underskrifterne som et stærkt kort, når foreningens frivillige de kommende uger lægger pres på kommunalpolitikerne frem mod valget.

”Vi er rigtig taknemmelige for den opbakning, som underskriftindsamlingen har fået. Med underskrifterne kan vi konkret vise politikerne, at vi taler på vegne af en stor gruppe pårørende og mennesker med psykisk sygdom, når vi peger på det store behov for akuthjælp,” siger Mads Engholm.

Underskrifterne gør en forskel

I lokalafdelingerne i hele landet er Bedre Psykiatris frivillige i disse uger i fuld gang med at få behovet for bedre akuthjælp på dagsordenen til kommunalvalget. Med underskrifterne i hånden har de frivillige en stærkere stemme overfor politikerne i arbejdet for at få bedre hjælp til mennesker med psykisk sygdom og pårørende.

Derfor skal der være bedre akuthjælp

Mange oplever kommunens hjælp til mennesker med psykisk sygdom som dårlig eller virkelig dårlig. Det viser en undersøgelse fra Bedre Psykiatri. Samme undersøgelse peger på, at det især er akuthjælp, som pårørende efterspørger. Derfor kæmper Bedre Psykiatri for, at alle kommuner får et godt akuttilbud, hvor mennesker med psykisk sygdom og pårørende kan få hjælp, når det brænder på.

Se Bedre Psykiatris politiske forslag om akuthjælp her.

Støt HOVEDindsamlingen

ALT for mange familier ramt af psykisk sygdom får ikke den hjælp, de har behov for. Derfor er der mere end nogensinde brug for Bedre Psykiatri. Hjælp os til at hjælpe mere og flere - med alt fra rådgivning og samtalegrupper til kampen for bedre behandling og vilkår til mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende.