Skip to content

tilbage til Nyheder

“Lige nøjagtigt den hjælp, jeg havde brug for”

Da Martin stod i en krise med stress og store frustrationer, var det kommunens akuttilbud, der gav ham tryghed og fik ham ud på den anden side i god behold.

6. september 2021

En torsdag i april stod 50-årige Martin i en situation, han havde svært ved at magte. Han var netop kommet fra et møde med Greve kommune, hvor han havde fået afslag på en ansøgning om førtidspension.

– Jeg blev så frustreret og ked af det, da jeg fik beskeden, at jeg tænkte, at så kunne det hele også bare være lige meget. Hele situationen gjorde mig enormt stresset og ophidset, og jeg følte mig totalt magtesløs, fortæller Martin.

Han havde ikke før hørt om akuttilbuddet i Greve Kommune, hvor mennesker i akut psykisk krise kan få hjælp. Men da sagsbehandleren så, hvor hårdt beskeden ramte, arrangerede hun efter aftale med Martin, at akuttilbuddet ringede ham op.

Beroligede og fik hans tanker væk

Dagen efter mødet var Martin stadig oprevet, fortæller han. Men i løbet af dagen fik han det planlagte opkald fra akuttilbuddet.

– Jeg talte med hende fra akuttilbuddet i en halv time over telefonen. Hun var god at snakke med, og hun fik mig heldigvis til at falde ned, siger han.

Martin ringede til akutilbuddet fire gange om lørdagen og igen en enkelt gang om søndagen.

– Vi talte både om hele situationen og om alt muligt andet, så jeg fik mine tanker lidt væk. Det var lige nøjagtigt den hjælp, jeg havde brug for. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg ikke havde kunnet ringe til akuttilbuddet, og jeg vil næsten ikke tænke på det.


Bedre Psykiatri kæmper for, at alle kommuner får et godt akuthjælpstilbud som i Greve. Skriv under her.


Vi er deres sikkerhedsnet

Lise Nielsen er én af akuttilbuddets otte vejledere. Hun kalder tilbuddet borgernes sikkerhedsnet, og hun er overbevist om, at mange ville mangle et sted at gå hen, hvis tilbuddet ikke fandtes.

– Henvendelserne kan dreje sig om alt muligt. Måske sidder de derhjemme med angst eller depression og et behov for nogen at tale med. Eller måske kæmper de med en masse problemer i hverdagen, som er ved at hobe sig op. Uanset hvad, tager vi en snak og sikrer, at borgeren kommer bedst muligt videre.

Lise Nielsen fortæller, at borgerne fra begyndelsen har taget godt imod hjælpen fra akuttilbuddet.

– Akuttilbuddet er let tilgængeligt, og vi stiller ikke krav om alt muligt, så det er nemt at få hjælp her. Hvis vi ikke var her, ville de i hvert fald være en mulighed fattigere, og mit indtryk er, at mange ikke ville vide, hvor de skulle gå hen, når det brænder på, siger hun.

Vejleder Lise Nielsen mener, at mange ville mangle et sted at få hjælp, hvis Greve Kommunes akuttilbud ikke fandtes.

Pårørende får også hjælp

Udover selv at yde støtte til mennesker i krise hjælper Lise Nielsen og hendes kolleger også pårørende med at finde den rigtige hjælp, fortæller hun.

– Når borgerne ikke ved, hvor de får den rette hjælp, agerer vi bindeled mellem dem og det relevante tilbud i kommunen. Forældre til børn og unge, som kæmper med psykiske problemer, ringer for eksempel gerne hertil og får en snak og et godt råd til, hvad de skal stille op, siger hun.

Giver tryghed at kende til akuttilbuddet

I dag er Martin fortsat ked af afslaget på førtidspensionen, men frustrationerne og temperamentet er blevet tøjlet.

– Jeg håber, at jeg aldrig nogensinde kommer ud i sådan en situation igen og bliver så psykisk presset – men hvis jeg gør, vil jeg helt klart gøre brug af tilbuddet igen. Og det giver mig stor tryghed at vide, at de er der til en anden gang, siger han.

Greves akuttilbud åbnede i 2015. De har ca. 100 henvendelser pr. måned. Tilbuddet er åbent alle dage året rundt fra kl. 15 om eftermiddagen til kl. 8 om morgenen. Man kan enten ringe eller møde op, og man behøver ikke at lave en aftale på forhånd.

Martin har ikke ønsket at få sit efternavn med i artiklen. Redaktionen kender hans fulde navn

Læs Bedre Psykiatris politiske udspil om bedre akuthjælp i kommunerne her.

Greve Kommunes akuthjælpstilbud har både en telefon, man kan kontakte, og en fysisk lokation, som man kan besøge.