Da Michael Wulffs kone for tre år siden blev indlagt med en svær depression, var psykiatrien et ukendt land for ham. Hvordan griber jeg den her nye situation an? Hvordan taler jeg med mine børn om det? Hvilke behandlingsmuligheder kan vi forvente? Det var alle sammen spørgsmål, som fløj rundt i hovedet på Michael Wulff.
”Hvornår kommer mor hjem?” Sådan lød spørgsmålet fra Michael Wulffs datter, da hans kone blev indlagt med en depression. ”Jeg svarede, at der nok gik en uge. For det troede jeg på, da jeg sagde det. Det viste sig bare, at det tog meget længere tid. Det gjorde mig utroværdig over for mine egne børn. Jeg kunne have ønsket mig, at nogen i psykiatrien hjalp mig med at forstå, hvad det egentlig betyder, når ens kære bliver indlagt. En hotline man kunne ringe til, eller at man fik udleveret en slags overordnet beskrivelse af, hvordan et forløb typisk er og viden, som er god at have,” forklarer Michael Wulff. Som pårørende fik Michael Wulff ingen hjælp i det offentlige. Det var derimod rådgivning fra frivilligorganisationer som Bedre Psykiatri, der hjalp ham.
Når uvisheden fylder
Michael Wulff påpeger, at uvisheden er en af de svære ting at være i som pårørende. Den følger én konstant. ”Da hun var indlagt, tænkte jeg på, hvornår hun kom hjem, om hun overhovedet ville komme hjem. Jeg tænkte også meget på, hvordan børnene ville reagere. Da hun så blev udskrevet og kom hjem, var det mindst lige så hårdt. Her gik tankerne på, om hun kunne få det så dårligt igen, at hun var nødt til at blive indlagt. Men det var også svært, at jeg ikke længere kunne kontrollere stemningen i huset med børnene. Senere går tankerne på, om det nogensinde bliver så godt, at man som pårørende ikke længere behøver at bekymre sig,” fortæller Michael Wulff.
Balancen er noget af det sværeste
Michael Wulff fortæller, at det at finde balancen – i alle aspekter – er noget af det sværeste ved at være pårørende: ”Jeg har skulle finde en balance i alle situationer og relationer. Over for min partner skal jeg både kunne vise, hvor stærk jeg er, men også hvor sårbar jeg er. Jeg skal være støttende, men samtidig ikke komme til at overtage for meget. Da hun blev udskrevet og kom hjem og bo, der spurgte jeg hende hver aften, om hun havde energi til at læse to minutters godnathistorie for vores børn. Det nemmeste havde været, hvis jeg bare havde ladet hende hvile og gjort det selv. Men samtidig ville jeg ikke fratage hende forældreskabet og den glæde, det giver hende, når hun læser for børnene og på den måde skaber et bånd med dem. Det er vigtigt hele tiden at have blik for relationerne.”
Balancen var også svær at finde over for parrets børn: ”Jeg skulle vise børnene, at jeg havde styr på det, for de skal have tillid til, at deres forældre står stærkt. Men samtidig skulle jeg også vise dem, at det er okay at være sårbar og i tvivl nogle gange. Det kan være svært.”
Samtalegruppen var et åndehul
På et tidspunkt faldt Michael Wulff over et opslag på Facebook med Bedre Psykiatris samtalegrupper. Han tænkte, det var en god ide at prøve, og hans kone bakkede ham op. Inden Michael Wulff mødte op til den første gang, havde han ingen store forventninger til, hvad han ville få ud af forløbet. Samtalegruppen viste sig heldigvis at overraske ham positivt.
”Det er simpelthen det bedste, jeg har prøvet. For første gang mødte jeg nogle andre, som var i den samme situation som mig. Vi kunne forstå hinanden og spejle os i hinandens situationer og følelser. Der var en virkelig dygtig gruppeleder, som fik skabt et fortroligt rum, hvor alle var anerkendende og ikke dømmende,” fortæller Michael Wulff og fortsætter:
”Jeg havde forestillet mig, at vi hver især ville sidde med masker på og ikke blotte os og vise, hvordan vi virkelig havde det. Men vi blottede os og viste sårbarhed. Der var både plads til tårer og grin. Det er svært præcist at forklare, hvad jeg fik ud af det. Men det føltes som et åndehul. De første 3-4 gange, jeg var afsted, der tog jeg afsted med hovedpine og kom hjem uden hovedpine. Det siger noget om, hvor anspændt jeg var. De resterende gange havde jeg slet ikke hovedpine.”
Michael Wulff fortæller, at nogle af dem fra hans samtalegruppe mødtes nogle måneder efter, at forløbet blev afsluttet. Her slog det ham endnu en gang, hvor vigtigt det er at tale med andre pårørende: ”Uanset hvor velmenende venner og familiemedlemmer er, så forstår de ikke, hvordan det føles at være pårørende, hvis man ikke selv har prøvet det. Andre pårørende kan forstå, hvornår man gerne vil tale om sin situation, og hvornår man trænger til at tale om noget andet. Når dén forståelse er på plads, så er man bedre i stand til at hjælpe hinanden. Samtidig gav mødet med de andre deltagere mig også et andet perspektiv og nye måder at se tingene på. Det var bare virkelig godt. Jeg vil helt klart anbefale andre at komme i en samtalegruppe.”
Den pårørendes rolle holder ikke op
Michael Wulff og hans kone har det bedre i dag. Michael Wulff fortæller, at i dag er det andre ting, de bokser med som for eksempel bivirkninger ved medicin, den rette medicin og det at finde balancen for, hvor meget hans kone kan. Selvom hun er i bedring og ikke længere er i systemet, så er hun stadig sårbar, og Michael Wulff er stadig pårørende. Han slutter af med at sige ”Jeg vil ikke sige: Alt godt. Men jeg vil sige: Alt i bedring. Både for patienten og den pårørende.”