Skip to content

Podcast om misbrug og psykisk sygdom

Misbrug forpester livet for mange med psykisk sygdom. Det ødelægger behandlingen og gør det ekstremt svært at være pårørende. Bedre Psykiatris rådgiver Cecilie Sørensen og misbrugsbehandler Kasper Sørensen giver gode råd om, hvordan du hjælper den syge med at få hjælp, hvorfor du ikke skal acceptere misbruget, og hvordan du selv undgår, at knække under presset. 


Rådgiver Cecilie Sørensens råd

Skil problemerne ad
Rådgiver
Cecilie Sørensen

Nogle syge med misbrug kommer så langt ud, at de ender med grænseoverskridende adfærd, hvor de f.eks. lyver og stjæler. Og som pårørende kan det være svært at vise forståelse og medfølelse. Prøv derfor at adskille mennesket fra sygdommen og misbruget. Husk, at det er stadig den samme person, der er inde bag ved alt det, som misbruget desværre ofte fører med sig.

Læg ansvaret rette sted

Ved dobbeltdiagnoser er der er ofte flere forskellige instanser inde over. Og det kan være svært at finde ud af, hvem der har hovedansvaret. Mange pårørende ender derfor med selv at være tovholder på det hele, men det er vigtigt at give noget af ansvaret videre, så du ikke bliver slidt op!

Søg råd

Det kan være en jungle at finde rundt i behandlingsmulighederne. Og sagsbehandlerne har ikke altid overblik over de forskellige tilbud. Derfor kan det være hjælpsomt at række ud til andre pårørende, som har indsigt i, hvilke der er af gode behandlingssteder i nærområdet.

Husk det, der var inden

Prøve at huske den relation, I havde inden. Særligt i de hårde perioder. Så bliver situationen nemmere for dig, men det er også enormt vigtigt for den syge, at nogen holder fast i støtten og kærligheden, så alt ikke handler om misbrug og sygdom.

Giv ikke penge, hvis du er bekymret

Er du bekymret for, om den syge er på vej ud i alvorlig kriminalitet, så lad vær med at give ham/hende penge. På den måde ender du heller ikke med at finansiere misbruget. Og er du i tvivl om, hvorvidt den syge f.eks. har mad eller tøj nok, så tag på indkøb sammen. Så hjælper du uden at give kontanter direkte i hånden.

Psykoterapeut og misbrugsbehandler Kasper Sørensens råd

Undersøg mulighederne
Psykoterapeut og
misbrugsbehandler
Kasper Sørensen

Selvom det kan være en stor mundfuld, så undersøg, hvilke behandlingsmuligheder, der er. For der findes steder, hvor man kan få behandlet både sygdom og misbrug samtidig. Og det er klart den bedste løsning.

Besøg behandlingsstederne

Når I leder efter den bedste behandling til den syge med misbrug, er det en god idé at besøge de forskellige steder for at danne sig et indtryk. Hvad er personalet for nogle mennesker, og hvordan arbejder de? Hvordan er stemningen på stedet? Kan jeg se den syge få det bedre her? Det er helt uforpligtende og giver en noget bedre billede end at sidde og kigge på en hjemmeside.

Vis kærlighed og omsorg

Det allerbedste, du kan gøre for at hjælpe den syge, er at være kærlig og omsorgsfuld. Og husk jeres relation. Er du mor, så vær mor og ikke behandler eller alt muligt andet. Find et godt behandlingssted til at tage sig af resten, så kan I fokusere på at gøre nogle gode og rare ting sammen i stedet.

Læs mere

Dine rettigheder som pårørende

Kontakt Bedre Psykiatris rådgivning