10-årsplanen for psykiatrien kommer inden næste folketingsvalg. Sådan lød beskeden fra Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i BT den 18. juni. Udmeldingen kommer efter et hårdt pres fra blandt andre Bedre Psykiatri og flere år med udskydelser og tomme løfter.
Jane Heitmann, psykiatriordfører i Venstre, ser frem til endelig at komme i gang med forhandlingerne, som ifølge hende har ventet for længe.
Bedre vilkår for pårørende står højt på ønskelisten
Når 10-årsplanen skal forhandles på plads, tager Jane Heitmann et ønske om bedre hjælp til de pårørende med til forhandlingsbordet.
”Det er helt afgørende, at vi meget hurtigt tager fat på pårørendeindsatsen – for den halter! Der sidder tusindvis af pårørende, som ikke bliver grebet eller klædt på til at kunne støtte deres nærmeste. Og det har alvorlige konsekvenser. Den indsats skal vi have strammet op på så hurtigt som overhovedet muligt,” siger Jane Heitmann.
Venstres psykiatriordfører nævner desuden børn og unges mistrivsel og en national plan mod selvmord som vigtige fokusområder.
SF: Vigtigt, at planen kommer hele vejen rundt
SF’s psykiatriordfører Trine Torp fremhæver også børn og unges mistrivsel og hjælp til pårørende som afgørende prioriteter.
”Det er vigtigt, at planen kommer hele vejen rundt, for der er enormt meget, der skal forbedres og forandres. Men den negative udvikling i børn og unges trivsel er så massiv, at den indsats står allerøverst på listen,” siger Trine Torp.
Hun håber desuden, at vi i 10-årsplanen vil se behandlingen af mennesker med psykisk sygdom i et bredere perspektiv, end vi før har gjort.
”Psykisk lidelse bør ikke ses som et individproblem. Det er noget, som pårørende også bliver påvirket af og har stor indflydelse på. Derfor skal familierne også have hjælp. Så vi håber, at 10-årsplanen vil afspejle et mere helhedsorienteret blik på hjælpen til mennesker i psykisk lidelse og deres nærmeste,” siger SF’s psykiatriordfører.