Typiske årsager
Når et barn med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse trækker sig fra eller bryder med sine forældre, er det sjældent udtryk for én enkelt årsag. Nogle af grundene kan for eksempel være:
Sygdommen eller diagnosen selv
En psykose, en belastningsreaktion eller en krise kan gøre barnet vred, mistroisk eller urimelig. Det er ikke et udtryk for, hvem personen egentlig er, eller hvad de mener om deres forældre. Almindeligt forældreskab – grænser, krav, bekymring – kan i den tilstand blive oplevet som overgreb eller kontrol.
En sen eller ny diagnose
Når man sent i livet får en diagnose som autisme eller ADHD, kan det ændre barnets blik tilbage på opvæksten. Ting, forældrene gjorde efter bedste evne og med den viden, de havde, kan nu blive fortolket i lyset af diagnosen. Nogle oplever det som noget, forældrene burde have håndteret anderledes.
Ustabile perioder
Nogle børn har kontakt med deres forældre i gode perioder og ingen kontakt i dårlige. Det kan være svært som forælder, fordi man aldrig ved, hvad der udløser afstanden næste gang.
Konflikter mellem forældrene
En skilsmisse, en anspændt relation til den anden forælder, eller det at barnet føler sig fanget mellem to fronter, kan give vrede, som rammer den forælder, der er tættest på.
Kønsidentitet i forandring
Børn, der er i gang med at finde eller udtrykke deres kønsidentitet, kan i en periode have brug for afstand til forældrene som en del af den proces.
Fælles for mange af de situationer er, at bruddet opstår i en tilstand. Det kan være en sygdomsperiode, en krise, en identitetsproces. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at bruddet eller afstanden vil vare for altid.
En særlig sorg
Et brud med et levende barn er en særlig form for sorg. Der er ikke nogen begravelse, intet ritual og ofte heller ingen klar forklaring at læne sig op ad. I stedet lever man med en åben, uafklaret situation. Håbet om at genoptage kontakten sjældent forsvinder helt – hvilket kan gøre det svært at komme videre.
Mange forældre beskriver en blanding af:
- Skyldfølelse – tanken om, at man må have gjort noget grundlæggende forkert, siden ens eget barn ikke ønsker kontakt.
- Ensomhed og skam – mange skammer sig og tør derfor ikke tale om deres situation med andre. Det gør det svært at række ud til netværket.
- Frustration – over konstant at skulle forklare og retfærdiggøre noget, man ikke selv forstår. Herunder også en frygt, fordi man sætter ord på noget så smertefuldt og uforståeligt.
- Vrede – som kan rette sig mod den anden forælder, mod systemet, ens barn eller mod situationen som helhed.
- Uro og bekymring – særligt hvis man ikke kan få kontakt og er usikker på, hvordan barnet har det, eller om barnet er i sikkerhed.
Der er ingen facitliste for, hvordan de følelser skal håndteres, og det er helt naturligt, at de veksler og at man går ind og ud af dem.
Hvad kan man gøre som forælder?
Læg afstand til spørgsmålet om skyld
Det er forståeligt at lede efter en forklaring. Men jagten på ét entydigt svar fører sjældent til ro. Ofte er der flere samvirkende årsager, hvoraf nogle handler om sygdommen eller diagnosen og ikke om jer som forældre.
Anerkend barnets oplevelse, uden at du dermed skal acceptere hele fortællingen om jer
Det kan gøre en forskel at give udtryk for, at I respekterer barnets behov for afstand lige nu, samtidig med at I ikke behøver være enige i alle detaljer i det, barnet oplever eller siger.
Overvej skriftlig kontakt, hvis den mundtlige eller fysiske kontakt ikke fungerer
Et kort, roligt brev eller en besked kan nogle gange skabe en åbning, som en samtale ikke kan lige nu. Formålet er ikke at overbevise, men at vise, at døren står åben, uden pres.
Sæt ord på jeres egen grænse
Nogle forældre oplever, at de bliver nødt til at bede barnet om at flytte eller holde afstand for at kunne passe på sig selv eller andre børn i hjemmet. Det kan være en nødvendig beslutning, selvom den gør ondt, og selvom den kan blive mødt med vrede fra den unge(barnet).
Opsøg relevant støtte
Netværket omkring én kan have svært ved at rumme sorgen, eller kan komme med velmenende råd, man allerede har prøvet eller ikke har bedt om. Det kan hjælpe at tale med andre, der har stået i en lignende situation, eller med en rådgiver, der kender til psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelser.
Du kan for eksempel deltage i en af Bedre Psykiatris samtalegruppe eller booke en tid i rådgivningen.
Vær opmærksom på akut bekymring
Hvis I mister kontakten til et barn under indlæggelse, eller er bekymrede for barnets sikkerhed, kan I kontakte kommunen eller politiet. Psykiatrien har tavshedspligt over for pårørende, hvis man ikke har samtykke. Det kan gøre situationen ekstra utryg. Men det betyder ikke, at I står uden muligheder for at handle på jeres bekymring.
Derudover er det værd at vide, at selvom du ikke har samtykke og sundhedspersonalet ikke må dele personlige oplysninger om dit barn, så må du gerne fortælle om dine erfaringer og sundhedspersonalet må gerne give generel viden inden for specifikke områder. Du kan læse mere om manglende samtykke og dine muligheder her.
Giv jer selv lov til at sørge – uden at det behøver ende med opgivelse
At sørge over kontakten betyder ikke, at man giver slip på håbet om, at den kan genoprettes engang. Det handler om at finde en måde at leve med det uafklarede på, så det ikke æder al energi i hverdagen.