Freja Rishøj Jørgensen har lige tid til at give interview til Bedre Psykiatri en mandag morgen. Men så skal hun også skynde sig i skole i Hillerød. Hun glæder sig endda til at se de andre efter weekenden. For i den nye klasse har hun fundet ro, forståelse og fællesskab med andre, som også har haft svært ved at sidde i en almindelig klasse. Da Freja Rishøj Jørgensen som 14-årig blev udredt for autisme, var hun nemlig holdt op med at gå i skole. I hvert fald var hun en sjælden gæst.
“Det var simpelthen for udfordrende for mig. Især lydene,” husker Freja Rishøj Jørgensen om den sidste tid i folkeskolen.
Da hun gik til læge og blev udredt, overraskede svaret hende ikke. Freja Rishøj Jørgensen er nemlig usædvanligt godt begavet, og hun havde lavet sin research hjemmefra. Hun var selv nået frem til, at hun nok er autist.
“Mine forældre havde nok sværere ved at se det. De er jo lidt ældre end mig og troede bare, at jeg var lidt speciel. Eller højintelligent,” siger Freja Rishøj Jørgensen og vrider sig lidt over udtrykket.
Makeup og regler
Sikkert var det, at Freja Rishøj Jørgensen var god til at gå i skole, og hun kunne sådan set også godt lide det.
“Jeg kunne bare ikke have støjen. Og så var der det sociale. Især da vi kom tilbage efter corona, var der sket meget med de andre, og jeg kunne ikke rigtigt følge med. De sociale regler var pludselig blevet svære at forstå,” siger Freja Rishøj Jørgensen og kommer med et eksempel:
“Pludselig skulle man gøre ting, man ikke måtte for sine forældre. Det har bare aldrig ligget til mig at være på tværs bare for at være på tværs. Der var også regler for, hvordan ens makeup skulle være. Og så var de andre begyndt at bruge parfume. Det kan jeg bare slet ikke have. Vi sad en hel klasse af teenagere med parfume på og doseringen var ikke altid… perfekt,” fortæller Freja Rishøj Jørgensen og smiler.
Det var ellers en god klasse, Freja Rishøj Jørgensen gik i.
“De andre i klassen vidste bare ikke, hvad de skulle gøre for mig. Jeg vidste det jo heller ikke selv. Selv når nogen kom over og spurgte, om jeg var ok, kunne det føles overvældende for mig,” fortæller Freja Rishøj Jørgensen.
Kunne ikke mere
I løbet af det skoleår fik Freja Rishøj Jørgensen sværere og sværere ved at komme af sted om morgenen. Og når hun kom hjem fra skole om eftermiddagen, lå hun helt flad på sin seng. Ofte græd hun.
“Jeg kunne bare ikke mere. Faktisk følte jeg det ofte som om, mit liv allerede var slut, selv om jeg kun var 14 år. Jeg var så træt af at skille mig ud,” fortæller Freja Rishøj Jørgensen.
Hendes forældre var meget bekymrede og skubbede på for, at hun alligevel kom i skole, selv om det blot var få timer om dagen. Men en dag brød Freja Rishøj Jørgensen sammen, og de lod deres datter blive hjemme. Frejas forældre talte med både skole og læger, mens Freja Rishøj Jørgensen fulgte med i undervisningen hjemmefra, så godt hun kunne.
En gruppe for unge med særlige forudsætninger
På et tidspunkt i 7. klasse kom Freja Rishøj Jørgensen ind i en gruppe for unge med særlige forudsætninger.
“Vi var fire unge, der mødtes en gang om ugen. Det var så godt. De andre lignede mig ret meget, og for en gangs skyld følte jeg mig ikke anderledes. De andre var super søde. Vi spillede spil, spiste kage og hang bare ud med hinanden. Der var ingen larm ligesom i en almindelig skoleklasse. Jeg ved faktisk ikke, om de også havde diagnoser, for det var ikke noget, vi talte om. Nogle af de andre gik lidt i skole, andre slet ikke. Vi fik bare enormt meget ud af at være sammen,” fortæller Freja Rishøj Jørgensen og fortsætter:
“Selve diagnosen var også en hjælp til at forstå, hvem jeg er, og den gjorde det nemmere at forklare folk, hvad der var galt. Jeg vidste jo godt, jeg havde autisme, men det var rart at vide, at det ikke vare var noget, jeg havde opfundet. Det var virkeligt. Nu kunne jeg fortælle det til folk omkring mig. Nu kunne jeg blive forstået.”
Der var dog også en anden ting, som hjalp Freja Rishøj Jørgensen meget. Det var at tage en pause og lave ingenting. Fra efteråret 2023 og tre måneder frem holdt hun pause fra skolen og var derhjemme.
“Jeg var træt i de tre måneder. Jeg havde bare brug for at være hjemme, selv om det også var lidt kedeligt. Men det var godt for mig at slappe totalt af. Bare eksistere,” fortæller Freja Rishøj Jørgensen. Der var dog ét problem:
“Jeg er ambitiøs. Så det stressede mig at jeg faldt bagud i skolen. Derfor begyndte jeg at få et par timers hjemmeundervisning om ugen af en lærer fra skolen. Jeg begyndte også at komme lidt ud og på den måde vænnede mig til at gøre noget igen”.
I dag går Freja Rishøj Jørgensen på HF i en særlig ASF-klasse (autisme-spektrum-forstyrrelse, red.). Her har hun fundet et miljø, hun trives i, og som forstår hende.