Det er næsten underligt, at Kasper Nielsen kan tale med sin datter, 25-årige Anne-Kirstine Gjerlevsen, om alting i dag. Men det kan de. Det har været hårde 15 år, hvor Kasper Nielsen har haft diagnosen bipolar affektiv sindslidelse. I dag kan han se, at især hans familie har lidt Men åbenhed, dialog og erkendelse har betydet, at forholdet i dag er godt. Det lå dog ikke i kortene, da Anne-Kirstine Gjerlevsen var teenager, og hendes far i lange perioder forsvandt fra familien på Sydsjælland.
“Jeg var 35 år, da det brød ud. Jeg var lige blevet hundefører ved politiet og var ved at renovere hus, da min storesøster blev voldsomt syg. Jeg blev ked af det på en måde, som jeg aldrig havde oplevet det før,” husker den i dag 50-årige Kasper Nielsen.
I starten blev han diagnosticeret med en depression, og Kasper fik antidepressiv medicin. Det virkede. Næsten for godt.
“I dag kan jeg se, at jeg nærmest kunne gå på vandet. Jeg arbejdede helt vildt, og jeg gad ikke min familie. Jeg følte, de stod i vejen for det, jeg ville,” fortæller han med en let hovedrysten.
Kasper begyndte at se andre kvinder, han fyrede den af som superpolitimand, og han forlod til sidst sin familie.
“Jeg pakkede to tasker og skred fra både kone og børn,” siger Kasper Nielsen.
Far er rejst
“I de første tre-fire måneder var jeg 100% fraværende. Men så fik jeg en sporadisk kontakt til mine børn igen,“ fortæller Kasper Nielsen.
Anne-Kirstine Gjerlevsen var 12 år, da hendes far rejste første gang.
“Mine forældre fortalte nærmest ikke, hvad der skete. Far rejste bare, og fordi min mor altid gik derhjemme og var ked af det, var det fedt at komme til København og se ham,” siger Anne-Kirstine Gjerlevsen.
I det følgende halve år levede Kasper det søde liv i København med ny kæreste, job og gang i den. Men så vendte depressionen tilbage igen.
“Det hele faldt sammen for mig, og jeg begyndte at skamme mig over, hvad jeg havde gjort. Jeg fik antidepressiv igen, jeg flyttede hjem til min familie igen og boede der et halvt år,” siger Kasper Nielsen.
Så skete det samme igen. Faktisk skulle Kasper Nielsen, Anne-Kirstine Gjerlevsen og resten af familien igennem den samme runde tre gange, før det gik op for dem, at Kasper Nielsens op- og nedture var helt uden for normalen.
“Han var frem og tilbage så mange gange, at jeg mistede tilliden til hele projektet. Jeg gad ikke møde hans nye kærester til sidst. Det holdt jo alligevel ikke,” husker Anne-Kirstine Gjerlevsen.
Men langsomt begyndte hendes forældre at åbne op for sandhederne. Det skete, da Kasper Nielsen blev indlagt.
“På et tidspunkt var jeg uhyggeligt tæt på at tage mit eget liv, og jeg blev indlagt syv uger med en svær depression,” husker Kasper Nielsen.
“Min mor tog med mig ind for at besøge ham, og der kunne jeg godt se, at han ikke bare var indlagt med en brækket arm. Han lignede en, der var druknet,” fortæller Anne-Kirstine Gjerlevsen.
Til sidst fik en psykolog færten af, at Kasper Nielsen led af en bipolar affektiv sindslidelse – hans sind svinger op og ned mellem depressioner og manier.
“Da de sagde det, gav det hele pludseligt mening. Hvorfor han altid rejste og vendte tilbage igen,” siger Anne-Kirstine Gjerlevsen, mens Kasper Nielsen nikker.
“Da jeg fik medicin mod det, var det en gamechanger. Hidtil havde jeg været medicineret mod depressioner, men det virkede nærmest som en katalysator for manierne,” siger Kasper Nielsen. Han har de seneste ti år har været i såkaldt stemningsregulerende behandling, så hans humør og livsstil er stabile. Kasper Nielsen fik også psykologsamtaler, som hjalp ham med at forstå sin sygdom, og hvordan han bedst kunne passe på sig selv.
Nummeret til fars psykiater
I dag er Kasper Nielsen velmedicineret, men han skal alligevel passe på sig selv.
“Jeg er stressfølsom, og jeg må ikke hælde for meget på motoren,” siger Kasper Nielsen, som i dag arbejder som SSP-konsulent.
“Samtidig skal jeg også passe på, at jeg ikke altid kører med foden på bremsen, fordi jeg er bange for at blive syg igen. Jeg har op- og nedture ligesom alle andre mennesker, men jeg ligger i normalfeltet,” fortæller han og fortsætter: ”Jeg skal stadig være obs på både manier og depressioner. Jeg har lært at holde øje med, om jeg er ved at blive syg ved at kigge på min søvn. Jeg skal helst have syv-otte timer hver nat. Hvis jeg pludseligt kun har behov for få timer hver nat og også går og bliver irritabel og vred, så er det et klart tegn på, at jeg er ved at blive manisk igen”.
Kasper Nielsen har også en aftale med sine børn om, at de altid må sige til ham, hvis de begynder at se tegn og symptomer. Faktisk har datteren Anne-Kirstine Gjerlevsen nummeret til sin fars psykiater, som hun kan ringe til, hvis der bliver noget.
“Det er rart at vide, at der er gode folk i psykiatrien, der passer på min far,” siger hun.
Det er først for nylig, at Kasper Nielsen er begyndt at tale om, hvad der egentligt skete dengang. Selvmordsforsøget, damerne, skilsmissen.
“Det er blevet nemmere at tale med børnene, som de er blevet ældre,” uddyber Kasper, som også har det fint med børnenes mor i dag.
“I lange perioder havde jeg ikke troet, det skulle ske, at vi fik det sådan her. Men i dag er alt talt igennem, og vi har et meget bedre forhold. Jeg har forstået, at det var hans sygdom, der fik min far til at rejse. Det var ikke ham selv. Jeg troede jo bare, det var sådan, han var, fordi jeg ikke vidste, hvad han fejlede. Jeg har endda troet, det var os – hans familie – der var problemet. Han forsvandt jo bare til København med en kæreste, og så sad vi tilbage og tænkte: Okay, vi var ikke gode nok,” fortæller Anne-Kirstine Gjerlevsen.
“Jeg føler, at jeg altid vil skylde mine børn noget, for jeg er gået glip af så meget i deres liv. Ferier, første skoledage og alle de andre skelsættende dage i deres liv. Jeg gik fra at sidde i skolebestyrelsen og være håndboldtræner i den lokale klub til at forsvinde ud af deres liv 100 procent i perioder,” fortæller Kasper Nielsen.
Sådan er det heldigvis ikke længere.
“I dag svarer han på beskeder max fem minutter efter, man har sendt dem. Han ringer også tit for at tjekke, hvordan man har det. Han reparerer også min cykel,” smiler Anne-Kirstine Gjerlevsen.