Et typisk behandlingsforløb
Når man starter et toårigt forløb, får man en behandlingsansvarlig læge, der følger patienten gennem hele behandlingsforløbet. Man mødes typisk en gang om måneden med lægen for at følge op på, hvordan det går i patientens hverdag og med symptomerne, herunder tristhed, løftet humør, søvn og energiniveau. Ofte vil der også være et fokus på at finde den optimale medicinske behandling.
Lægen vil typisk visitere til forløb ved en sygeplejerske eller psykolog, hvis det viser sig, at man har brug for det i en periode. De kan for eksempel give støtte til at få en god struktur i hverdagen, hvor der er fokus på ugeplaner, søvn, måltider og bevægelse. Her har man kontakt en gang om ugen eller hver 14. dag.
Hvis man får brug for det, kan man undervejs trække på en socialrådgiver, der kan hjælpe med for eksempel uddannelse, job og økonomi.
Gruppeforløb
De første tre måneder af det toårige forløb starter ofte med en introduktionsgruppe, hvor man kan møde andre, som er nydiagnosticeret med bipolar lidelse og dele de erfaringer, man har i forbindelse med sin diagnose.
Gruppen faciliteres af to behandlere, for eksempel en sygeplejerske, læge eller psykolog, og foregår en gang om ugen af en times varighed. Forløbet er typisk over 12 gange.
Mere konkret foregår gruppeforløbet ved, at man tager en runde, hvor patienterne hver især fortæller, hvordan det går. Derefter er der et oplæg med et bestemt tema – det kunne for eksempel være angst – og så er der en diskussion ud fra patienternes erfaringer. Det er muligt at bruge det ugentlige fremmøde i starten til at afdække akutte behov, for eksempel hjælp til sygemelding.
Psykoedukation
Efter et tre måneder med gruppeforløb, bliver man tilbudt et psykoedukationsforløb. Det er en blanding af undervisning i sin egen sygdom og gruppeterapi. Her lærer man mere om bipolar lidelse, symptomerne, hvordan sygdommen opstår, om behandlingsmuligheder, og hvad man selv kan gøre i sit sygdomsforløb. Målet er at blive klædt på til at lære sig selv og egen sygdom bedre at kende, genkende de tidlige symptomer på en depression eller mani, og hvordan man håndterer det.
Psykoedukationsforløbet kan bidrage til bedre forståelse af sygdommen og at sikre et stabilt forløb og større livskvalitet.
Eventuelt forløb med individuel psykoterapi hos psykolog
Nogle patienter har problemer, der kan give anledning til et samtaleforløb hos en psykolog. Ofte vil det foregå i slutningen af det toårige forløb – efter gruppeterapiforløbet. Det kan være en fordel, at patienterne på det tidspunkt er mere fri af symptomer, så de har overskud til at arbejde med psykologiske temaer.
Andre kan have brug for et samtaleforløb helt i starten af behandlingen, fordi det kan opleves som en akut belastning at have fået en bipolar lidelse diagnose. Det vil typisk være den behandlingsansvarlige læge, der ved en konference drøfter og sætter gang i et psykologforløb.
Medicinsk behandling
De hyppigst anvendte medicinske præparater til behandling af bipolar lidelse er stemningsstabiliserende medicin. Litium er det ældste og mest kendte præparat. Det bliver både brugt under maniske og depressive perioder og til at forebygge nye episoder. Litium kan være et meget effektivt middel, men det virker ikke for alle. Det er derfor vigtigt, at lægen bruger god tid på at finde den bedst mulige medicinske behandling til patienten.
De fleste med bipolar lidelse bliver anbefalet en langvarig forebyggende medicinsk behandling. Hvilken behandling, lægen anbefaler, afhænger af, hvilke virkninger og bivirkninger, patienten tidligere har haft med medicin og af det hidtidige sygdomsforløb.
Pårørendegrupper og -inddragelse
Inddragelse af de pårørende er vigtigt, og kan være en stor hjælp igennem hele patientens forløb. Det kan fx foregå ved, at de pårørende beder om en pårørendesamtale, hvor de kan få indblik i behandlingen, og hvad der skal ske den kommende tid. De fleste foretrækker, at det foregår sammen med patienten. Samtalen vil oftest være med en læge eller en anden behandler.
Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien
Der findes ikke mange børn og unge under 18 år, som er diagnosticeret med bipolar lidelse. Men for de børn og unge, der er, bør de pårørende være en del af udredningen og behandlingen. På den måde kan de kan støtte bedst muligt, efterhånden som barnet/den unge får det bedre.
I børne- og ungdomspsykiatrien kan man være lidt mere tilbageholdende med at give medicin pga. manglende evidens og målgruppens større følsomhed over for bivirkninger. I forhold til retningslinjerne for medicinsk behandling får børn og unge under 18 år ikke altid tilbudt stemningsstabiliserende. Dog er der i flere regioner taget initiativ til et samarbejde mellem børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien, hvor der er mulighed for at konferere, hvordan man behandler bedst muligt.
Social hjælp og støtte
Foruden hjælp i psykiatrien kan patienten også få socialpædagogisk støtte som en del af behandlingen, så han eller hun kan leve et liv på egne præmisser. Ansvaret for de socialpædagogiske indsatser ligger i de fleste tilfælde i kommunen. Det varierer dog meget fra kommune til kommune, hvordan tilbuddene ser ud – og om de overhovedet eksisterer. Nogle personer med bipolar lidelse kan for eksempel have brug for bostøtte i hjemmet eller adfærdstræning på bosteder.
Nogle kommuner tilbyder væresteder og gruppetilbud udover det, man får tilbudt i psykiatrien. Der kan også være tilbud om decideret misbrugsbehandling, hvis personen er afhængig af for eksempel hash eller alkohol.
Efter det toårige forløb
Det er individuelt, hvad der sker efter det to-årige forløb i psykiatrien. Nogle har det så godt, at de fortsætter hos deres praktiserende læge. Andre har fundet en psykolog (som de selv betaler delvist for). En tredje gruppe henvises til privatpraktiserende psykiater, som kan monitorere den medicinske behandling, og som ikke koster noget.