Hvor meget din kære kan tage ansvar for, afhænger af, hvordan det går lige nu. Jo mindre din kære kan overskue, jo mere skal andre tage over. Men ansvaret skal gives tilbage igen, efterhånden som det går bedre.
Og det vigtigste: Når din kære kan mindre, er det behandlingen og kommunen, der skal gøre mere. Ikke dig. Som pårørende kan man ved at hjælpe for meget komme til ubevidst at dække over ens kæres faktiske funktionsevne. Det gør det sværere for behandlingsstedet at vurdere, hvordan den ramte faktisk har det.
Hvem har ansvaret – og hvornår skal du handle?
Ansvaret flytter sig alt efter, hvordan det går. Her får du et overblik over tre faser: Når det går stabilt, når det begynder at gå ned ad bakke og ved akut krise.
Når det går stabilt
Din kære har en hverdag, der fungerer nogenlunde, møder op til aftaler og tager sin medicin.
- Din kæres ansvar er at følge sin behandling, klare sin hverdag og have overskud til at opføre sig ordentligt over for andre.
- Behandlingens og kommunens opgave er at holde kontakten, følge op på, hvordan det går, og justere behandlingen løbende.
- Din opgave som pårørende er at være mor, far, kæreste, søskende eller ven. Ikke mere end det. Du skal ikke gøre noget særligt – du lever dit eget liv og holder kontakten. Det, du kan gøre i denne situation, er at spørge ind til, hvordan det går, og sige til, hvis noget bekymrer dig.
Når det begynder at gå ned ad bakke
Søvnen ændrer sig, aftaler bliver aflyst, I ses og taler mindre sammen end før. Det ligner det, du har set gå forud for en forværring tidligere.
- Din kæres ansvar er stadig at møde op til de aftaler, der er, og at sige til, når noget bliver for svært – men der er mindre af hverdagen, din kære kan klare lige nu.
- Behandlingens og kommunens opgave er at gribe ind: Hvis det er muligt og giver mening i situationen, så give en tid før den planlagte, se på medicin og behandling igen, og holde tættere kontakt i en periode.
- Din opgave som pårørende er at fortælle om det, du har set. Først til din kære, og derefter til behandleren, hvis det er nødvendigt. Det er ikke din opgave at beslutte, hvad der skal ske med behandlingen.
Du skal handle, så snart du ser noget ændre sig. Vent ikke, til du er sikker på, at det er en forværring. Tal først med din kære om det, du har set, og foreslå, at I ringer til behandleren sammen. Vil din kære ikke det, kan du ringe alene og fortælle, hvad du er bekymret for. Det må du altid, uanset om din kære siger ja eller nej.
Ved akut krise
Din kære kan ikke længere gennemskue, hvad hans eller hendes handlinger fører til, og kan ikke passe på sig selv. Der kan være fare for liv og helbred.
- Din kæres ansvar er kun ét: at tage imod den hjælp, der bliver tilbudt. Resten ligger hos behandlingen.
- Behandlingens og kommunens opgave er at tage over – vurdere situationen akut, indlægge og om nødvendigt behandle uden samtykke, hvis din kære er til fare for sig selv eller andre, eller hvis udsigten til at komme sig bliver væsentligt forringet uden behandling. Det er lægens vurdering – ikke din.
- Din opgave som pårørende er at få fat i nogen, der kan handle, og blive ved, indtil de gør det. Du skal handle med det samme – du skal ikke vente, til det bliver værre. Du ringer til behandleren, den psykiatriske akuttelefon eller 112. Du bliver hos din kære, mens du venter, og fortæller, hvad du har set med dine egne øjne – ikke hvad du tror, det betyder.
Efterhånden som din kære kan mindre, er det behandlingen, der skal gøre mere. Din opgave er at fortælle hvad du ser og få fat i nogen, der kan handle. Det er aldrig din opgave at behandle.
Hvordan kan man indlede samtalen med sin kære?
I de fleste tilfælde er det en fordel, hvis du starter med at dele din bekymring med din kære. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at henvende sig til behandleren først. Men kan du undgå det og starte med din kære først, er det med til at bevare tilliden mellem jer.
Det er en god ide at fortælle om det, du konkret har lagt mærke til. Spørg ind og forsøg at give et forslag til, hvad næste skridt kunne være. Forsøg at undgå at tale om, hvad du tror det betyder eller hvordan det hænger sammen med diagnosen.
Du kan for eksempel sige: “Jeg har lagt mærke til, at du har været vågen om natten de sidste to uger, og at du har aflyst de sidste tre gange, vi skulle ses. Det gør mig bekymret. Hvordan har du det med det?”
Og slut for eksempel af med: “Skal vi ringe til din behandler sammen? Jeg kan sidde ved siden af, eller du kan ringe selv.”
Du må altid ringe til behandleren
Mange pårørende oplever, at deres kære ikke vil have hjælp af dem. Men det betyder ikke, at du står uden muligheder.
Uanset om der er samtykke eller ej, må du altid kontakte behandleren og fortælle om din bekymring. Er der ikke samtykke, må behandleren ikke fortælle dig specifikt om din kæres situation. Men han eller hun må gerne dele viden og rådgive dig generelt, og vedkommende må gerne høre om dine erfaringer og viden om din kære. Det kan have stor værdi.
Fortæl, hvad du har set. Vær konkret: Hvad du har lagt mærke til, hvornår det begyndte, og hvordan det er anderledes end normalt. Bed om, at det bliver skrevet ind i journalen, så det ikke går tabt. Det er dog vigtigt at huske, at din kære altid har adgang til sin journal og på den måde kan se, at du har kontaktet behandleren. Nogle oplever det som et tillidsbrud, og derfor er det værd at tage med i sine overvejelser.
Hvis det er muligt, kan det være en god ide at fortælle helt ærligt, hvad man har tænkt sig. Du kan for eksempel sige:
“Jeg respekterer, at du ikke vil. Men jeg vil sige helt ærligt, at jeg ringer til din behandler og fortæller, hvad jeg er bekymret for. Jeg vil hellere sige det til dig nu end gøre det, uden at du ved det.”
Er der tale om akut fare, skal du dog ikke tale med din kære først. Så skal du reagere.
Hvornår er det nok til, at du skal gøre noget?
Mange pårørende venter, fordi de er bange for at overreagere eller for at blive opfattet som besværlige. Men husk på, at det er dig, som kender din kære bedst og lægger mærke til de små ændringer i hverdagen. Det kan have stor værdi at dele, hvad du ser. Herunder kan du læse nogle eksempler på både ting, du skal handle akut på og hvilke ting, I kan have en samtale om.
Tal med din kære og kontakt behandleren, hvis det ikke ændrer sig:
- Søvnen har ændret sig meget
- Medicinen bliver ikke taget
- Aftaler bliver aflyst, eller din kære møder ikke op
- I taler sammen sjældnere og kortere end før
- Det ligner det, der skete op til sidste forværring
- Din kære holder op med alt – også det, der plejer at betyde noget
Ring med det samme, hvis:
- Din kære siger, at han eller hun ikke ønsker at leve mere
- Din kære har lagt en plan eller gjort noget for at forberede selvmord
- Din kære oplever eller tror noget, der ikke passer med virkeligheden
- Der er fare for din kære selv eller for andre
- Din kære er holdt op med at spise eller drikke
- Du er selv bange for, hvad der sker nu
Ved akut fare:
Uden for behandlerens åbningstid kan du ringe til den psykiatriske akuttelefon i din region eller tage kontakt til den psykiatriske akutmodtagelse. Find numrene, og skriv dem ned, mens der er ro. Det er meget svært at lede efter dem, mens krisen står på.
Du behøver ikke være sikker på, at det er alvorligt. Du skal bare fortælle, hvad du har set.
Den bedste tid at aftale, hvad der skal ske næste gang, er i en stabil periode. Tal om: Hvad må du gøre, hvis du bliver bekymret? Hvem må du ringe til? Hvad er det første, I begge ved plejer at ske? Når det er aftalt på forhånd, føles det ikke som et svigt, når du handler.