At være pårørende til en med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse kan være langvarigt, intenst og uforudsigeligt. Mange opdager først, hvor pressede de er, når kroppen eller humøret begynder at sige fra.
Hvis du kan genkende dig selv i noget af det her, kan det være et tegn på, at du har båret meget – måske for længe.
Denne guide er til dig, der mærker, at du er ved at brænde ud.
10 tegn på, at du er overbelastet
Der kan være forskellige tegn på, at du er overbelastet. Nogle af dem kan fx være:
- Du er konstant træt – også efter søvn
- Du bliver hurtigt irritabel eller opgivende
- Du føler dig alene med ansvaret
- Du har svært ved at koncentrere dig
- Du får fysiske symptomer (hjertebanken, hovedpine, uro)
- Du trækker dig fra venner og fritid
- Du føler skyld, når du ikke hjælper
- Du tænker: “Hvis jeg slipper, falder det hele sammen”
- Du har svært ved at glæde dig over noget
- Du fantaserer om at flygte fra det hele
Hvis du kan genkende flere af punkterne, kan det være tegn på, at du er nødt til at justere på nogle ting nu.
En 3-trins akut handleplan
Trin 1: Stop op og sænk belastningen midlertidigt
I trin 1 skal du fokusere på at reducere trykket her og nu. Prøv at stille dig selv følgende spørgsmål:
- Hvad kan jeg lade ligge de næste 7 dage?
- Hvad er ikke akut – selvom det føles sådan?
- Hvem kan tage én konkret opgave fra mig?
- Er der noget, jeg tænker, at “kun” jeg kan ordne, men som som en anden faktisk godt kunne?
- Hvad ville der ske, hvis jeg bare slap 5% af ansvaret eller kontrollen? (Hvis det ville have stor betydning, kan det være tegn op, at støtten fra kommunen eller behandlingen fra psykiatrien skal intensiveres)
Eksempel:
- Aflys en ikke-nødvendig aftale
- Bed en anden tage med til næste møde
- Udskyd en konflikt, der kan vente
- Bed personale eller professionelle om at tage over
Målet er, at du bliver aflastet her og nu.
Trin 2: Tag én samtale, du har udskudt
Overbelastning vokser i stilhed og det er vigtigt at dele med sin omverden, hvordan man har det. Det kan fx være med din partner, dit voksne barn, en ven, din læge eller en rådgiver.
Du kan starte snakken sådan her: “Jeg har brug for at sige højt, at jeg er mere presset, end jeg har givet udtryk for.”
Du skal ikke have nogle løsninger klar. Det vigtige er bare at sige det højt, så trykket kan blive lettet.
Det er også en mulighed at gå til egen læge og bede om en henvisning til en psykolog på baggrund af din pårørendesituation.
Trin 3: Genindfør én ting, der kun er din
Når man er pårørende, oplever mange, at en del af ens eget liv forsvinder gradvist. Prøv at se på ting, som tidligere er noget, du har holdt af at lave og som har givet dig noget godt. Og prøv så at genindføre noget af det. Det kan fx være:
- En gåtur alene
- En fast ugentlig kaffe med en ven
- Motion
- En hobby
- En aften uden telefon
Det vigtige ved det du vælger er, at det skal handle om dig. Det vil sige, at det ikke må handle om sygdom, ansvar eller om at hjælpe andre. Nu er det dig, der skal tilgodeses.
Start i det små og hold fast i de åndehuller, det kan give.
Faldgruber
Når man er presset, falder man ofte i nogle fælder, hvor man fx kan komme til at:
- Tage endnu mere ansvar
- Overvåge konstant
- Undlade at sige fra, selvom grænsen er nået
- Isolere sig
- Tænke “jeg skal bare lige klare det her”
Langvarig overbelastning gør dig mindre hjælpsom – ikke mere. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på faldgruberne for at undgå at ryge ned i dem.
Mange pårørende føler ikke, at de enten har tid eller kan tillade sig at yde egenomsorg. Men udbrændthed kan gøre dig mindre tålmodig, mere konfliktsøgende, mere opgivende og mindre tydelig. Derfor er det altså også en investering i jeres relation at passe på dig selv.
Hvornår skal du søge hjælp selv?
Det kan være så belastende og opslidende at være pårørende, at man også selv har brug for hjælp. Det er helt naturligt og en fuldstændig normal reaktion på en svær tilstand. Det kan være, du har vedvarende søvnproblemer, mærker angstsymptomer, mister håbet, får depressive tanker eller ikke kan se en vej ud. Tag dig selv og det du mærker alvorligt og kontakt din læge eller søg professionel hjælp.
Husk på, at man ikke kan være en stabil støtte, hvis man selv er ved at vælte. Hvis du kan mærke, at du er tæt på grænsen, så er det ikke et nederlag. Det er et signal, som skal tages alvorligt.