Alle voksne over 18 år har ret til at få rådgivning om sociale spørgsmål og problemstillinger af deres kommune. Det kan for eksempel handle om sociale ydelser, boligforhold, sundhed eller økonomi.
Det kan både være rådgivning til mindre praktiske udfordringer, din kære har, som for eksempel at få hjælp til at forstå breve, søge om lejlighed eller komme i bunds i Digital Post. Men det kan også være til større ting, hvor der er brug for lidt flere samtaler for at løse problemstillingen. Det kan for eksempel være, hvis du og din kære har brug for støtte til at skabe gode rutiner, så hverdagen kan fungere bedre.
Kommunen skal også tilbyde rådgivning i forhold til hjælpemidler. Et hjælpemiddel kan for eksempel være en servicehund, en kugledyne eller en time-timer.
Det varierer fra kommune til kommune, hvordan man konkret kan kontakte kommunen og få rådgivning. Nogle steder kan man fx møde uanmeldt op i åbningstiden, andre har telefontid, og hos nogle kan man booke tid til et møde. Det afgørende er, at man har ret til hjælp og rådgivning, og at kommunen har pligt til at vejlede i, hvordan man finder frem til hjælpen. Hvis den, man kommer i kontakt med, ikke kan hjælpe, skal vedkommende hjælpe én videre til en anden, som kan.
Rådgivningen skal tilpasses efter den enkeltes behov. Det betyder, at kommunen skal foretage en helhedsvurdering af sagen og tilbyde dig en helhedsorienteret indsats, der kan hjælpe dig.
Formålet med den rådgivning, du har ret til, er at forebygge sociale problemer og at hjælpe dig over akutte problemer. På den lange bane er målet, at du selv kan løse de problemer, du møder.
Rådgivningen skal være gratis, og du har mulighed for at være anonym, hvis du ønsker det. I forbindelse med rådgivningen skal sagsbehandleren være opmærksom på, om du har behov for en anden form for hjælp – enten efter den lov, den konkrete sagsbehandler forvalter, eller en anden lovgivning. Pointen er, at du har ret til hjælp og rådgivning, og sagsbehandleren skal se udover hans eller hendes eget område og lede dig videre, hvis du har brug for hjælp inden for et andet område.
Hvis du selv, eller den du er pårørende til, føler jer afvist, kan du nævne, at du er bekendt med kommunens rådgivningsforpligtelse i henhold til servicelovens § 10, og spørge, hvem der står for den rådgivning i din kommune.
Hvis du oplever, at kommunen afviser dig, eller du ikke bliver hjulpet videre til den rigtige forvaltning eller myndighed med dit problem, så har du mulighed for at klage over sagsbehandleren.