Det kan være en stor og sårbar tanke at få, om ens barn kan ske at være autist. For nogle vækker den lettelse, for andre bekymring. Men uanset hvad er det vigtigt at huske, at mange børn viser træk, der kan ligne autisme, uden at have det. At overveje det betyder ikke, at du er på vej til at få et “stempel” på dit barn – det betyder, at du prøver at forstå, hvordan dit barn oplever verden.
Autisme – hvad handler det egentlig om?
Autisme er en udviklingsforstyrrelse, som påvirker, hvordan man forstår og reagerer på verden omkring sig.
Børn med autisme kan have anderledes måder at kommunikere, sanse og forstå sociale situationer på. De kan fx:
- have svært ved at aflæse andres signaler og følelser
- trives bedst med faste rutiner og forudsigelighed
- reagere stærkt på lyde, lys, berøring eller mange indtryk
- have særlige interesser, som fylder meget
- virke tilbagetrukne eller meget fokuserede på egne aktiviteter
Men autisme ser meget forskelligt ud fra barn til barn. Nogle har brug for omfattende støtte i hverdagen, mens andre klarer sig fint i mange sammenhænge, men bliver udmattede af det sociale.
Derfor kan det være svært at vurdere udefra, hvornår noget skyldes autisme – og hvornår det skyldes personlighed, alder, mistrivsel eller andet.
Når du begynder at blive bekymret
Det første skridt er at observere og være nysgerrig. Læg mærke til, hvordan dit barn trives i forskellige sammenhænge: Derhjemme, i skolen, blandt venner. Du kan spørge dig selv:
- Hvornår virker mit barn til at have det bedst – og hvornår bliver det svært?
- Er udfordringerne nye, eller har de været der længe?
- Bliver mit barn overbelastet af sociale aktiviteter, støj eller forandringer?
- Er det især bestemte situationer, der skaber uro eller sammenbrud?
Prøv så vidt muligt at tale med barnet om det. Ikke for at finde fejl, men for at forstå. Du kan fx sige: “Jeg kan se, at du bliver meget træt efter skoledagen – hvordan føles det for dig?” Nogle børn kan forklare meget, andre har brug for, at du gætter forsigtigt eller hjælper med at sætte ord på for dem.
Tal med skolen: Et vigtigt sted at starte
Skolen og daginstitutionen er ofte de første, der ser mønstrene tydeligt. Lærere og pædagoger kan fortælle, hvordan barnet fungerer i fællesskabet, og om de ser de samme reaktioner som derhjemme.
Skolelederen og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) kan hjælpe jer med at vurdere, om barnet har brug for støtte eller særlige hensyn i hverdagen – også uden at der er stillet en diagnose.
Hvis bekymringen fortsætter, kan PPR eller egen læge hjælpe med at vurdere, om der bør laves en udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.
Det kan ligne – men være noget andet
Mange børn reagerer på mistrivsel, pres eller overbelastning med adfærd, der minder om autisme. Et barn, der trækker sig, undgår sociale situationer eller bliver vred, kan fx være stresset, usikker eller overstimuleret.
Det betyder ikke, at du “overreagerer”, hvis du tænker på autisme – men det betyder, at man skal være forsigtig med at konkludere for hurtigt. Autismelignende træk kan også ses midlertidigt i perioder, hvor barnet har det svært.
Hvilken forskel gør diagnosen?
For nogle familier giver en diagnose en vigtig forklaring og retning. Det kan være en lettelse at forstå, hvorfor barnet reagerer anderledes, og at det ikke handler om opdragelse, men om en anderledes måde at sanse og forstå verden på. Diagnosen kan også gøre det lettere for lærere, pædagoger og andre omkring barnet at tilpasse krav, forventninger og støtte, så barnet får mere ro og trivsel.
Men det er vigtigt at være opmærksom på, at diagnosen autisme ikke i sig selv giver adgang til mere eller bedre hjælp. For det første fordi der ikke findes nogen psykiatrisk behandling mod autisme. Autisme er ikke en sygdom, der skal helbredes, men en udviklingsforstyrrelse, som betyder, at hjernen fungerer anderledes. For det andet fordi en diagnose ikke i sig selv giver ret til bestemte former for hjælp eller støtte. Skolen og kommunen er forpligtet til at vurdere, hvilken hjælp barnet skal have på baggrund af barnets funktionsevne – altså hvordan barnet klarer sig i hverdagen – og ikke på baggrund af diagnosen.
Hvad du som forælder kan gøre
- Vær nysgerrig fremfor bekymret. Prøv at forstå, hvordan verden ser ud gennem dit barns øjne.
- Søg dialog med skolen tidligt. De kan ofte hjælpe med konkrete tiltag, før I overvejer en udredning.
- Skab ro og forudsigelighed. Tydelige rutiner, pauser og små forklaringer om, hvad der skal ske, kan give barnet tryghed.
- Undgå at bruge “autisme” som forklaring for tidligt. Det er bedre at tale om, hvad der hjælper barnet her og nu, end hvorfor det reagerer.
- Søg støtte, hvis du bliver usikker. Du kan altid tale med PPR, skolens ledelse eller Bedre Psykiatris rådgivning om dine bekymringer.
At overveje, om ens barn har autisme, er ikke et udtryk for, at noget er “galt”. Det er et udtryk for omsorg – og for et ønske om at forstå sit barn bedre. Og uanset om der senere viser sig at være tale om autisme eller ej, kan din nysgerrighed og åbenhed blive det vigtigste første skridt mod mere trivsel og ro for både dig og dit barn.