De fleste børn og unge, der bliver udredt i psykiatrien, har været i kontakt med PPR. Men man kan også blive henvist direkte fra ens egen læge eller via privat udredning.
Udredningen skal bruges i PPR’s vurdering af dit barns støttebehov og til at afklare, om dit barn kan have gavn af for eksempel medicinsk behandling.
Du har ret til at se henvisningen, inden den bliver sendt til psykiatrien. Her har du mulighed for at være med til at sikre, at henvisning beskriver alle de relevante udfordringer, som dit barn har. Så hvis du mener, at PPR har overset eller udeladt relevant information, er det vigtigt, at du gør opmærksom på det, så udredning kan blive gennemført bedst muligt.
En udredning i børne- og ungdomspsykiatrien bliver normalt gennemført af en psykiater gennem samtaler med barnet og barnets forældre. Ofte vil I også møde sygeplejersker og psykologer i udredningsforløbet. Nogle steder har lægerne uddelegeret dele af eller hele arbejdet med udredningen til andre faggrupper – fx sygeplejersker eller psykologer. Det er stadig en læge, som i sidste ende skal stå fagligt inde for diagnosen, men i praksis vil nogle opleve, at de ikke møder lægen.
Psykiatrien vil typisk også gennemføre en række test af dit barn. Desuden er udredningen også baseret på de undersøgelser, som PPR har lavet. Det vil sige informationer fra skolen og fra PPR’s egne samtaler med dig og dit barn.
Du kan igennem samtalerne med regionens psykiater, psykolog og andre, du møder, bidrage med viden om dit barn. Udredningen skal ikke blot afklare, om dit barn skal have en diagnose, men også beskrive dit barns udfordringer og udvikling.
Få indblik i processen
Det er en god idé, hvis du tidligt i forløbet i psykiatrien spørger ind til processen. Det giver dig mulighed for at forberede dig til samtaler og møder, og så kan det også give noget ro, hvis du ved, hvad der skal ske, og hvornår det skal ske.
Du skal hverken over- eller underdrive
Det kan være fristende at overdrive barnets udfordringer, hvis man forestiller sig, at det vil føre til mere hjælp. Men det fører til en uærlig dialog, som bliver svær at styre, og det er generelt en dårlig idé. Af samme grund er det ikke en god idé at underdrive. Fokuser i stedet på at få alle nuancer med – både de positive og de negative sider af dit barns trivsel og evner. Prøv også at være så konkret som muligt, og føl dig ikke tvunget til at tale ind i faglige termer som fx ”faglige udfordringer” eller ”udadreagerende adfærd”. Brug i stedet dine egne ord til at beskrive, hvad du ser, oplever og hører.
Det kan være svært selv at vurdere, hvilke informationer der er relevante for udredningen. Den vurdering kan du overlade til medarbejderen. Det er hans eller hendes opgave at sortere.