Afmagt. Bekymringer. Skyld. Det er nogle af de følelser, der kan ramme pårørende, når den, der har en psykisk sygdom, ikke ønsker hjælp. Skal man som pårørende skubbe på, for at de søger hjælp? Skal man lade dem være? Det kan være svært at vide, hvad der er bedst at gøre, når man er bekymret for sin kære og bare ønsker dem det bedste.
Hans Henrik Ockelmann, der er speciallæge i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center Sct. Hans, deler her sin viden og råd til pårørende om, hvad man kan gøre, når ens kære ikke vil have hjælp.
Manglende sygdomserkendelse
Der kan være forskellige årsager til, at mennesker med psykisk sygdom ikke ønsker hjælp. En af de mest almindelige grunde er, at man i sin sygdom ikke har en oplevelse af at fejle noget, fortæller Hans Henrik Ockelmann.
”Hvis man ikke fejler noget, så er der heller ikke nogen grund til, at man søger psykiatrisk hjælp. Det vil føles som en misforståelse at gøre det,” forklarer han.
Hans Henrik Ockelmann forklarer, at hvis man fx har en oplevelse af, at naboen sender stråler ind gennem væggen, så vil det mest oplagte for den, der oplever det, være at ringe og bede politiet om at fjerne naboen. Det kan også være, hvis man føler, man bliver forfulgt.
”Så vil det ikke alene være misforstået, det vil også være krænkende og måske ligefrem farligt at søge den såkaldte hjælp. For hvad nu hvis man bliver lullet ind i troen på, at man er syg,” fortæller han.
Tag med for min skyld
Hvis man vil overbevise sin kære om, at der er et behov for hjælp, kan det være svært at vide, hvordan man skal takle situationen. Det kan være et svært dilemma at finde ud af, hvornår man skal følge sygdommens tanker og give sin kære ret, og hvornår man skal sige personen imod. Hvis man siger personen imod, risikerer man måske, at de bryder relationen til en. Men det kan være problematisk ikke er sige sin ærlige mening om situationen, mener Hans Henrik Ockelmann.
”Hvis du giver patienten ret i noget, du ikke er enig i, så vil de fleste opdage, at man lyver for dem på et tidspunkt eller bare snakker dem efter munden. Og det er jo også et svigt,” siger han.
Ifølge Hans Henrik Ockelmann handler det om at finde den rette balance og måde at sige det på, for man skal ikke undlade at fortælle sin kære, at man mener, de skal søge hjælp.
”I forbindelse med at man skal opsøge psykiatrisk skadestue, kan man for eksempel sige til patienten: Jeg har den oplevelse, at du har det sådan. Vil du ikke godt for min skyld tage med og snakke med en læge? Det kan være det er dig, der tager fejl, det kan være det er mig, der tager fejl. Men skal vi ikke bede en ekspert om at vurdere det?” siger han.
Relationen kan heles igen
I nogle tilfælde kan relationen til din kære blive påvirket af de uenigheder, der kan opstå om at søge hjælp. Dette kan være en stor bekymring for mange pårørende. Men det er Hans Henrik Ockelmanns opfattelse, at relationen i mange tilfælde kan heles igen.
”Det min erfaring, at når sygdommen træder i baggrunden, så kan der gennemføres et helingsarbejde. Nogle gange hjælper det bare, at patienten får det bedre og indser, at de har en sygdom, og at de pårørende faktisk bare forsøgte at hjælpe,” siger Hans Henrik Ockelmann.