Hvordan hjælper man bedst den syge med deres medicin? Og hvad gør man, hvis man er bekymret for bivirkninger? Det giver overlæge Mikkel Rune Vossen Rasmussen sine råd til her. Han er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle, næstformand i Psykiatrisk Selskab og stifter af initiativet Værdig psykiatri for alle.
Medicinen er behandlerens ansvar
”Ansvaret for medicinen ligger hos behandleren, og derfor skal man som pårørende være påpasselig med at involvere sig i medicinen. Pårørende skal have lov til at være pårørende. Mit råd vil derfor være, at man så vidt muligt, selvom det er svært, lægger ansvaret og dialogen om medicinen over på behandleren. Hvis den syge ikke vil tage sin medicin eller er i tvivl om medicinen, er det ikke nødvendigvis en god dialog for den pårørende at gå ind i og kan gøre, at den pårørende kommer i klemme mellem to roller.”
Vær observatør
”Den pårørendes viden og observationer er meget vigtige og brugbare for behandleren. Derfor kan det være meget gavnligt for behandlingen, at den pårørende deler det, de observerer. Eksempelvis i forhold til bivirkninger ved medicinen. Det kan nogle gange også være rart for den syge, at der er et ekstra sæt øjne, der kan hjælpe med at opdage og videreformidle udfordringer i forhold til at tage medicinen.”
Spørg til viden om bivirkninger
”Jeg oplever ofte, at det for patienten og de pårørende kan være svært at spotte bivirkningerne ved medicinen, hvis der opstår noget. Det skyldes ofte manglende viden og fordi de ikke er blevet tilstrækkeligt informeret om medicinen og bivirkningerne. Mit råd vil være at tage fat i behandleren og spørge ind til det på forhånd. Det er også en god idé at tage fat i behandleren, hvis man er bekymret eller usikker.”