Mange pårørende føler skyld over for den, der er syg og går rundt med mange selvbebrejdende tanker. Det kan være meget belastende og der opstår en risiko for, at den pårørende selv bliver syg. Det fortæller psykolog Zarah Høst. Hun er psykolog hos Pårørendepsykologerne i København og har stor erfaring med at hjælpe pårørende. Hun mener, at selvom skyldfølelse er en naturlig del af menneskets følelser, er den vigtig at være opmærksom på. Den må nemlig ikke fylde i så høj grad, at det bliver hæmmende for personen. Her kommer hun med sine bedste råd til pårørende om at arbejde med skyldfølelse.
Gå i rette med tankerne
”Mange pårørende har skyldfølelse uden at have reel skyld. Og har mange selvbebrejdende tanker over, hvad man kunne have gjort anderledes. Fx kan man måske ikke være så stor en støtte, som man gerne vil. Her må man se på den situation, man står i, og gå i rette med tankerne. Er det rigtigt, at jeg kunne have gjort noget andet og bedre på det pågældende tidspunkt med den viden og de ressourcer, jeg havde der?
Nogle kan føle skyld over, at man fx ikke opdagede sygdommen tidligere. Ofte når vi kigger tilbage, kan vi se alle tegnene. Men før sygdommen udviklede sig, kendte man ikke tegnene. Derfor kunne man ikke have set det eller gjort noget anderledes. Man skal huske sig selv på de ressourcer og den viden, man havde til rådighed og spørge sig selv, om man reelt kunne have gjort noget andet og bedre.”
Tal med dine nærmeste
”En anden ting, man kan gøre, er at tale med sine nærmeste om sine følelser og tanker. Det kan være hjælpsomt at få andres perspektiv på situationen. Ofte ser de os med mere milde øjne, end vi selv gør. Det kan hjælpe os til at forstå, hvor vi reelt har skyld, og hvornår vi er urimelige overfor os selv.
Hvis man er bekymret for en afvisning eller synes, det er svært at tage op med andre, kan man gøre det i små trin. Fx ved at tale med en ven om en enkelt situation. Der kan man se, hvordan han eller hun reagerer, og hvordan det føles for en selv at dele det. Føles det svært at skulle tale om, kan man skrive det ned, før man taler med sin ven eller veninde. Det kan gøre det nemmere at åbne op, når man allerede har formuleret sine tanker.”
Søg professionel hjælp
”Hvis skyldfølelse breder sig til at have indflydelse på daglig trivsel eller udvikler sig til skam, hvor de negative tanker begynder at handle om, hvem man er som menneske fremfor ens handlinger, er det vigtigt at søge hjælp fx gennem en psykolog eller en forening, der hjælper pårørende. For mange pårørende kan skyldfølelse brede sig til at handle om hele en selv, hvor man fx kan tænke, at man er en dårlig mor. Det kan være svært at spørge om hjælp, når det omhandler skam, fordi det er følelser, vi helst gemmer væk. Det ligger i skammens natur, at vi forsøger at undgå, at andre finder ud af, hvor vi er ”forkerte”. Men for de fleste, er det en stor lettelse, når de først har rakt ud.”
Del med andre i samme situation
”For mange pårørende kan det være rart og befriende at tale med andre, der har en forståelse for ens situation. Her kan man tale med andre, der også er pårørende, hvor det nogle gange kan være nemmere at dele svære følelser. Det kan man fx gøre gennem de mange online fora og grupper, der findes for pårørende, men man kan også tale med andre pårørende i en samtalegruppe.”
Det er okay at føle negative følelser over for den, der er syg
”Mange kan have dårlig samvittighed eller føle skyld over at have negative følelser rettet mod den, der er syg, fx at være vred på eller skamme sig over vedkommende. Her er det vigtigt at understrege, at det er helt naturlige følelser at have og at følelserne ikke er forkerte. Vi kan ikke kontrollere, hvad vi føler, hvorfor vi heller ikke kan føle noget, der er forkert. Men det er måden vi reagerer og handler på, der er afgørende. Det handler om, hvordan vi opfører os og om vi forsøger at håndtere eksempelvis vreden på konstruktiv vis. Og hvis vi ikke formår at reagere hensigtsmæssigt på de følelser, vi har, kan man tage ansvar ved at søge hjælp til at lære det.”
Sig undskyld
”Hvis vi føler skyld overfor en person, kan man i stedet for at vende det indad, sige undskyld. Det er jo netop det, er er forskellen på skyld og skam. Når vi oplever skyld, kan vi sige undskyld, og erkende overfor den anden, at vi ville ønske vi havde handlet eller tænkt anderledes. At sige undskyld giver mulighed for tilgivelse, hvilket kan være forløsende for begge parter. Det er selvfølgelig ikke i alle situationer, hvor det er muligt at give en undskyldning, eller at få tilgivelse. Men det kan være forløsende at have erkendt sin skyld, for om ikke andet, at man selv kan begynde at give slip på skyldfølelsen og arbejde hen mod også at kunne tilgive sig selv. For vi bliver bedre hjælpere, både for den, der er syg, men også for os selv, når vi er drevet af omsorg frem for skyldfølelse.”