Det kan være svært at vide, hvordan du bedst støtter dit barn, hvis det skader sig selv. Særligt fordi det, du intuitivt tænker, hjælper dit barn, ikke nødvendigvis gør det.
Det fortæller Sanne Lundhede Poulsen, der er terapeut og specialpædagog for børn og unge i Team for Selvskade i Region Hovedstadens psykiatri.
Hun sidder ugentligt ansigt til ansigt med børnene og deres forældre i hendes arbejde med at få børnene i bedring.
Her kommer de myter, hun oftest støder på om børns selvskade.
Myte 1: Du gør det værre, hvis du spørger ind til dit barns selvskade
Ikke sandt!
Du gør ikke situationen værre, hvis du spørger nysgerrigt ind. Tværtimod kan det hjælpe dit barn, at du tør at åbne de svære samtaler.
Det er dog vigtigt, at rammerne for samtalen er rigtige:
- Spørg ind i en stille stund. Hvis samtalen virker for seriøs, risikerer du, at barnet lukker i. Prøv at spørge ind, når I for eksempel går tur eller alligevel står alene i køkkenet sammen.
- Vær rolig, når du spørger ind til selvskaden. Ellers risikerer du, at dine spørgsmål lyder konfronterende eller som anklager. Det kan skabe mere afstand mellem jer, fordi dit barn ikke vil føle sig mødt eller forstået.
- Barnet skal være i balance. Dit barn er sjældent i stand til at forholde sig til en masse spørgsmål, når han eller hun er i affekt. Vær derfor varsom med at spørge meget, når barnet har massiv trang til eller lige har skadet sig selv. Vent i stedet, til følelserne ikke længere overvælder barnet.
- Fokuser på tiden før og efter selvskaden. Det er helt naturligt, hvis du umiddelbart kommer til at give den fysiske skade stor opmærksomhed – og selvfølgelig skal du tage hånd om den. Men skaden er et symptom. Derfor er det vigtigst, at du spørger barnet ind til, hvad det oplevede før og efter selvskadeepisoden. Det er barnets følelser og tanker, der skal have opmærksomhed – ikke selve skaden.
Myte 2: Det er skadeligt, at dit barn ser true crime eller hører heavy metal
Ikke helt korrekt – men det er heller ikke sort-hvidt!
Forskning viser ikke, at true crime og heavy metal i sig selv fører til selvskade hos børn og unge.
Tværtimod er der evidens for, at det i nogle tilfælde kan fungere som en tilnærmelsesstrategi. Det vil sige en måde for barnet at nærme sig og være i negative følelser, som det ellers kan have svært ved at rumme.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, hvor stort barnets forbrug er. Hvis barnet bruger flere timer om dagen på mørke universer og tunge følelser, kan det være med til at fastholde en depressiv tilstand. Og det kan i sidste ende give trang til selvskade.
Derfor bør du som forælder forholde dig nysgerrigt og hjælpe barnet med at sætte rammer, hvis forbruget bliver meget stort.
Myte 3: Dit barn skader sig selv for at tage sit eget liv
Myten passer ikke!
Når et barn skader sig selv, er det, fordi han eller hun forsøger at holde en indre smerte ud. Man kan altså forstå selvskade som en ventil, der gør, at barnet kan være i svære følelser. Følelser, det ellers ikke kan regulere.
Hvor selvskade overvejende er en overlevelsesstrategi, er intentionen bag et selvmordsforsøg at gøre en ende på sit liv. Selvskade øger dog risikoen for, at den unge senere kan forsøge at tage sit eget liv.
Uanset om der er tale om selvskade eller selvmordsforsøg, bør du tage situationen alvorligt og søge professionel hjælp.
Myte 4: Selvskade er en psykisk sygdom
Ikke korrekt!
Selvskade er først og fremmest et udtryk for, at et menneske mistrives i en svær grad. Det er altså ikke i sig selv en psykiatrisk diagnose, men et symptom.
Det betyder, at hvis du henvender dig i psykiatrien med et barn, der ikke har en psykiatrisk diagnose – eller hvor der ikke er en mistanke om, at barnet har det – vil I oftest blive afvist, selvom barnet skader sig selv. I stedet er det kommunen, der skal hjælpe barnet med at komme selvskaden til livs.
Frygter du for dit barns sikkerhed eller mentale tilstand, skal du dog altid henvende dig til den nærmeste psykiatriske akutmodtagelse.
Myte 5: Du skal fjerne kniven, dit barn bruger til at skære i sig selv
Ikke sandt!
Regnestykket i nogle forældres hoveder lyder: Mit barn skærer i sig selv med en kniv. Fjerner jeg kniven, fjerner jeg selvskaden.
Men så simpelt er det desværre ikke.
Det er en helt naturlig reaktion at få lyst til at fjerne remediet, dit barn bruger til at skade sig selv.
Men selvskaden handler ikke om den specifikke genstand. Den handler derimod om, at dit barn har svært ved at håndtere svære følelser og indre tilstande. Det ændrer sig ikke, selv hvis du fjerner kniven. Barnet vil ofte finde andre måder at skade sig selv på i stedet.
Samtidig kan barnet opleve det som et tillidsbrud, hvis du fjerner genstanden. Tillidsbruddet kan gøre det sværere for jer at tale sammen og for dig at støtte dit barn.
I stedet for at fjerne remediet, barnet bruger til at skade sig selv, er det vigtigste, ifølge Sanne Lundhede Poulsen, at du forsøger at skabe nærværende stunder, hvor der er plads til at tale om det, der er svært.
Den bedste hjælp, du kan give dit barn, er nemlig at støtte det i at være i de svære følelser, så det ikke behøver at flygte fra dem gennem selvskade.