Skip to content

Se alt indhold

Få bedre hjælp Rettigheder

Sådan klager du over kommunens afgørelse

På denne side kan du læse om, hvordan du klager over en afgørelse i en sag på kommunen.

Utilfreds kvinde der taler i telefon

Når man er pårørende til én med psykisk sygdom, kan det være relevant at søge hjælp eller støtte i kommunen. Og hvis du er utilfreds med en afgørelse i jeres sag på kommunen, har du mulighed for at klage over kommunen og dens afgørelse.

Når du klager, skal kommunen revurdere afgørelsen, og hvis de fastholder den, bliver den sendt videre til Ankestyrelsen, som behandler den og træffer en endelig afgørelse. Her på siden kan du blive klogere på, hvilke regler og procedurer der gælder, når du skal klage over kommunens afgørelse.

Hvem kan klage?

Som udgangspunkt er det den, sagen handler om, som kan klage over afgørelsen. Som pårørende har du mulighed for at klage, hvis personen har givet samtykke til det.

Hvis sagen drejer sig om en person under 18 år, som du har forældremyndigheden over, har du også ret til at klage.

Vigtigt at vide, når du skal klage

Fire ugers klagefrist

Fra du modtager afgørelsen, har du fire uger til at klage over den. Kommunen er ikke forpligtet til at behandle en klage, hvor klagefristen er overskredet. Ankestyrelsen kan desuden afvise at behandle sagen, hvis du ikke har overholdt klagefristen.

Send klagen til den relevante afdeling

Du kan sende klagen digitalt, med posten eller ved at ringe. Klagen skal sendes til den afdeling, som har truffet afgørelsen. Er sagen for eksempel behandlet af jobcenteret, skal klagen sendes til jobcenteret.

Ofte er det en fordel af sende klagen skriftligt. På den måde sikrer du, at kommunen får alle oplysninger med.

Bemærk: Hvis klagen handler om en afgørelse fra kommunens børne- og ungeudvalg, skal du klage direkte til Ankestyrelsen. Læs mere på Ankestyrelsens hjemmeside.

Hvad skal klagen indeholde?

En god klage er ikke nødvendigvis en lang klage. Men der er forskellige ting, som er gode at få med og have i baghovedet:

  • Afklar, hvad I er uenig i eller utilfreds med i afgørelsen.
  • Inddel klagens pointer efter afsnit i afgørelsesbrevet – særligt hvis du har flere kommentarer.
  • Vær konkret, præcis og faktuel, hvis der er ukorrekte oplysninger eller noget, som du er uenig i.
  • Pas på med at skrive frustrationer og følelser i klagen. Det kan forstyrre budskabet.
  • Påpeg, hvis oplysninger mangler eller ikke er blevet vægtet af kommunen. Skriv de oplysninger, der mangler.
  • Påpeg uklarheder. For eksempel hvis kommunen blot henviser til oplysninger i et dokument, eller det er uklart, hvad kommunen har lagt særligt vægt på ved afgørelsen. Kommunen skal altid begrunde de oplysninger, de medtager og ligger vægt på.

En klage skal derudover gerne indeholde:

  • Navn på den, der klager 
  • Adresse, telefonnummer og mail på den, der klager 
  • Cpr-nr. på den, der klager 
  • Navnet på den myndighed, I klager over
  • Sagsnummeret på den sag, I klager over

Afgørelsen indeholder en klagevejledning

Afgørelsen, du modtager, skal indeholde en klagevejledning, hvor du blandt andet kan se, hvem du skal klage til.

Hvis afgørelsen ikke indeholder en klagevejledning, bør du kontakte kommunen og klage over det.

Klageprocessen – Trin for trin

1. Afgørelsen falder

Når kommunen træffer en afgørelse i en sag, får du besked om afgørelsen på brev eller i Digital Post. Fra du modtager afgørelsen, har du fire uge til at klage. Afgørelsen skal indeholde en klagevejledning.

2. Du klager

Du skal klage til den afdeling, der har truffet afgørelsen, inden for fire uger efter du modtager afgørelsen. Det kan ske over telefon eller via mail eller brev.

3. Klagen behandles

Når klagen er modtaget, har kommunen pligt til at genvurdere afgørelsen. Hvis de vil ændre afgørelsen, får du besked om det, og hvis de holder fast i afgørelsen, bliver den sendt videre til Ankestyrelsen.

4. Ankestyrelsens behandler sagen og træffer afgørelse

Når klagen når frem til Ankestyrelsen, får du besked om den forventede sagsbehandlingstid.

Ankestyrelsen undersøger sagen og ser nærmere på afgørelsen, og om kommunen har overholdt reglerne i forbindelse med sagen. Hvis du ligger inde med nye oplysninger, som Ankestyrelsen bør have, kan du for eksempel sende kopier af nye, relevante dokumenter eller ringe eller skrive til Ankestyrelsen med oplysningerne. Find kontaktinfo.

Når Ankestyrelsen har truffet sin afgørelse, får du besked via post, i din e-Boks eller Digital Post.

Få rådgivning om din klage

DUKH

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) rådgiver blandt andet borgere i forbindelse med sager i kommunen. I deres rådgivning kan du få afklaring og vejledning, når du vil klage over kommunen afgørelse. Find dem her.

Borgerrådgiver

Mange kommuner har ansat en borgerrådgiver, som blandt andet skal hjælpe med at forstå kommunens afgørelser og at finde vej i klagesystemet. Se om din kommune har tilknyttet en borgerrådgiver og find kontaktinfo på borger.dk.

Bedre Psykiatris pårørenderådgivning

Bedre Psykiatri har stor erfaring i at rådgive pårørende. I vores rådgivning sidder blandt andre en socialrådgiver, som kan besvare spørgsmål om den kommunale sagsbehandling og vejlede dig i forhold til din klage. Kontakt rådgivningen.