Når ens barn skader sig selv, kan det være svært at vide, hvordan man bedst hjælper. Mange forældre er bange for enten at gøre for lidt eller komme til at reagere på en måde, der utilsigtet fastholder selvskaden.
Det er afgørende at finde en balance, hvor du hverken trækker dig fra dit barn eller kommer til at understøtte selvskaden.
Det forklarer Sanne Lundhede Poulsen. Hun er terapeut og specialpædagog i børne- og ungdomspsykiatriens Team for Selvskade i Region Hovedstaden. Hver uge møder hun forældre til børn, der skader sig selv.
Terapeuten fremhæver her tre ting, du skal være særligt opmærksom på.
Undgå at gøre skaden til centrum
Når dit barn har skadet sig selv, er det naturligt at reagere på såret. Og selvfølgelig skal du tage skaden alvorligt, hvis den kræver behandling.
Men du kan for eksempel komme til at forstærke dit barns selvskadende adfærd, hvis du har for meget fokus på selve selvskaden.
Prøv derfor så vidt muligt at undgå, at jeres samtale efter en episode handler mest om den konkrete skade. Spørg i stedet ind til, hvad der skete før og efter, og hvilke følelser barnet mærkede.
Beløn ikke selvskaden
Mange børn og unge, der skader sig selv, oplever ikke sig selv som værdifulde for andre mennesker.
Derfor kan det have en forstærkende effekt, hvis et barn oplever, at det får en masse opmærksomhed og omsorg, når det har skadet sig selv, som det normalt ikke får.
Lige efter en selvskade-episode skal du derfor helst ikke tilbyde barnet noget i jeres samvær, det ellers ikke ville have fået. Det kan være ekstra hygge, særlige aftaler eller at få lov til at slippe for noget, I ellers skulle.
Hvis dit barn for eksempel skal syes på skadestuen, skal I ikke tage på McDonalds bagefter for at sætte et symbolsk plaster på såret.
Og hvis du og dit barn skal til fødselsdag hos sin irriterende fætter, skal du heller ikke lade dit barn blive hjemme – selvom barnet skadede sig selv tidligere på dagen.
Den slags kan man som forælder hurtigt komme til at gøre i bedste mening. For det er jo synd for barnet. Men gør du det, kan barnet opleve det som en slags “belønning”. Og så bliver selvskaden en vej til at få omsorg eller at føle lettelse.
Undgå at straffe og fordømme barnet
Selvskade skal heller ikke mødes med straf.
Hvis du tager barnets telefon, nægter barnet at komme ud eller skælder ud, kan det skabe afstand mellem jer.
Barnet kan få mindre lyst til at fortælle om selvskaden næste gang – og i stedet begynde at skjule den.
Sådan kan du forholde dig til dit barns selvskade
- Forhold dig nysgerrigt til dit barns selvskade – ikke fordømmende. Jo mere dømmende du er omkring dit barns selvskade, jo mere sandsynligt er det, at han eller hun holder det hemmeligt, når trangen kommer næste gang.
- Spørg ind til følelserne bag, og hvad der skete inde i barnet før og efter – ikke til selve episoden.
- Vent med den uddybende samtale om en selvskadeepisode, til både du og dit barn er så rolige som muligt.
- Hold så vidt muligt fast i hverdag, rutiner og almindelige krav.