Hvis du får mistanke om, at dit barn skader sig selv, kan det sætte gang i mange tanker: Skal jeg spørge direkte? Risikerer jeg at gøre det værre? Og hvad siger jeg overhovedet?
Ifølge Sanne Lundhede Poulsen, der er terapeut og specialpædagog for børn og unge i Region Hovedstadens Team for Selvskade, er svaret klart: Forældre skal turde at spørge ind.
Men Sanne Lundhede Poulsen fortæller, at man bør gøre det på en måde, så det ikke bliver ubehageligt for barnet at være i samtalen. Hun giver her syv konkrete råd til, hvordan forældre bedst taler med deres barn om selvskade.
Spørg ved mistanke om selvskade
Mange forældre holder sig tilbage fra at spørge ind til, om barnet skader sig selv, fordi de er bange for at tage fejl – eller for at plante en idé hos barnet.
Men hvis du har lagt mærke til sår, ar eller en adfærd, der gør dig bekymret, er det bedre at spørge ind end at gå alene med mistanken. Selv hvis det viser sig, at barnet ikke skader sig selv.
For spørger du respektfuldt og nysgerrigt, giver du også dit barn mulighed for at sige nej.
Det kan for eksempel lyde: “Jeg har lagt mærke til, at du har sår på armene. Og jeg kom til at tænke på, om det er noget, du har gjort ved dig selv?”.
Du behøver ikke at gruble massivt over, hvordan du siger det helt rigtigt og uden fejl. Det vigtigste er, at du viser, at du tør italesætte det, du ser.
Få ro på dig selv først
Hvis du vil begynde en samtale med dit barn om selvskade, mens du selv er oprevet eller chokeret, vil barnet ofte mærke det. Og samtalen vil hurtigt virke som en konfrontation.
Det betyder ikke, at du skal være helt uberørt, hvis du lige har opdaget noget, som gør dig chokeret eller bange. Men det hjælper at give dig selv et øjeblik til at trække vejret og samle dig, før du går ind i samtalen.
Og husk: Selvom du helst skal være så rolig som muligt, betyder det ikke, at du skal være perfekt reguleret eller slet ikke må italesætte dine egne følelser.
Start med nysgerrighed og en observation – ikke en anklage
Når man er bekymret, kan man let komme til at stille mange spørgsmål i træk som: Hvor længe har det stået på? Hvorfor gør du det? Hvorfor har du ikke sagt noget?
Men hvis barnet ikke er forberedt på samtalen, vil det sjældent have svarene klar. Og de mange spørgsmål kan hurtigt føles som et pres.
Derfor er det vigtigt, at samtalen ikke bliver oplevet som en konfrontation, hvor du afkræver et svar. Du bør i stedet holde igen med spørgsmålene og åbne samtalen stille og nysgerrigt.
Begynd for eksempel med én konkret observation som:
- “Jeg har lagt mærke til, at du har fået nogle sår på armene.”
- “Jeg får tanker om, hvorvidt du mon kunne have det svært, fordi jeg har bemærket…”
Det vigtigste er ikke at få svar på det hele, men at gøre det trygt for barnet overhovedet at tage del i samtalen.
Sæt ord på dine egne følelser
Når du har åbnet samtalen, kan du sætte ord på, hvilke følelser det vækker i dig. Det gør samtalen mindre afhængig af, at barnet skal forklare alt. Samtidig skaber det en fælles dialog og forståelse.
Det kan være en god idé at sige, at du bliver bekymret, trist eller berørt. Ikke for at barnet skal trøste dig eller få dårlig samvittighed. Men for at gøre samtalen mere ærligt.
Du kan for eksempel sige:
- “Jeg kunne godt være bange for, at du tænker, jeg bliver vred, hvis du skader dig selv. Det gør jeg ikke.”
- “Jeg bliver bekymret og trist, når jeg ser, at du har det svært.”
På den måde viser du, at du er berørt, uden at lægge skyld eller krav over på barnet.
Når du sætter ord på dine egne følelser, viser du barnet, at man gerne må sige svære følelser højt. Du viser samtidig, hvordan man gør – og det kan gøre det lettere for barnet.
Vælg tidspunktet med omtanke
Selvom du som udgangspunkt skal spørge ind, betyder det ikke, at alle tidspunkter er lige gode.
Undgå for eksempel at tage snakken:
- Lige inden skole
- Lige inden sengetid
- Når barnet er midt i at skade sig selv
- Når enten barnet eller du selv er i affekt
- Hvis du ikke har tiden til at have en god samtale
- Hvis der er andre til stede
Hvis en af jer er meget i affekt, skal fokus først og fremmest være på at få ro på. Ikke at tage en stor snak. Det kan man simpelthen ikke, medmindre man er rolig. Og hvis samtalen sætter mange følelser i gang, kan det være svært for barnet at komme videre i dagen eller finde ro om natten.
Derfor er det ideelt at snakke sammen om svære ting, når der er roligt og god tid til det.
De bedste samtaler opstår ofte, når de føles så uformelle som muligt. Det kan være i køkkenet, på en gåtur eller i et øjeblik, hvor det falder naturligt at sige noget.
Stemningen er vigtigere end den perfekte ramme
Nogle forældre bliver i tvivl om, hvorvidt begge forældre skal være med. Her er det ikke antallet af voksne, der er det vigtigste. Det vigtigste er, at samtalen ikke føles voldsom eller konfronterende.
Hvis barnet er vant til, at både mor og far tager svære samtaler sammen, kan det være fint. Men hvis det normalt kun er den ene forælder, der har den type kontakt, kan det hurtigt blive for meget, hvis begge sætter sig over for barnet med en “alvorlig samtale” på agendaen.
Det afgørende er stemningen. Jo mere nysgerrig, rolig og åben den er, desto større er chancen for, at barnet tør være ærlig.
Snak om følelserne – ikke om selve skadens detaljer
Hav så vidt muligt fokus på følelserne bag den selvskadende adfærd frem for kun på såret eller handlingen. Ellers risikerer du at forstærke selvskaden gennem den opmærksomhed, der samler sig om selve skaden.
To ting, der er gode at huske
Hvis du som forælder skal tage to ting med dig, er den første: Du gør ikke situationen værre ved at spørge roligt, nysgerrigt og respektfuldt ind.
Og den anden er: Forvent ikke, at I skal snakke længe og dybdegående, første gang du spørger ind til barnets skader, men vær tålmodig.
Det vigtigste er ofte ikke, at barnet fortæller alt med det samme. Det afgørende er, at barnet mærker, at du tør være i det svære sammen med det, og at døren til samtalen står åben.