Skip to content

tilbage til Nyheder

Sådan får du mest ud af rådgivningen

Telefonen er åben, og du er velkommen til at ringe. Men hvad skal man sige? Er der overhovedet nogen løsning på problemet? Her er seks gode råd til, hvordan du bruger Bedre Psykiatris rådgivning, og hvordan du får mest muligt ud af de gode råd.

29. september 2021

1. Spring ud i det

Det kan være grænseoverskridende at bede en fremmed om hjælp. Og for nogle kan det virke håbløst, for hvad skulle de dog kunne gøre? Men tænk ikke for længe over det – bare gør det. Der er ingen forkerte spørgsmål og ingen problemer, der er rigtige eller forkerte at søge hjælp til. Du behøver bare ringe op eller skrive et par linjer i en mail, så finder du og rådgiverne ud af resten sammen. 

2. Sig rådgiveren i mod 

Rådgiverne er professionelle og har lang erfaring, men de har ikke altid ret. Og det er ikke altid, de forstår dig rigtigt. Så hvis du oplever, at rådgiveren misforstår dig eller er på vej ud af et sidespor, så sig stop, og hjælp med at få samtalen tilbage på sporet. Og husk, at bare fordi ét råd rammer ved siden af, kan resten godt ramme plet. Så tag det med, du kan bruge, og ignorer resten. 

3. Vær åben om at du får hjælp 

Det er ingen skam at søge rådgivning – tværtimod. Så vær åben om det, hvis din situation tillader det. Involver gerne den syge og resten af familien i det, du taler med rådgiveren om. Snakken kan hjælpe jer og bidrage til den syges tryghed. Nogle gange lader det sig ikke gøre at være åben. Vend det med rådgiveren, hvis du er i tvivl. 

4. Sæt medhør på 

Du er meget velkommen til at invitere andre til at være med i rådgivningssamtalen – fx din ægtefælle. Det eneste, det kræver, er, at I sætter telefonen på medhør. Når I er flere med i samtalen, kan det hjælpe jer til at få et fælles sprog til at tale om jeres situation og et fælles udgangspunkt i arbejdet med at løse problemerne. 

5. Du bestemmer tempoet 

Bedre Psykiatris professionelle rådgivere har fokus på at hjælpe dig videre. Hvis tanken om at handle og gøre noget ved problemerne kan virke uoverskuelig, så husk, at du er med til at bestemme tempoet. Ingen forventer, at du springer op af sofaen og ændrer din hverdag efter en enkelt telefonsamtale. Handling kan fx også være at justere dine forventninger til dig selv eller andre. 

6. Skab en god ramme for samtalen  

Du får mest ud af rådgivningen, hvis du har tid nok og får sat dig godt til rette i et roligt rum. Hav en kop kaffe indenfor rækkevidde og gerne papir og kuglepen, så du kan tage noter. Hvis det ikke lader sig gøre, kan et hurtigt kvarter i en pause på arbejdet også bruges, men husk at fortælle det til rådgiveren, så hun ved, at tiden er knap. 

Kontakt Bedre Psykiatris pårørenderådgivning
Du er altid velkommen til at tage fat i vores pårørenderådgivning. Læs mere og kontakt rådgivningen her.