Da Mille Svenson var 13 år, fik hun lyst til at tabe sig. Hun havde lige fået sin første kæreste og ville gerne vise sig fra sin bedste side. Så hun tænkte, at træning og mindre mad var vejen frem. Til sidst var det anoreksi.
Det kunne den i dag 18-årige Mille Svenson dog ikke selv se på det tidspunkt. Men hendes forældre tog hende til læge, som sendte Mille Svenson videre til en diætist, som desværre skulle blive den første i rækken af sundhedspersoner, som udelukkende kiggede på den fysiske side af anoreksien – ikke på den psykiske.
I dag kan Mille Svenson og hendes familie se, at det var i psyken, sygdommen lå.
“Jeg havde en stemme i mit hoved, som sagde, at alt, hvad jeg gjorde, var forkert. Det var ligesom en lille djævel, der hele tiden sagde til mig, at jeg skulle motionere i stedet for at spise. Til sidst var jeg overbevist om, at selv en lille rosin kunne koste mig ti kilo ekstra på vægten,” siger Mille Svenson og fortsætter:
“I dag kan jeg jo godt se, at det var helt forkert,” fortæller Mille Svenson.
Mille Svenson var ellers en energisk og social pige. “Jeg havde det godt med alle. Jeg var glad for at gå i skole, selv om jeg godt kunne have lidt svært ved at koncentrere mig,” siger hun med et skævt smil og fortsætter: “Men jeg nød altid at komme i skole og se mine venner.”
Da stemmen blev endnu stærkere
Dengang følte hun, at stemmen var hendes bedste ven. Først i dag kan hun se, at den var fjenden.
“Stemmen sagde også, at jeg ikke måtte sige noget. Så jeg begyndte at isolere mig over for min familie, selv om jeg normalt er ret snaksalig. Jeg måtte simpelthen ikke sige højt, hvordan jeg havde det,” fortæller Mille Svenson.
Mille Svenson bor sammen med sine mor og far og deres hund, Castello. Hendes to ældre søstre på 23 og 26 år er flyttet hjemmefra, men hele familien har været involveret i Mille Svensons spiseforstyrrelse og håbet på, at hendes forhold til mad ville normalisere sig.
Mille Svenson tabte sig omkring et kilo om ugen, og til sidst, da hun vejede 38 kilo, blev hun i januar 2022 indlagt på et særligt hospitalsafsnit for spiseforstyrrelser. I dag har familien ikke meget godt at sige om det ophold. Det hele handlede om vejninger, spisning på tid og overvågning, men slet ikke om det, det skulle have handlet om.
“Jeg skulle jo have haft en psykolog. Men der var deres fokus slet ikke, for det handlede slet ikke om min hjerne,” husker Mille Svenson.
Mille Svensons vægt steg i løbet af behandlingen, men indeni var alting det samme. Da hun blev udskrevet, var stemmen endnu stærkere. Til sidst blev Mille Svenson indlagt på et lukket psykiatrisk afsnit. Her skete en kæmpe ændring til det bedre.
“Personalet på afdelingen var faktisk ikke uddannet til at tage sig af mig, men jeg fik adgang til at tale med en psykolog,” fortæller Mille Svenson.
Denne psykolog skulle vise sig at kunne noget helt særligt.
“Hun var meget forstående. Selv om spiseforstyrrelser ikke var hendes speciale, gik hun meget op i at sætte sig ind i, hvad jeg fejlede, og det hjalp mig. Hun gjorde virkelig en indsats for at forstå mig, og det havde jeg ikke oplevet før,” siger Mille Svenson.
Andre som Mille
Der skete også noget andet, som fik en kæmpe positiv betydning for Mille Svenson. I løbet af behandlingen havde hun nemlig mødt andre piger i samme situation og fået skabt et netværk med dem.
“Jeg kunne se, at flere af dem var kommet ud af deres spiseforstyrrelser. De fik det bedre, og blev udskrevet. De gik i gymnasiet, rejste og gik til koncerter. Da jeg så det, fik jeg håb. Det var en kæmpe motivation. Jeg tænkte: ”Nu tager jeg mig sammen og kæmper mod stemmen. Jeg kan godt”.”
Igennem hele forløbet har Milles mor og far været på.
“Det har været frygteligt, selv om vi har været gode til at støtte hinanden. I starten var det mest mig, der tog slæbet, men på et tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke mere. I dag går alle opkald fra for eksempel kommunen til Carsten,” siger Tina Svenson og nikker til sin mand.
De kan dog sige med sikkerhed, at det, der har virket, var at række ud til så mange hjælpende instanser som muligt.
“Vi har søgt og fået hjælp. Blandt andet har vi været i en pårørendegruppe. Selv Milles bedsteforældre har været med til møder. Vi er blevet mødt som en familie af mennesker, som forstod, hvad vi stod i,” fortæller Tina Svenson.
Et godt sted
I dag har Mille Svenson det så godt, at hun ikke længere har aktiv anoreksi.
“Stemmen er der stadig. Men forskellen i dag er, at dengang kontrollerede stemmen mig. I dag kontrollerer jeg stemmen. Hvis stemmen pludselig siger, at jeg ikke skal spise, så kæmper jeg i mod,” siger Mille Svenson, som bor hjemme hos sine forældre.
Hun drømmer om et job som hundeinstruktør og på sigt også sin egen lejlighed. Men der er stadig svære dage i Mille Svensons liv, hvor det er bedst at have mor og far i nærheden.
Det ærgrer dog Mille Svenson, at der skulle gå så lang tid, og at hun skulle så langt ned i vægt, før hun fik hjælp.
“Jeg burde jo have fået den rigtige hjælp på ambulatoriet, hvor de er uddannet til at hjælpe mig. Men de så os ikke som andet end en flok patienter. På den lukkede afdeling blev jeg set som menneske,” fortæller Mille Svenson.
Sammen med et stærkt netværk var det dét, der virkede.
“Vi havde aldrig troet, Mille skulle komme hertil. Hun er et godt sted i dag, og vi er faktisk blevet stærkere som familie,” afslutter Tina Svenson.