Som udgangspunkt er det psykiatrien, som har behandlingsansvaret for din kære, imens kommunen er ansvarlig for rehabilitering. Desværre oplever nogen pårørende, at deres kære hverken får tilstrækkelig eller god nok hjælp i kommunen. Her får du nogle råd til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din kære til at få bedre hjælp i kommunen.
Bliv klædt på til samtalen om rehabilitering hos kommunen
Mange oplever, at hjælpen fra kommunen ikke er god nok og at mulighederne for de forskellige former for hjælp ikke er særlig nemme at gennemskue. I den forbindelse kan det være værdifuldt at se på Socialstyrelsens Nationale retningslinjer for rehabilitering til borgere med svære spiseforstyrrelser. Den indeholder anvisninger til kommunen og fagfolk om, hvordan man sikrer en høj faglig kvalitet i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af rehabilitering til mennesker med svære spiseforstyrrelser. Da det er retningslinjer og ikke krav, har du ikke mulighed for at klage, hvis rehabiliteringen ikke følger retningslinjerne. Men målet med retningslinjerne er, at kommunen så vidt muligt bør udbyde de tilbud, som er beskrevet. Derfor kan du bruge kendskabet til retningslinjerne til at blive bedre klædt på til, hvordan du taler med kommunen om jeres problematik og kommunens håndtering af det. Du kan læse retningslinjerne her.
Spørg kommunen om de har en specialiseret sagsbehandler
Har din kære været i behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien, skal hjælpen i langt de fleste tilfælde fortsætte i kommunen, hvis behovet er der. I den overgang afholdes der et netværksmøde mellem jer, kommunen og psykiatrien, for at klæde kommunen på til at bære opgaven videre. Nogle oplever, at de ikke bliver kaldt ind til et netværksmøde. Hvis det er tilfældet for din kære, kan du som pårørende hjælpe til ved at bede om et netværksmøde.
Nogle kommuner har ansatte eller et specialiseret team, som arbejder med spiseforstyrrelser. I de tilfælde giver det rigtig god mening, at ens sagsbehandler bliver én, som netop er specialiseret i spiseforstyrrelser. Man har ikke krav på at få en tildelt, og muligheden er der ikke i alle kommuner, men det er værd at spørge, hvis I har overskuddet til det.
I samme omgang er det også en god ide at spørge, om de har nogle tilbud til pårørende. Det kan for eksempel være, at kommunen har et tilbud om søskendegrupper.
Forsøg at skabe et godt samarbejde med sagsbehandleren
Det er vigtigt, at I får et godt samarbejde med din kæres sagsbehandler. Det kan somme tider være svært, hvis man møder udfordringer, fordi det kan være en sårbar og frustrerende situation, du og din kære står i. Forsøg så vidt muligt at have øjet på bolden. Husk på at sagsbehandleren og du som pårørende har det samme mål: At hjælpe den, der er syg. Det kan være godt at minde sig selv om – også når I er uenige. Forsøg at være åben over for sagsbehandlerens perspektiv, erfaring og faglige viden, og respektér at sagsbehandleren arbejder inden for økonomiske og lovmæssige begrænsninger. Når sagsbehandleren mærker, at du accepterer og respekterer vedkommendes udgangspunkt, starter I et konstruktivt sted og der er større mulighed for, at jeres ønsker bliver hørt og tilgodeset.