Det kan være meget hårdt og angstfuldt, når én man holder af, har en spiseforstyrrelse. Og det er svært at være vidne til, at ens kære er så hård ved sig selv. Mange pårørende har en skyldfølelse og føler sig magtesløse og frustrerede. Helt konkret kan det også være meget svært at finde ud af, hvordan man kan hjælpe, og mange pårørende er bange for at gøre det værre.
Her er vores bedste råd til dig, der er tæt på én med en spiseforstyrrelse.
Husk på det, du ikke kan se
Mange pårørende til mennesker med spiseforstyrrelse kommer til at fokusere for meget på det fysiske – først og fremmest maden og vægten. Det er helt naturligt og menneskeligt, for det er det, man kan se, og det er den mest indlysende konsekvens af sygdommen. Men det er ofte en god idé at prøve at lægge de ydre ting til side og også tale om og være nysgerrig på de indre. Når du spørger til din kæres tanker og følelser, bliver det ofte lettere for din kære at sætte ord på, hvordan han eller hun har det. Det kan være en stor hjælp.
Tal om andet end sygdom
Det er vigtigt, I også taler om andre ting end sygdommen og det, som er svært. Din kære er så meget andet end sin sygdom. Hvis I kun taler om den, kan det medvirke til, at din kære begynder at føle sig mere som sin sygdom og mindre som sig selv. Så prøv at holde fast i noget af alt det ”almindelige” I talte om og lavede fra før sygdommen. På den måde hjælper du med til at fremme de andre sider også.
Tal med behandlingsstedet om de svære madsituationer
Er du forælder til et barn eller en ung med spiseforstyrrelse, vil en del af behandlingen højst sandsynligt være, at du er medansvarlig for, at din kære spiser regelmæssigt og tilstrækkeligt. Det kan være enormt hårdt og opslidende. Ofte kan det være forbundet med konflikter, vrede og afvisning fra ens barn. Tal med behandlingsstedet om, hvad du kan gøre i situationen. Du kan også prøve at finde et kursus eller et seminar, hvor du får hjælp og råd. Det er desværre ikke altid muligt, og mange føler sig desværre overladt til sig selv. Uanset hvad så prøv at lade være med at bebrejde dig selv. Du er i en ekstremt vanskelig situation, og det er et næsten overmenneskeligt krav, at man som forælder skal kunne tøjle de kræfter, som er på spil i dit barn.
Formulér dig tydeligt og konkret
Når man har en spiseforstyrrelse, er kroppen på overarbejde. Når det er meget alvorligt, fungerer ens hjerne ikke lige så hurtigt, som den plejer. Derfor kan det blive nødvendigt at tale mere tydeligt og konkret, end man ellers ville gøre.
Favn dine frustrationer
Det kan være svært at forstå, hvorfor ens kære ikke bare kan spise normalt. Man kan blive meget frustreret, hvis måltiderne er en kamp, som ender med tårer og konflikter. Indimellem kan det være svært at holde følelserne tilbage, og man kan komme til at udbryde ”stop så” eller ”tag dig nu sammen”. Det er ikke gavnligt, men følelsen, der ligger bag reaktionen er forståelig og meget menneskelig. Prøv at undgå reaktionen over for din kære, men døm ikke dig selv for hårdt over, at du har følelsen.
Hold fast i den normale hverdag
Når man er pårørende til en med en spiseforstyrrelse, kan sygdommen nemt komme til at overtage hele ens liv, fokus og dagligdag. Hvis det overhovedet er muligt så prøv at holde fast i noget af den hverdag, du havde, før din kære blev syg. Det er vigtigt med plads til søskende, parforhold og familieliv. Og det er vigtigt for dig som pårørende at have noget normalitet i hverdagen. Det kan være aftaler med venner, sport, biografture og andet, du kan lide. Det er med til at give dig energi og adspredelse.
Fortæl at du er bange
Du må gerne fortælle din kære, at du er bange for at miste vedkommende. I skal ikke snakke om det hver dag, men du må gerne dele din bekymring. På den måde mærker din kære, at han eller hun er betydningsfuld, og du viser også et andet og mere følelsesmæssigt fokus, end når I taler om maden.
Hold fast i håbet
Håbet bliver virkelig udfordret, når ens kære er så syg. Du vil måske opleve, at det er noget af det første, som forsvinder hos din kære. Og som pårørende vil du måske også opleve kortere eller længere perioder, hvor det er svært at holde fast i håbet. Det er en helt normal reaktion på en opslidende situation. Men prøv at minde dig selv om, at det kan blive bedre, og at din kære kan få det godt igen. Det hjælper dig selv, og det hjælper din kære.
Læg mærke til de små fremskridt og mind dig selv om, at ting tager tid. Selv de helt små skridt er vigtige fremskridt på vejen mod bedring. De fleste får det heldigvis bedre igen og selv, hvis sygdommen ikke går væk, lærer de fleste at håndtere symptomerne og få et godt liv alligevel.