Sabine Damsgaard var omkring 35, da hendes tarmproblemer begyndte.
”Jeg skulle spise det ene og holde mig fra det andet,” husker hun med en hovedrysten i dag godt ti år senere. Nu bor hun i sin hyggelige lejlighed i Næstved sammen med sin datter på fem, efter hendes to ældste døtre er flyttet hjemmefra.
”Jeg begyndte også at få ondt i ryggen. Til sidst ringede jeg til min læge, fordi jeg fik den tanke, at der var noget alvorligt galt med mig,” fortæller Sabine Damsgaard.
Sabine Damsgaards læge sendte hende til undersøgelse på sygehuset i Nykøbing. Det viste sig, at Sabine Damsgaard skulle opereres i maven, og efter et langt forløb, blev hun i 2016 henvist til privathospital. I mellemtiden var både hendes tarm og ryg blev værre. Men der var også sket noget psykisk med den i dag 47-årige Sabine Damsgaard. Hun fik mere og mere angst.
”Jeg tænkte hele tiden, at der var noget alvorligt galt med mig,” fortæller hun.
I foråret 2017 havde hun sine første regulære angstanfald, og hun blev efterhånden en sjælden gæst på den folkeskole, hvor hun var lærer. Til gengæld var hun en hyppig gæst i det lokale lægehus.
”Det er det vildeste kontroltab at have et angstanfald. Kroppen sitrer, og du har en uro, som bare ikke stopper. Forestil dig det sug, du har i maven, når du bliver bange for noget. Og så forestil dig, at det sug ikke stopper igen. Til sidst blev jeg bange for angsten selv,” uddyber Sabine Damsgaard.
Faktisk blev det så slemt, at Sabine Damsgaard i perioder holdt sig på sit soveværelse og kun sjældent kom ud for at være mor for sine døtre.
”Nogle dage var det en kamp at komme ind i stuen og spille et slag Uno med mine børn, inden jeg gik ind i seng igen,” husker hun.
Pylremor ved klatrestativet
Til sidst kom Sabine Damsgaard på psykiatrisk afdeling, hvor hun fik angstdæmpende medicin. Her blev hun henvist til angstbehandling, som bestod af både individuel terapi hos en psykiater og kropsterapi, som også hjalp hende meget.
”Jeg fik det så godt, at jeg kunne leve med det, men angsten var ikke væk. Året efter kom den nemlig igen meget værre,” fortæller Sabine Damsgaard og fortsætter:
”Der havde angsten spredt sig til, at mine børn ikke måtte gøre noget. Bare det at se min datter på et klatrestativ var uudholdeligt. Tanken om alt det, der kunne ske med hende. Jeg er nok lidt pylret i forvejen, men hvis de ikke var hjemme præcis på det tidspunkt, vi havde aftalt, kom angsten buldrende. Så kom alle de irrationelle tanker om alt det, der kunne være sket med dem. Det er jo naturligt, at man gerne vil beskytte sin familie, men jeg hørte mig selv konstant sige: ”Pas nu på” eller ”Lad nu være”. Jeg kunne simpelthen ikke rumme, at der kunne ske dem noget. Mine nerver var konstant uden på tøjet,” husker hun.
Sabine Damsgaard kom denne gang i gruppeforløb.
”Jeg var meget skeptisk, men det blev virkelig gjort til skamme. Vi sad otte vidt forskellige mennesker i otte forskellige aldre og situationer. Men pludselig kunne jeg høre andre sige mine tanker højt. Otte andre mennesker, der ligesom jeg have forsøgt at leve et normalt liv, men ordret tænkte mine tanker. Det gjorde noget ved mig,” siger Sabine Damsgaard.
Altid lidt angst
I dag er Sabine Damsgaard fri for både medicin og terapi. Angsten er der endnu, men den er så meget til at leve med, at hun kan arbejde i en deltidsstilling som folkeskolelærer og være mor for sine nu tre døtre.
”Jeg har nok altid en ekstra opmærksomhed på sygdomme og symptomer. Men jeg øver mig i ikke at ringe til lægen hele tiden. Før i tiden ringede til lægen tre-fire gange om ugen i min værste periode, jeg er slet ikke på det niveau mere,” fortæller Sabine Damsgaard.
Derudover har Sabine Damsgaard fået en række værktøjer til at håndtere angsten, når den indimellem dukker op: ”Jeg skal leve med min angst resten af livet. Jeg vågner hver morgen med sitren, men jeg har bl.a. lært, at det hjælper lige at trække vejret ti gange.”