Det er ikke nemt at få en aftale med 54-årige Per Laudrup Jørgensen. For han har travlt med sit politiske arbejde og med at være formand for Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende. Alligevel lykkes det. For han vil gerne fortælle, hvordan man går fra at sidde apatisk og kigge ind i en væg til at kunne det hele igen. Næsten da.
“Lige nu kan jeg godt huske, hvad du hedder,” siger Per Laudrup Jørgensen i sit mødelokale på en virksomhed lidt uden for Køge og fortsætter:
“Men hvis jeg går ud ad døren og kommer tilbage igen om et par minutter, er det nok væk igen,” indrømmer han med et smil.
Noget har det kostet af lide af PTSD. For det er den diagnose, der har gjort, at Per Laudrup Jørgensen i dag er på førtidspension på trods af alt det, han kan.
“For mange er det måske svært at forstå, hvordan man kan noget den ene dag, som man ikke kan den næste,” fortæller Per Laudrup Jørgensen.
Fjordens kolde vand
Det startede med en nærdødsoplevelse, Per Laudrup Jørgensen havde på sit arbejde. Vi skal tilbage i årene, men hvor mange ved han ikke. Han kan ikke engang komme med et kvalificeret bud, for den slags fakta er langt væk.
“Jeg arbejdede som Falck-redder og var med i en øvelse i Roskilde Fjord. Jeg skulle forestille at være kastet over bord med en masse andre figuranter og skulle reddes op af fjordens kolde vand efter et kvarters tid i vandet. Men helikopteren fik en ”rigtig” opgave, og der var hul i den dragt, jeg lå i vandet i. Jeg kom op på en redningsflåde, men jeg lå der så længe, at jeg begyndte at miste bevidstheden på grund af nedkøling,” fortæller Per Laudrup Jørgensen.
Da Per Laudrup Jørgensen ankom til sygehuset i Roskilde, var hans kropstemperatur på 32 grader. Han var det, han selv i dag betragter som ”på vippen”. I otte dage lå han på sygehuset og spiste, sov og fik besøg af sin kone og børn.
“Jeg kom ret hurtigt tilbage på arbejde, og det første, de gjorde, var at smide mig i Køge Havn for at se, om jeg reagerede, som jeg skulle og stadig kunne arbejde som redder. Det kunne jeg heldigvis,” siger Per Laudrup Jørgensen.
Hvad er der galt?
Det gik egentlig fint. Men i 2010 fik Per Laudrup Jørgensen en skulderskade af at bære en patient, og det gjorde ham ude af stand til at arbejde. Selv om han spiste piller og blev tilbudt et andet og mere skånsomt job, kunne han ikke fortsætte.
“Da jeg til sidst blev fyret, gik klappen totalt ned. Jeg sad faktisk bare og kiggede ind i væggen og kunne ingenting. Hvis nogen spurgte mig, hvad der var galt, kunne jeg ikke svare. Jeg anede det simpelthen ikke,” fortæller Per Laudrup Jørgensen.
På det tidspunkt havde Per Laudrup Jørgensen og hans daværende kone lige købt hus og ventede barn. Men på en helt almindelig dag kunne Per Laudrup Jørgensen knap nok tage sit eget tøj på, og når han gjorde, var det ikke sikkert, at det var det rigtige tøj. Han kunne heller ikke altid huske sine børns navne.
Per Laudrup Jørgensen kom til læge.
“Da jeg fik fortalt, hvad jeg gik og tumlede med, stod det klart, at jeg var dybt traumatiseret. De sagde direkte, at hvis jeg var en tipskupon, var der 13 rigtige. Alt blinkede rødt,” siger Per Laudrup Jørgensen.
Den sidste dråbe
”PTSD kommer ikke fra den ene dag til den anden. Det lå latent i mig. I mit tilfælde troede alle jo, at alt var godt med mig, men i virkeligheden var mit bæger tæt på fyldt, og den sidste dråbe var en skulderskade. Det samme ser vi hos soldater, der kommer hjem efter en udsendelse. Alt er godt, indtil de et år senere bliver skilt, og så knækker filmen fuldstændig. Men i virkeligheden var det alt det, der gik forud, der var den egentlige årsag til, at han går ned.”
Per Laudrup Jørgensen er meget opmærksom på, at netop nærdødsoplevelser, som den han selv var igennem, ofte er noget af det, som kan bygge en PTSD op, uden at nogen ser det komme.
”Mange af de mennesker, som oplever en nærdødsoplevelse som for eksempel en trafikulykke, et drabsforsøg eller en vejsidebombe får senere PTSD. Men det er meget forskelligt fra menneske til menneske. To kolleger kan opleve præcis det samme, men kun den ene får PTSD af det. Jeg havde stået i nogle ekstreme situationer, som havde lagt sig lag på lag på lag oven på hinanden,” fortæller Per Laudrup Jørgensen og fortsætter:
“Det handler om de langvarige belastninger, man har som redder. Det følelsesmæssige, de pårørende. Trafikulykker, mennesker, der brænder inde, mennesker, der skriger, børn i ulykker. Død og ødelæggelse hver dag. Menneskelige katastrofer, der får én til at spekulere over, hvor meget man egentligt kan holde til. Selv om det er dit job, går det alligevel under huden på én.”
Slå dig på lårene
Per Laudrup Jørgensen blev henvist til Stolpegården i Gentofte, som er et behandlingstilbud under psykiatrien. Efter et halvt års ventetid var der plads til ham på et særligt forløb for PTSD-ramte. Nu skulle den stå på kropsterapi, gruppeterapi og mindfulness.
“Det er ret grænseoverskridende for sådan en som mig, der har været vant til at tage sig af andre. En dag skulle vi sidde i en rundkreds og klappe os på lårene. Jeg sad og ledte efter de skjulte kameraer og tænkte bare: Hold kæft et tossehus. Til sidst råbte min psykiater til mig, at jeg skulle tage mig sammen, tørre det fjogede grin af og tage mit liv alvorligt. Der ramte ham plet, så jeg endte med at klappe mig på lårene, som jeg blev bedt om,” fortæller Per Laudrup Jørgensen
Men idet han klappede sig selv på lårene, gik det op for Per Laudrup Jørgensen, hvorfor han blev bedt om det.
“Jeg kunne slet ikke mærke det. Jeg kunne simpelthen ikke mærke min egen krop. Jeg kunne ikke engang mærke, om jeg frøs eller var varm. Der gik det op for mig, at de nok vidste, hvad de lavede,” fortæller Per Laudrup Jørgensen.
“Den bedste udgave af mig selv”
Da Per Laudrup Jørgensen sluttede sit forløb på Stolpegården efter seks måneder, var det en ny begyndelse for ham. Alligevel gik der yderligere 8-10 år, før han kunne leve et ”normalt” liv.
“I dag lever jeg med de skader, jeg har. I mit tilfælde er det blandt andet min hukommelse, der svigter. Nogle gange har jeg svært ved at sove, eller også sover jeg kun få timer ad gangen, men så ved jeg, at det er fordi, jeg er overstimuleret. Der er mange ting, der kan drille, men sådan er PTSD. Det er en konstant udfordring at leve i,” fortæller Per Laudrup Jørgensen.
Alligevel er han glad for, hvor han er nået til.
“Jeg synes, jeg er den bedste udgave af mig selv i dag. Jeg har et indholdsrigt liv, hvor jeg har stiftet en forening for andre med PTSD og deres pårørende, hvor jeg kæmper for dem, der står, hvor jeg stod engang,” siger Per Laudrup Jørgensen og fortsætter:
“Men jeg kæmper især for de pårørende, for de er den vigtigste ressource i det her. Men de er også hårdest ramt, for de skal både passe på sig selv, men også overtage alt det, den PTSD-ramte plejede at gøre. Men de skal også vide, at man godt kan komme tilbage igen. Det er måske ikke helt til den samme planet, men man kommer tilbage,” afslutter Per Laudrup Jørgensen.