Hvad viser undersøgelsen?
Undersøgelsen bygger på svar fra læger i flere lande, heriblandt Danmark. Den peger på, at uenighed om diagnoser fortsat er udbredt i psykiatrien.
Som eksempel nævner Julie Nordgaard en af sygehistorierne, hvor lægerne i forskningsprojektet var næsten ligeligt delt: Omkring 40 procent vurderede, at symptomerne pegede på skizofreni. Omkring 40 procent vurderede, at de pegede på OCD. Begge grupper havde ret i, at patientens symptomer pegede i den retning – de vægtede bare forskellige symptomer højest.
Det er ikke udtryk for lemfældighed, understreger Julie Nordgaard. Det danske og internationale diagnosesystem (ICD-10) har et hierarki for, hvilken diagnose der skal stilles, når flere kriterier er opfyldt på samme tid. Alligevel opstår uenigheden i praksis – fordi virkelige forløb sjældent er lige så entydige som lærebogens eksempler.
Hvorfor er det så svært at stille en psykiatrisk diagnose?
I modsætning til mange andre lægefaglige specialer har psykiatrien ingen scanninger eller blodprøver, der kan bekræfte en diagnose. Diagnoserne stilles i stedet ud fra symptomer, adfærd og forløb – det, man kalder syndromdiagnoser.
Det gør diagnostikken sårbar over for tre ting:
- Hvor mange symptomer der er til stede, og hvor komplekst forløbet har været.
- Hvilke symptomer lægen vælger at vægte højest, når flere diagnoser er mulige.
- Hvilket diagnosesystem der bruges. Danmark og WHO bruger ICD-10 (snart ICD-11), mens USA typisk bruger DSM-systemet. De ligner hinanden, men sætter ikke altid grænsen for, hvornår noget “tæller” som en diagnose, samme sted. Det skal dog nævnes, at i den omtalte undersøgelse brugte alle deltagende lande ICD-10. Derfor kan forskellige diagnosesystemer ikke forklare undersøgelsens fund.
Jo mere komplekst et sygdomsbillede er, jo sværere er det at ramme den rigtige diagnose – og jo større er risikoen for, at to erfarne læger lander forskellige steder.
En diagnose er et redskab – ikke en endegyldig sandhed
Ifølge Julie Nordgaard er en diagnose grundlæggende et arbejdsredskab, som fagpersoner bruger til at give hinanden information hurtigt og præcist – uanset om det er i psykiatrien eller andre steder i sundhedsvæsenet. Men fordi diagnoser i stigende grad bruges uden for behandlingssystemet – blandt andet til at afgøre, hvilken hjælp man kan få i kommunen – kommer de nemt til at veje tungere, end de fagligt er skabt til.
Det betyder ikke, at diagnoser er ligegyldige. Tværtimod er de nødvendige for, at forskningen kan finde bedre behandling og pege på, hvad man kan forvente fremadrettet. Men det betyder, at en diagnose kan – og nogle gange bør – justeres, i takt med at et menneskes tilstand eller den samlede viden om det udvikler sig.
Hvad kan du gøre, hvis du som pårørende er i tvivl om diagnosen?
Hvis du som pårørende sidder med en fornemmelse af, at diagnosen ikke er den rigtige, er her, hvad du kan bruge det til.
Spørg dig selv, hvad diagnosen egentlig skal bruges til
Medicinsk behandling tilrettelægges i høj grad efter symptomer og ikke kun efter selve diagnosen, så en forkert diagnose fører sjældent alene til forkert medicinering. Diagnosen kan dog have betydning for, hvilke ikke-medicinske tilbud – for eksempel bestemte former for psykoterapi eller kommunale støttemuligheder – man har adgang til.
Påpeg funktionsniveauet
Langt de fleste støttemuligheder i kommunen afhænger af din kæres funktionsniveau og behov. Det glider ofte sammen med diagnosen, fordi diagnosen kan bruges som dokumentation for en tilstand. Men kommunen skal hovedsagligt forholde sig til din kæres funktionsniveau. Som pårørende kan du bidrage med meget vigtig viden om din kæres funktionsniveau ved helt lavpraktisk at pege på, hvad han eller hun er i stand til og ikke er i stand til. Fortæl også om de steder, hvor du som pårørende træder til og er nødt til at hjælpe.
Bidrag med dine observationer
Beskrivelser af, hvornår symptomerne startede, hvor længe de har stået på, og om de har gentaget sig, er vigtig information, som patienten ikke altid selv kan give videre – særligt hvis vedkommende har det meget dårligt. Med patientens samtykke kan dine observationer være med til at nuancere billedet og bringe vurderingen tættere på den rigtige diagnose.
Bed om en second opinion
En anden psykiater kan revurdere forløbet. Det er en helt almindelig del af det psykiatriske arbejde, selvom lange ventetider desværre kan gøre det svært at få tid til en ny vurdering.
Hold fast i, at en diagnose kan ændre sig
Nogle diagnoser, som depression, spiseforstyrrelse eller OCD, kan gå helt over. Andre, som skizofreni og en personlighedsforstyrrelse, følger som udgangspunkt personen resten af livet. Hvis man får det så godt, at symptomerne forsvinder, kan den ændres til fx “skizofreni i fuld remission”. At en diagnose justeres, betyder ikke nødvendigvis, at den første var forkert – oftest er det udtryk for, at tilstanden har udviklet sig, eller at der er kommet ny viden til.