Skip to content

Bedre Psykiatri mener

Bedre Psykiatri er en politisk organisation. Vi blander os i debatten og udarbejder forslag, høringssvar, baggrundspapirer mm. Her kan du læse, hvor vi står på nogle af de mest centrale spørgsmål i debatten om psykiatriens udfordringer og udvikling.

Pårørende er psykiatriens vigtigste ressource

Når de pårørende bliver inddraget og får støtte og undervisning, har den syge bedre mulighed for at blive rask. Det er der solid dokumentation for. Derfor og fordi pårørende har brug for hjælp til at håndtere det ekstreme pres, de er underlagt, bør psykiatrien blive bedre til at inddrage og hjælpe de pårørende.

Mere viden om pårørende

Bedre Psykiatris politiske forslag om pårørende

Tvang er et symptom på udsultet psykiatri

Tvang er ødelæggende for god og tillidsfuld psykiatrisk behandling og har ofte skadelige konsekvenser for de syge og deres pårørende. Vi kan ikke undvære tvang 100 pct. men det bør være sidste udvej, og nedbringelse bør derfor være en vigtig prioritet for politikere og behandlere.

Det har længe været forsøgt at nedbringe tvang ved hjælp af særlige metoder og projekter. Det lader sig gøre men når fokus flytter eller pengene til de ekstra ressourcer hører op, vender tvangen tilbage.
Læren er, at tvangen ikke vil blive nedbragt væsentligt, før psykiatrien bliver løftet, så medarbejderne har tid til at erstatte tvang med tillidsfuld, langvarig relationsbaseret behandling.

Mere viden om tvang i psykiatrien

Medicin kan ikke stå alene

Medicin er et værdifuldt værktøj til behandling af mennesker med psykisk sygdom, som mange har stor gavn af. Men medicin bør ikke være den eneste behandling. Både fordi der er mange med psykisk sygdom, som har begrænset eller ingen gavn af medicin, og fordi mennesker med psykisk sygdom har bedre mulighed for at blive raske, hvis medicinen bliver kombineret med terapi, pårørendeinddragelse og andre former for behandling.

Det er samtidig afgørende at patienterne ikke får mere medicin eller medicin i længere tid end, de har gavn af. Der bør derfor være større fokus på ud- og nedtrapningsplaner – gerne allerede fra udskrivning af den første recept.
De pårørende kan spille en vigtig rolle i mange syges medicinbehandling. Fx ift. at opdage bivirkninger og hjælpe den syge med at tage sin medicin rigtigt.

Mere viden om medicin i psykiatrien

Psykisk sygdom er ikke kronisk

Men den rigtige behandling kan de fleste mennesker med psykisk sygdom få det bedre, og mange kan blive helt raske. Det gælder også de mest alvorlige sygdomme som skizofreni og borderline. Myten om, at psykisk sygdom er kronisk, er en af de væsentligste grunde til, at psykiatrien er så underprioriteret i sundhedsvæsenet.

For Bedre Psykiatri er det derfor afgørende at fastholde og kæmpe for, at psykisk sygdom bliver omtalt og opfattet som sygdom. Opfatter man det i stedet som sårbarhed eller lidelse, bliver sygdommen mere til en tilstand eller en generel skrøbelighed, som det er mindre givet, at man har ret til at blive behandlet for.

Læs mere om at recovery – at komme sig fra psykisk sygdom

Mistrivsel er ikke psykisk sygdom

Mistrivsel og dårligt mentalt helbred bliver ofte fremhævet i debatten om psykiatriens problemer. Men det er vigtigt at skelne mellem sygdom og mistrivsel, og det er vigtigt, at være opmærksom på, at det langt fra er alle, der mistrives, der skal have behandling i psykiatrien. Begge dele er væsentlige samfundsproblemer, men når man blander dem sammen risikerer man, at ressourcerne bliver brugt forkert.

Mennesker med psykisk sygdom som skizofreni, bipolar og borderline har brug for solid psykiatrisk behandling, og de er afhængige af, at psykiatrien bliver bedre end den er i dag. Børn og unge, der mistrives har brug bedre hjælp og støtte i hverdagen, og de har først og fremmest brug for, at skolen, PPR og øvrige kommunale indsatser bliver bedre, end de er i dag.

Mennesker med psykisk sygdom kan og vil arbejde og uddanne sig

Beskæftigelse og uddannelse er både et mål i sig selv og et middel til at få det bedre for de fleste med psykisk sygdom. Struktur og social kontakt har stor betydning for mange, og de fleste med psykisk sygdom vil – ligesom alle andre – gerne nyde de økonomiske, identitetsmæssige og sociale fordele ved at have et arbejde og være en aktiv del af samfundet.

Kommunerne skal derfor blive bedre til at hjælpe mennesker med psykisk sygdom i arbejde og uddannelse. Metoden IPS, hvor mennesker med alvorlig psykisk sygdom får individuelt tilpasset støtte til at komme ind på arbejdsmarkedet, skal udbredes til flere.

Selvom også alvorligt syge mennesker kan komme i arbejde – blandt andet ved hjælp af IPS-metoden, er det indlysende, at der er mennesker med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, som ikke kan arbejde, og som derfor ikke skal tvinges i beskæftigelsesforløb.

Læs mere om arbejde og uddannelse for mennesker med psykisk sygdom

Læs Bedre Psykiatris forslag om udbredelse af IPS-metoden

Pressekontakt

Vi udtaler os gerne om ovenstående og andre spørgsmål om psykisk sygdom og vilkårene for mennesker med psykisk sygdom og pårørende. Du er altid velkommen til at ringe.

Høringssvar, forslag og udspil

Vi har udarbejdet en lang række konkrete svar og forslag om psykiatriens centrale udfordringer.