Skip to content

tilbage til Nyheder

Bedre Psykiatri modtager donation på 200.000 kr. fra Fonden Sol og Strand

19. december 2023

Fonden Sol og Strand uddeler for fjerde år donationer til gode formål, og Bedre Psykiatri er igen i år på listen over modtagere.

Donationen fra Fonden Sol og Strand skal bruges til at sikre og videreudvikle Bedre Psykiatris rådgivning for forældre og andre nære pårørende til mennesker med psykisk sygdom.

Og det er der i den grad behov for, fortæller Generalsekretær i Bedre Psykiatri Jane Alrø Sørensen:

”I de senere år er der blevet væsentligt flere psykiatriske patienter, men antallet af medarbejdere er ikke fulgt med. Derfor ser vi en ekstremt presset psykiatri, som er tæt på at kollapse, og midt i det hele står de pårørende, som bliver mere og mere desperate, fordi de føler sig magtesløse. ”

Ægteparret Margit og Kjeld Andersen, der grundlagde Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, hvoraf Fonden Sol og Strand udspringer er selv pårørende. De har selv oplevet, hvor opslidende, frustrerende og hårdt det er, når en man elsker, er ramt af psykisk sygdom. Da frustrationerne og bekymringerne var størst, fik de hjælp i Bedre Psykiatri.

Derfor er ægteparret glade for igen i år at kunne give en flot donation til Bedre Psykiatris arbejde, der skal sikre, at Bedre Psykiatri altid vil være det sted pårørende, kan få hjælp.

”Det er givende for os, at vi kan støtte Bedre Psykiatri, der oplever et enormt behov for støtte til pårørende. Der er ingen tvivl om, at det er opslidende at være pårørende til en psykisk syg, men forhåbentlig kan vores donation være til at sikre, at flere får den nødvendige vejledning og rådgivning” fortæller Margit Andersen.