Indlæggelser, tvang og de svære vurderinger – når bekymringen vokser
Hvornår er det tid at søge hjælp? Hvordan taler man om indlæggelse, uden at det bliver et brud i tilliden? Og hvad kan man aftale på forhånd, så det ikke først bliver aktuelt, når det brænder på?
Psykisk sygdom kan gøre det svært at se, hvor slemt det egentlig står til – især for den, som er ramt. Det, der ude fra ligner en tydelig forværring, kan indefra føles til at håndtere. Som pårørende kan man sidde tilbage med en voksende bekymring og spørgsmålet: Er det alvorligt nok, og hvad må jeg egentlig gøre?
En indlæggelse i tide er ofte det, der forebygger tvang senere. Men det kræver, at man har talt om det, før krisen er der.
På dette webinar guider psykiater Roshanak Hejazi, der har særlig viden om tvang og indlæggelse, dig gennem hele forløbet – fra de første advarselstegn til udskrivelsen.
Roshanak Hejazi kommer blandt andet ind på:
Hvilke tegn skal man som pårørende være opmærksom på
Hvorfor det er svært at vurdere sygdommens alvor undervejs
Hvornår man bør overveje indlæggelse og hvordan forebygger det tvang
Hvordan man laver man klare aftaler i familien på forhånd
Hvorfor tvang nogle gange er nødvendigt
Webinaret henvender sig til dig, der er pårørende til et menneske med psykisk sygdom, og som gerne vil være bedre rustet til at handle i tide.
Webinaret afholdes den 14. oktober kl. 17-18 via Microsoft Teams og der vil være mulighed for at stille spørgsmål via chatten.
Tilmelding
Ambulant behandling ved skizofreni
Hvad sker der egentlig, når en indlæggelse slutter – og hvordan støtter vi bedst et menneske videre i livet med skizofreni eller psykose?
Det kan du som pårørende blive klogere på i dette webinar, hvor du får:
Overblik over tiden efter indlæggelse
Indsigt i ambulant behandling og opfølgning
Forståelse for samarbejdet mellem relevante aktører
Viden om overgangen til videre støtte og planlægning
Rikke Hilker, cheflæge på Bispebjerg Hospital, Psykiatrisk Center København, deler ud af sin viden og erfaring, så du som pårørende får et klart overblik og bedre forudsætninger for at forstå og støtte din kære i vejen videre.
Webinaret afholdes den 28. oktober kl.16.30 – 17.30 og vil foregå via Microsoft Teams (online).
Tilmelding
Når kroppen reagerer på verden – sansernes betydning for din kære
Det kan være godt for nervesystemet at dæmpe lyset, undgå travle steder eller have noget i hænderne. Men hvorfor virker det – og hvad er det egentlig, der sker?
For mennesker med psykisk sygdom bearbejder nervesystemet ofte sanseindtryk anderledes end hos andre. Det betyder, at bestemte sanseindtryk kan skabe uro, stress og udmattelse – og at de rigtige kan gøre det modsatte: skabe lindring, ro, tryghed og overskud.
Det er viden, du som pårørende kan bruge for at forstå, hvad der faktisk hjælper og hvorfor.
Til dette webinar guider ergoterapeut Lotte Ussing dig igennem sansernes betydning ved psykisk sygdom og giver dig konkrete redskaber til at støtte din kære i hverdagen.
Lotte Ussing kommer blandt andet ind på:
Hvad sansebearbejdning er, og hvorfor det spiller ind ved psykisk sygdom
Hvordan sansemæssige udfordringer kan se meget forskelligt ud fra person til person
Hvilke redskaber og strategier der kan lindre og skabe ro
Hvordan du som pårørende kan bruge denne viden i hverdagen
Webinaret henvender sig til dig, der er pårørende til et menneske med psykisk sygdom – hvad enten det er et barn eller en voksen. Webinaret afholdes den 3. november kl.16.30-17.30 og vil foregå via Microsoft Teams. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål via chatten.
Tilmelding
Deltag i Bedre Psykiatris webinarer og bliv klædt på til livet som pårørende.
Bedre Psykiatri holder løbende webinarer, hvor pårørende kan få viden og værktøjer til at håndtere livets mange udfordringer. Alle vores webinarer er gratis at deltage i og handler om emner og problemstillinger, som er relevante for pårørende til mennesker med psykisk sygdom.
Missede du et tidligere webinar?
Vi optager alle vores webinarer, så du kan se dem, lige når det passer dig.
Tidligere webinarer
Hvad er et webinar?
Et webinar er et online seminar, hvor du møder oplægsholderne direkte på nettet. Som deltager ser du webinaret fra din computer, mobil eller tablet.
Under Bedre Psykiatris webinarer har du ofte mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne, som de fleste gange er en eller flere af Bedre Psykiatris rådgivere.