Skip to content

Kontakt lokalavisen

Lokalavisen vil ofte gerne skrive om jeres gode aktiviteter, så kontakt dem og fortæl, hvorfor det er vigtigt at skrive om jeres arrangement eller jeres holdning. Her er de tre vigtigste metoder til at få dit budskab i medierne:

1. Ring til en journalist
Brug den, når du har en god historie, som journalisten kan bringe i avis/radio/tv. Skriv de vigtigste oplysninger ned til dig selv på forhånd. Det gør historien klarere for dig og journalisten. Journalisten beder næsten altid om, at du sender noget efterfølgende på mail. Det er en stor hjælp, hvis du på forhånd ved, hvilken journalist på mediet, der interesserer sig for psykiatri eller har det som sit stofområde. 

2. Skriv et læserbrev
Brug den, når du har en holdning – gerne konkret politisk. Nogle læserbreve er oplysende og fulde af gode argumenter, andre udtrykker udelukkende personlige følelser. Læserbreve kan indeholde en løsning på problemet, men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du udtrykker en holdning til problemet.

3. Skriv en pressemeddelelse
Brug pressemeddelelsen, når du har et arrangement, du vil skabe interesse for. Det er en kort tekst med alle de vigtigste oplysninger om arrangementet. Det vil sige om tid, sted, tilmelding, hvem deltagerne er, hvad arrangementet går ud på, hvordan det vil foregå, og hvorfor det er vigtigt at komme til det. Efter pressemeddelelsen er skrevet, henvender du dig til lokale medier for at høre om muligheden for at få publiceret den.