Hvis Kirsti Kyeds 11-årige datter, Sophia, var vågnet bare ti minutter tidligere, end hun plejer, ville vores telefoniske interview være blevet afbrudt brat.
Sophias krop ville begynde at ryste voldsomt. Panikken ville være tydelig i hendes øjne. Hun ville løbe hen og klamre sig til sin mor – eller begynde at skrige og slå hende i afmagt.
Kirsti Kyed har oplevet nedsmeltningerne utallige gange før, hvis hun er gået ind i et andet rum end sin datter eller har vendt opmærksomheden væk fra hende et kort øjeblik.
“Sophia har brug for at være i kontakt med mig konstant. Hun låner ligesom mit nervesystem til at regulere sit eget. Det kan gå helt galt, når hun ikke rører ved mig,” siger hun, mens hun ånder tungt ud.
Efter fire års kamp blev Sophia i februar 2026 diagnosticeret med ADHD og autisme. I dag mistrives hun stadig så meget, at Kirsti Kyed er nødt til at være hjemme fra skole med hende.
Hver dag gør Kirsti Kyed alt, hvad der står i hendes magt, for at forhindre, at hendes barn gør skade på sig selv.
“Der er ingen – ingen – der vil ønske det stress og pres, jeg lever i. Det stopper ikke, når man har fri klokken fire. Det kører 24-7. Og når det er værst, og medicinen ikke fungerer, kommer der jo også mareridt, selvskade, ture frem og tilbage på hospitalet oveni. Det er fuldstændig umenneskeligt at være i.”
Mistrivslen bider sig fast
Hverdagen gik allerede skævt kort efter, at Sophia begyndte i skole.
Som månederne gik, fik hun det værre og værre. Halvdelen af ugens dage reagerede hun voldsomt, når hun kom hjem fra skole. Hendes fravær steg hurtigt: Først til 10, så 20 og størstedelen af tiden 30 procent. I lange perioder kom hun kun i skole hver anden dag.
“Det er ikke, fordi jeg ikke er en handlekraftig og kompetent person, der stiller krav. Tænk, at nogen kan tro, at det bare er det, det handler om. At forældre skal være bedre til at sætte krav til børnene, og så løser vi mistrivslen. Sådan hænger det simpelthen ikke sammen,” siger Kirsti Kyed.
Inden femte klasse havde Sophia skiftet skole fire gange. Lærerne mente nemlig, at det kunne være godt for hende at begynde på en frisk efter de utallige konflikter, hun næsten dagligt havde med de andre elever.
“Hele udfordringen er, at lærerne tænkte: ‘Det barn, som du beskriver, oplever vi ikke i skolen’. Sophia viste først rigtigt, hvor belastet hun var, når hun kom hjem, og lærerne oplevede ofte et barn, der maskerede. Så det var svært at få den rette hjælp,” fortæller Kirsti Kyed.
Men nye klassekammerater hjalp lige vidt. Heller ikke et skift til en mindre klasse med kun 12 elever var nok til at hjælpe Sophia. Et andet af PPR’s tiltag fokuserede på at skrue helt ned for de faglige krav og i stedet udelukkende skabe relationer til klassekammeraterne – men uden held.
“I dag ved vi, at det var lige præcis dét med at aflæse og navigere i sociale relationer, der var en stor belastning for hende. Men det var der simpelthen ingen, der vidste dengang. Derfor har forløbet været et langt nederlag for Sophia. Over mange år blev hele hendes selvværd og identitetsfølelse svækket totalt,” forklarer Kirsti Kyed.
I årevis forsøgte familien at løse problemet ved at ændre rammerne omkring Sophia. Men de manglede stadig svaret på, hvorfor hun havde det så svært.
Intet virkede
For hvert år, der gik, blev Sophias symptomer værre.
Hun fik psykotiske episoder, hvor hun hallucinerede, at hendes mor døde. Hun oplevede, at ting blev levende i rummet omkring sig. Og på et tidspunkt blev hun indlagt på en lukket afdeling, fordi hun skadede sig selv og forsøgte at gøre en ende på sit liv.
“Du kommer til et punkt, hvor du tænker: Jeg har ikke mere at byde ind med nu. Jeg kan ikke finde på flere forbedringstiltag. Jeg skal have hjælp,” siger Kirsti Kyed.
Vendepunktet blev, da Kirsti Kyed og hendes datter blev dagsindlagt sammen i to måneder på Glostrup Psykiatrisk Hospital i november 2025. Indlæggelsen aflastede Kirsti, men den gjorde det samtidig muligt at udrede Sophia for ADHD og autisme.
Det var første gang, familien begyndte at få svar på det spørgsmål, de havde stillet sig selv i årevis: Hvad var det egentlig, der belastede Sophia så meget, at hun langsomt mistede grebet om sin hverdag?
Pludselig begyndte mange af de oplevelser, familien havde kæmpet med i årevis, at give mening. Sophias mistrivsel bundede ikke i manglende vilje til at gå i skole, for høje faglige krav eller de forkerte klassekammerater.
Den skyldtes derimod, at hun var svært belastet af sin autisme og ADHD på en måde, der først blev tydelig efter udredningen. Hun havde brug for en hverdag omgivet af specialpædagogiske kompetencer.
“Det gik op for mig, hvor lidt de tidligere tiltag egentlig havde matchet Sophias behov,” siger hun og fortsætter:
“I dag har jeg lært, at Sophia brugte det meste af sin energi på at aflæse de andre børn. Hun kortlagde hele tiden, hvad folk gjorde og sagde, og hvem der var venner med hvem. Hun var så optaget af de andre, at hun ikke kunne mærke sig selv,” siger Kirsti Kyed.
Fra afmagt til strejf af håb
Da Sophia havde fået sine diagnoser og blev udskrevet i februar 2026, stod Kirsti Kyed alene med ansvaret for at omsætte den nye viden til en hverdag derhjemme.
Hun har fået tildelt tabt arbejdsfortjeneste, så hun kan bruge al sin energi på at passe sin datter. Det ville ikke kunne lade sig gøre at passe et arbejde ved siden af, fordi Sophia er i gang med at finde ud af, hvilken medicin der hjælper hende bedst. Noget, der giver stor ustabilitet i hendes symptomer.
“Jeg står helt på egne ben nu, og det er et kæmpe ansvar. Der mangler virkelig noget forberedelse til forældre, der går alene hjemme med deres barn, efter at de er blevet udskrevet fra psykiatrien, og de venter på kommunens hjælp,” lyder det fra Kirsti Kyed, som fortsætter:
“Det er helvede på jord, det, jeg står i lige nu. Hele dagen prøver jeg bare at holde hende i balance og undgå, at hun skader sig selv. Men snart bliver det forhåbentlig bedre.”
Efter sommerferien skal Sophia nemlig begynde på en dagsbehandlingsskole, hvor undervisningen foregår i mindre fællesskaber med tæt støtte fra fagpersoner som specialpædagoger og psykologer.
Det giver familien håb om, at hun kan få den støtte, hun har brug for – og at ansvaret for Sophias ve og vel fremover ikke alene hviler på Kirstis skuldre.
Endelig hjælp til hverdagen
Dagsindlæggelsen og udredningen gav familien svar på, hvorfor Sophia reagerede, som hun gjorde. Men selv efter diagnoserne stod Kirsti tilbage med et nyt spørgsmål: Hvad gør jeg så i praksis?
“Da jeg snakkede med personalet på dagsbehandlingsskolen, var det første gang, jeg havde følelsen af at få konkret hjælp til hverdagen. Der var nogen, der forklarede mig hendes reaktioner, og hvad jeg konkret kunne gøre,” siger hun.
For Kirsti Kyed blev møderne også en lettelse på et mere personligt plan.
“Jeg gik rundt med en følelse af, at jeg måtte gøre noget forkert, fordi mit barn var i mistrivsel. Men nogle af de fagpersoner, jeg mødte, sagde, at når tolerancevinduet bliver så lille, som det er hos Sophia, kan hun gå fra understimulering til overstimulering på et øjeblik. Og begge dele kan gøre, at hun brænder sammen. Det var første gang, jeg forstod, hvorfor det havde føltes så umuligt at holde hende i balance,” siger hun.
Samtalerne gav Kirsti Kyed en større forståelse af, hvorfor Sophia reagerede så voldsomt på krav, forandringer og sociale situationer. De lærte hende, hvordan mere forudsigelighed, tydelige overgange og færre uforudsete skift konkret kunne hjælpe hende med at finde ro igen.
Fokus flyttede sig fra at handle om, hvordan Sophia kunne passe ind i de eksisterende rammer, til at forstå, hvilke rammer Sophia havde brug for.
Mindre planlægning, mere ro
Indtil Sophia begynder på dagsbehandlingsskolen til august, forsøger Kirsti Kyed at skabe en hverdag med mere forudsigelighed og færre belastninger.
Lige efter udredningen prøvede hun at kopiere den struktur, fagpersonalet på Glostrup Psykiatriske Hospital brugte. Dagene blev planlagt i halve timers intervaller med kreative aktiviteter som at male på sten eller lave linoleumstryk. Men efter noget tid opdagede hun, at den meget detaljerede planlægning også kunne blive en stor belastning.
I dag er strukturen derfor mindre rigid. Sophia ved som udgangspunkt, hvad dagen skal indeholde, om der kommer gæster, eller om familien skal noget bestemt. Samtidig har Kirsti Kyed indført nogle faste aktiviteter, som skaber ro og forudsigelighed.
For tiden går de tre faste ture med hunden hver dag. I en periode tog de også i Trampolinland tideligt hver morgen, når stedet åbnede. På den måde kunne Sophia bevæge sig uden at skulle forholde sig til mange mennesker.
Resten af dagen tilpasser Kirsty Kyed efter, hvordan Sophia har det.
“Jeg prøver altid at styre dagen efter, hvornår jeg kan mærke, at jeg har fået hende i en balancetilstand,“ siger hun.
Hvis Sophia begynder at bide negle, vibrere i kroppen eller på anden måde viser tegn på uro, kan Kirsti Kyed for eksempel hjælpe hende i gang med at gynge på en sansegynge. Hun kan også spille et brætspil eller lave noget kreativt med hende. Andre gange er det mere hjælpsomt, at Kirsti Kyed trækker sig lidt tilbage og giver Sophia plads til selv at finde ro.
De nye rutiner har ikke løst alle familiens udfordringer. Men det at se Sophia komme mere og mere i balance med små museskridt giver familien noget, de længe har manglet: En oplevelse af, at der findes redskaber, som hjælper, og en tro på, at hverdagen kan blive lettere med tiden.
For første gang i flere år tør hun samtidig forestille sig en hverdag, hvor Sophias mistrivsel ikke fylder alt, og hvor arbejde, træning og aftaler med veninder igen bliver en naturlig del af hendes liv.