Skip to content

Piger med autisme: Tegn, maskering og det skal du vide som forælder 

Mange pigers autisme bliver først opdaget, når de begynder at mistrives. Bliv klogere på, hvad der ofte kendetegner piger med autisme, hvorfor de typisk bliver diagnosticeret langt senere end drenge, og hvad man ofte kommer til at misforstå som pårørende.  

Piger med autisme

Ofte får piger med autisme først deres diagnose i teenage- og voksenårene.

Christina Sommer, psykologisk konsulent

Piger er nemlig ofte gode til at tilpasse sig, holde øje med andre og gøre det “rigtige” i sociale situationer. De følger med i skolen, siger ja til legeaftaler og virker måske både dygtige og velfungerende udefra.

Men på sigt kan pigerne komme til at betale en høj pris. Det er ikke altid synligt, hvor meget energi hverdagen kræver af dem – og hvor svært de kan have ved at forstå de sociale interaktioner og spilleregler.

Derfor bliver udfordringerne ofte først tydelige, når de begynder at trække sig, bliver overbelastede eller ikke længere kan holde til hverdagen. 

Det fortæller psykologisk konsulent Christina Sommer, der har arbejdet med børn og unge med autisme i to årtier. Ifølge Christina Sommer er der syv ting, du særligt bør vide som forælder til en pige med autisme, så du kan støtte dit barn bedst muligt.

Autisme hos piger bliver ofte overset   

Vores billede af, hvad autisme er, bygger i høj grad på studier af drenge fra midten og slutningen af 1900-tallet. 

Historisk tog studierne udgangspunkt i en lille gruppe børn – primært drenge – og det har været med til at forme den måde, vi stadig forstår autisme på i dag. 

Det typiske billede på et barn med autisme er for eksempel en dreng, der er meget optaget af noget specifikt som tog eller systemer, og som ikke rigtig interesserer sig for det sociale. 

Selvom vi i dag ved, at autisme kan se ud på mange forskellige måder, hænger det gamle billede stadig ved. Og når det er det, man har kigget efter, giver det også mening, at piger i mange år er blevet overset. Deres autisme ser nemlig ofte anderledes ud og passer ikke ind i den klassiske forestilling. 

Pigers interesser bliver ofte overset

Hvor drenge ofte har særinteresser, der skiller sig tydeligt ud fra deres jævnaldrende, kan pigers interesser ofte ligne “helt almindelige” hobbyer, andre piger også dyrker. 

Det kan for eksempel være: 

  • dyr  
  • bøger  
  • kendte personer  
  • kreative aktiviteter  

Forskellen ligger i, hvor intenst interessen bliver dyrket. Den kan fylde rigtig meget, være meget detaljeret – og være noget, pigen bruger virkelig meget tid på.  

Mens piger med autisme er helt unge, vil de ofte lave lege ud fra deres interesser, som andre børn kan lege med i. Men når de bliver ældre, bliver pigerne med autisme typisk skarpere i deres interesser og endnu mere detaljerede – og det er her, de andre børn typisk begynder at miste interessen for legene.  

Piger med autisme er ofte gode til at tilpasse sig socialt 

Mange piger med autisme er utroligt optagede af at passe ind. 

De holder øje med, hvad andre gør, og prøver at gøre det samme. Det kaldes ‘social tilpasning’.  

For eksempel vil piger med autisme ofte: 

  • kopiere en venindes måde at tale på  
  • følge med i, hvad man “plejer” at gøre i en situation  
  • sige ja, fordi det er det rigtige at gøre  

Det kan få det til at se ud, som om de trives socialt – selvom de i virkeligheden er på konstant overarbejde. 

Maskering kan skjule udfordringerne 

Når et barn gentagne gange oplever, at dets behov ikke bliver forstået, kan det begynde at skjule dem. Det kaldes maskering. Og især piger er gode til den tilpasningsstrategi.  

Når en pige bruger maskering, kan hun for eksempel: 

  • lade være med at sige, at der er for meget larm  
  • undertrykke behov for pauser  
  • forsøge at “opføre sig rigtigt” for ikke at stikke ud eller være til besvær  

Udadtil ser hun velfungerende ud. Men indeni kan hun være presset og udmattet. 

Ude og hjemme er to forskellige verdener 

Mange forældre oplever, at deres barn fungerer fint i skolen, men bryder sammen derhjemme. 

I skolen kan pigen blive beskrevet som: 

  • dygtig  
  • stille  
  • vellidt  

Hjemme kan hun: 

  • være udmattet  
  • være overvældet  
  • have følelsesladede nedsmeltninger  

Det skyldes ofte, at hun har brugt al sin energi på at tilpasse sig i løbet af dagen, og at energien slipper op, når hun kommer hjem, er i sine vante omgivelser og endelig kan slappe af. 

Sen opdagelse kan påvirke, hvordan piger ser sig selv 

Når autisme ikke bliver opdaget tidligt, kan pigen nå at tro, at det er hende, der er noget galt med. 

Hun kan opleve, at hun hele tiden må anstrenge sig for at være som de andre – og samtidig ikke forstår det, andre forstår. 

Over tid kan det sætte sig som en følelse af at være utilstrækkelig, at være forkert eller ikke at høre til – og slå skår af hendes selvværd. 

Mistrivsel er ofte det, man ser først 

Fordi piger med uopdaget autisme ofte skjuler deres udfordringer, er det sjældent autisme-trækkene, man først lægger mærke til. I stedet er det mistrivslen, der typisk er tydelig. 

Det kan være, når barnet: 

  • begynder at trække sig 
  • får angst eller depressive symptomer 
  • ikke længere kan komme i skole 
  • bliver sanseforstyrret i en ekstrem grad – for eksempel får nedsmeltninger over lyden af opvaskemaskinen eller kun vil gå i det helt samme tøj 

Her kan det være relevant at undersøge, om der ligger autisme bag. 

Som forælder kan det være en hjælp at være opmærksom på: 

  • om dit barn bruger meget energi på at passe ind 
  • om der er stor forskel på, hvordan hun har det ude og hjemme 
  • om mistrivsel kan være et tegn på noget mere 

Tidlig forståelse og støtte kan gøre en stor forskel for piger med autisme – både i hverdagen og for deres trivsel på længere sigt.