Arbejdet kan være et vigtigt pusterum for mange pårørende. Her er der fokus på andet end sygdom, og samværet med gode kollegaer kan være med til at give en følelse af normalitet og hverdag.
Jess Haderslev er erhvervspsykolog og har erfaring med at rådgive både ledere og ansatte. Han giver her sine råd til, hvordan du kan bevare den gode relation og det gode samarbejde med dine kollegaer, når pårørendesituationen har indflydelse på arbejdslivet.
Find balancen for åbenhed
Det er hjælpsomt, hvis du lader dine kollegaer vide, hvilken situation du står i. Viden om din pårørendesituation er en forudsætning for, at de forstår, du kan være påvirket både fysisk og mentalt. Det vil også være nemmere for dem at forstå, hvis der er nogle ting, du plejer at stå for tidligere, men lige nu ikke er i stand til at gøre.
Dog er det vigtigt at nævne, at åbenheden ikke skal være grænseløs. Nogle pårørende føler, de skal legitimere, at de har brug for andre hensyn. Af den grund kan man komme til at fortælle for meget, som man muligvis fortryder efterfølgende. Derfor er det en god ide at overveje på forhånd, hvor meget og hvor lidt, du vil indvie dine kollegaer. Du kan have en standardsvar klar, som er imødekommende, men som ikke nødvendigvis lægger op til dialog, hvis du ikke ønsker det.
Indvi dine kollegaer i aftalerne med din leder
Det er en god ide at melde ud, hvad der bliver aftalt med lederen på de punkter, som har indflydelse på arbejdsgangen med dine kollegaer. Det kan være, I aftaler, at du har flere hjemmearbejdsdage, måske lægger du dine timer anderledes, så man ikke kan kontakte dig om formiddagen, eller måske er der nogle arbejdsopgaver, du ikke længere skal tage dig af. Uanset hvordan aftalen bliver, er det en god ide at indvie dine kollegaer. Du kan aftale med din leder, hvordan og hvornår det skal meldes ud. På den måde opstår der ikke tvivl eller undren, hvis din gang på arbejdspladsen bliver anderledes. Og så er det også nemmere for dine kollegaer at agere i ændringer og tage hensyn til dig.
Fortæl at du stadig er en del af holdet
Som pårørende vil man gerne mødes med forståelse, men samtidig også bevare de positive forventninger fra ens kollegaer. Nogle kollegaer kan som et misforstået hensyn komme til at ville skåne dig. For eksempel ved at undgå at involvere dig i nogle opgaver eller udfordringer. Det kan give dig som pårørende en følelse af at blive forbigået eller glemt. For at undgå det, er det en god ide at italesætte, at du fortsat både kan og vil bidrage, og at du stadig er en del af holdet, som de kan regne med. Det vil gøre det nemmere for dine kollegaer at navigere i situationen. Samtidig er det med til at bevare følelsen i dig af at være værdifuld for dine kollegaer.