Vi forbinder ofte sorg med at have mistet. Men mange pårørende oplever sorg, selvom den, de er pårørende til, stadig lever. Det kan fx være, fordi de har haft drømme for fremtiden, der pludselig blev uopnåelige. Eller det kan være et savn efter deres kære, som de var, før sygdommen. Sorgen kan være svær at sætte ord på, og hos nogle kan den føre til følelsen af ensomhed, fordi den er svær at dele.
Tab
Der er mange tab forbundet med at være pårørende til en person med psykisk sygdom. For selvom man stadig har personen fysisk i sit liv, er det måske en person, der har ændret sig mentalt. Samtidig er der måske sket en ændring i det forhold, I tidligere havde. Det vil sige, at du måske ikke længere har en ligeværdig relation med din partner. Det kan også være, du har en søn eller datter, der stod overfor at skulle flytte hjemmefra, men stadig bor hjemme og har brug for pleje og omsorg. Eller måske har du et barn, som ikke får en normal ungdom, men er fanget på sit værelse med hyppige besøg på en psykiatrisk afdeling.
Usynligt tab
Når der er sket et dødsfald, er det tydeligt for omverdenen, at der er sket et tab, og at de efterladte har brug for hjælp og forståelse. Men mange opfatter det anderledes, når sorgen drejer sig om en person, der fortsat lever. Det betyder, at man som pårørende ikke bliver mødt med samme anerkendelse som ved et dødsfald, hvor folk udefra automatisk giver udtryk for deres sympati og forståelse for den situation, man står i.
Svært at være åben
Som pårørende til en person med psykisk sygdom kan det være svært at være åben omkring, hvad det er for en sorg, du oplever. Måske også, fordi det kan være forbundet med skyldfølelse, at du er endt i den situation. For eksempel vil forældre til en person med spiseforstyrrelse ofte spekulere over, hvad deres rolle har været og er i det, og om de kunne have gjort noget anderledes. Eller det kan være, at ens partner oven i den psykiske sygdom har fået et misbrug, man skammer sig over.
Sådan kan du lindre sorgen
Det er ikke altid lige rart at dele sin sorg med andre. Især ikke når den kan være forbundet med skyldfølelse, og ikke alle reagerer, som man måske håbede på. Isolation er dog heller ikke det rigtige at gøre, hvis man ønsker at få det bedre. Det handler derfor blandt andet om at finde de rigtige mennesker at dele sorgen med:
- Meld dig ind i en samtalegruppe
Samtalegrupper kan være et sted, hvor du møder andre, der har det ligesom dig og forstår følelsen af at sørge over en person, som stadig er her. Mødet med andre, der forstår og genkender dine følelser, kan give luft for det, der tynger dig. Det kan også være med til at give dig anerkendelse af din følelse af tab.
Læs mere om Bedre Psykiatris samtalegrupper
- Søg i eget netværk
Se dig om i dit netværk og overvej, hvem der ville kunne lytte venligt og åbensindet. Du kan ikke styre, hvordan andre reagerer på din sorg. Men du kan sikkert hurtigt fornemme, om de reagerer på en måde, der er god for netop dig. Det er ikke nødvendigvis dem, du ville gå til med andre ting. Det kan være nogen, der står eller har stået i en lignende situation, der måske vil have nemmere ved at forstå.
- Ræk selv ud
Det er rart, når ens nærmeste selv opdager, hvordan man har det, og rækker ud til én. Men hvis de ikke gør det, er det sjældent, fordi de ikke vil hjælpe. Det er oftere, fordi de ikke har opdaget, hvordan du har det, eller fordi de af forskellige grunde tror, at du ikke har lyst til at tale om det, eller måske ikke har lyst til at tale med netop dem. Det er derfor vigtigt, at man selv beder om hjælp.
- Hjælp dine nærmeste med at spørge
Det er ikke let at spørge eller lytte på den rigtige måde. Men i stedet for at blive irriteret eller skuffet, når dine nærmeste ikke er gode at tale med, så prøv at fortælle dem, hvordan du gerne vil tale med dem. Bed dem fx om at være nysgerrige og spørgende i stedet for at komme med gode råd. Og fortæl dem, at du sætter pris på, at de rækker ud, selvom du har afvist dem flere gange. Det kan også være, at du har mere behov for praktisk hjælp end omsorg. Du kan fx spørge om dine venner kan lave en ekstra portion aftensmad eller hente dine børn fra institutionen.
- Professionel hjælp
Hvis det ikke er tilstrækkeligt at række ud i sit netværk eller at opsøge pårørendegrupper, kan det være en god ide at opsøge professionel hjælp – fx en psykolog. Så er man sikker på at blive lyttet til og taget godt imod. En psykolog kan også hjælpe med at give dig viden om sygdommen. På den måde bliver du klogere på, hvordan du skal tackle sygdommen. Du kan også tale med en psykolog om, hvordan du bedst muligt når frem til en accept af den (sorgfulde) situation, du står i som pårørende.
Psykologens vigtigste opgave ved sorg er som regel at kunne være i de svære samtaler og gøre én tryg i, at det er okay at være ked af, at ens nærmeste er en anden, end de var. Og at man ikke er et dårligt menneske for at tænke det. Når man taler om tabet som noget virkeligt, kan det hjælpe én med at acceptere sorgen og lægge skyldfølelsen væk.
- Hold pause fra sygdommen
Det kan være en god ide at gøre ting sammen med den sygdomsramte, som ikke handler om sygdom. Det kan skabe en stærkere relation, og måske I finder tilbage til noget af det, der var engang.
Der findes ingen rigtig eller forkert måde at sørge over sit tab på. Det handler om at finde ud af, hvilken strategi der virker for netop dig og så følge den for at lindre smerten ved at føle sig ensom og med tiden måske slippe den helt.