Der kan være flere grunde til, at man føler sig ensom som pårørende. Det kan være, at man bliver isoleret fysisk, fordi man er nødt til at bruge meget tid sammen med sin kære. Eller det kan være fordi ens omgangskreds ikke ved, hvordan de skal spørge ind eller samtale om ens problemer eller om den, der har en diagnose. Deres berøringsangst kan føles, som om de trækker sig, så du føler dig overladt til dig selv.
Nogle pårørende kan også have tendens til at holde følelserne for sig selv, fordi de frygter, at deres omgivelser ikke forstår dem. Mange er også bange for, at andre vil dømme dem for deres følelser. Nogle skammer sig måske og frygter andres fordømmelse, hvis de fx fortæller, at de nogle gange har brug for tid alene eller måske gerne vil forlade deres ægtefælle, fordi han eller hun er syg. Situationen kan også være så alvorlig, langvarig og nedbrydende, at man som pårørende kan få tanker om, at det havde været bedre, hvis den, der er syg, aldrig var blevet født.
En vej ud af ensomheden
Følelsen af ensomhed er et signal om, at vi har brug for kontakt til andre mennesker. Det er et lige så grundlæggende behovssignal som sult og tørst. De fleste af os har brug for andre mennesker. Blandt for at kunne regulere vores følelser som for eksempel sorg, vrede, afmagt og ikke mindst ensomhed.
Grundopskriften på at komme ud af ensomheden er derfor at række ud til andre mennesker og på en eller anden måde finde modet til at dele sine følelser. Det er ikke let. Især fordi det ofte er langstrakte forløb, når man er pårørende. Men der vil næsten altid komme noget godt ud af at prøve.
Du kan for eksempel:
- Erkende at ensomhed ikke er noget, du bør skamme dig over. Det er ikke din person, men den situation du står i lige nu, som gør, at du føler dig ensom. At nå frem til den erkendelse kan være en måde at hjælpe dig selv på. På den måde får du lagt afstand til følelsen og det bliver nemmere at handle på det.
- Se dig om i dit netværk og overvej, hvem der ville kunne lytte venligt og åbensindet. Det er ikke nødvendigvis den eller de, man ville gå til med andre ting. Det kan være nogen, der står eller har stået i en lignende situation. De har ofte nemmere ved at forstå. Problemet er ikke løst ved, at du deler med andre. Det vil stadig være der og gøre ondt, men det vil føles mindre ensomt og tungt.
- Meld dig ind i en professionelt faciliteret pårørendegruppe – også kaldet samtalegruppe. Gruppen kan være et sted, hvor du spejler dig i andre mennesker i samme situation. Her kan du også få luft for dine frustrationer eller bekymringer. Der er også mulighed for at søge andre pårørende online, hvor man i vist omfang kan være anonym og få lettet sin ensomhedsfølelse. Pårørendegrupper kan også være en god ide, hvis du står en i en situation, hvor den med diagnosen ikke ønsker at tale med jeres fælles netværk om sin diagnose. Det kan være, din kære er skamfuld eller selv vil bestemme, hvem der skal kende til hans eller hendes situation. Hvis det er tilfældet, er det måske ikke i den nærmeste omkreds, du kan søge hjælp, fordi du derved eksponerer din kæres sårbarhed. Bedre Psykiatri har samtalegrupper for pårørende spredt over det meste af landet. Du kan læse mere om samtalegrupper her.
- Det er ikke altid tilstrækkeligt at række ud i sit netværk eller at opsøge pårørendegrupper. I de tilfælde kan det være en god ide at opsøge professionel hjælp. Det kan for eksempel være en pårørende-mentor eller en psykolog, som man kan være sikker på vil lytte og tage godt imod en.
- Synes du, det kan være svært at dele dine følelser med andre og sætte ord på, hvordan du har det? Så kan det være en mulighed at opsøge film eller litteratur, som beskriver den ensomhed, man oplever. Det vil ikke være nær så godt som at tale med andre, men det kan lindre smerten for en stund at vide, at man ikke er alene om at have den følelse.
Vedvarende ensomhed kan desværre have konsekvenser for ens helbred – både fysisk og mentalt. Konsekvenserne kan blandt være søvn- og koncentrationsbesvær, manglende energi, glemsomhed og i værste fald stress, angst og depression. Så det er vigtigt at tage ens følelser alvorligt og søge hjælp, hvis det bliver alvorligt.