Skip to content

Find hjælp hos andre

Der er flere muligheder for at få råd og vejledning. Læs med her.

Find hjælp hos andre

Der er flere muligheder for at få råd og vejledning. Der er for eksempel en række patient- og pårørendeorganisationer målrettet personer, der er berørt af forskellige diagnoser eller med et mere generelt formål.  

Personlig rådgivning hos Bedre Psykiatri 

I Bedre Psykiatri kan du få hjælp, støtte og rådgivning på flere forskellige måder. De vigtigste er personlig rådgivning, kurser, samtalegrupper og online viden og råd. Find alle tilbuddene her.

Andre foreninger 

Der findes mange forskellige foreninger, som fokuserer på at hjælpe patienter med specifikke diagnoser og deres pårørende. Fx ADHD-foreningen, Autismeforeningen, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Angstforeningen & Stress foreningen. 

Borgerrådgiver 

Mange kommuner har en borgerrådgiver. Det en slags uafhængig ombudsmand, hvor man som borger kan henvende sig. De kan vejlede i forbindelse med klager over kommunens afgørelser, vejlede dig om dine rettigheder i forbindelse med sagsbehandling og hjælpe dig mere generelt med at finde vej i det kommunale system. Hvis kommunen har en borgerrådgiver ansat, vil det ofte blot være én person. Derfor er det begrænset, hvilke ressourcer de har til rådighed. Borgerrådgiveren kan ikke behandle indholdet af din sag. 

Pårørendevejleder 

Nogle kommuner har en pårørendevejleder til at yde hjælp og rådgivning til pårørende. Pårørendevejlederens hjælp er specifikt målrettet dig som pårørende og vil typisk fokusere på, hvilke tilbud din kommune har til pårørende. Du kan derfor som regel ikke bruge pårørendevejlederen til at få hjælp til dit barns sag. 

Private konsulenter 

Der er et stort udbud af især socialrådgivere, der sælger hjælp og rådgivning som private konsulenter. Udbuddet kan være en jungle at finde rundt i, og det kan være svært at vurdere, om deres ydelser har den rette kvalitet i forhold til dit behov. Mange private socialrådgivere har specialiseret sig i at hjælpe med sagsbehandlingen i den kommunale forvaltning og vil derfor ikke nødvendigvis være specialiserede i at støtte dig i et PPR-forløb. Hvis du overvejer at købe privat rådgivning, er det derfor en god idé at sikre, at den private konsulent har kendskab til det område, du har brug for vejledning til. 

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH)

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) giver gratis og uvildig rådgivning til mennesker med handicap eller sygdom. Det gælder både fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, sindslidelser og personlighedsforstyrrelser. De rådgiver også pårørende og andre kontaktpersoner – det kræver dog fuldmagt, hvis man vil have konkret rådgivning om en anden myndig person.