Skip to content

Udredning i den private psykiatri

Bliv klogere på nogle af de ting, som er vigtige at overveje, hvis du overvejer at få udredt dit barn hos en privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiater.

Udredning i den private psykiatri

I mange regioner er der lang ventetid på udredning i den offentlige psykiatri. Derfor overvejer mange, om de skal betale for udredning hos en privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiater. Men der er flere ting, som det er en fordel at overveje, inden du vælger den vej.  

Økonomi 

Prisen for privat udredning varierer, men vil ofte koste mellem 30-40.000 kr. Nogle sundhedsforsikringer – fx igennem en pensionsordning – dækker privat udredning. 

Træf beslutningen hurtigst muligt 

For mange er det fordelen ved den kortere ventetid, der er udslagsgivende for beslutningen om at vælge at betale selv. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at fordelen bliver mindre, jo længere tid man er om at træffe beslutningen. Vær opmærksom på, at der hos mange privatpraktiserende psykiatere også er ventetid, som dog vil være kortere end i den offentlige psykiatri. 

Privat udredning kan være svær at bruge i den offentlige psykiatri 

Der er mange eksempler på, at det offentlige ikke accepterer en privat udredning. Så selvom psykiateren på privathospitalet skal udrede dit barn efter de samme retningslinjer som den offentlige psykiatri, er det ikke altid, at I kan bruge den private udredning, når barnet skal have behandling i det offentlige. Et konkret eksempel kan være, at psykiateren i den private udredning er nået frem til, at dit barn har ADHD og kan have fordel af medicin. Men på trods af udredningen vil din egen læge eller lægen på psykiatrisk afdeling ikke udskrive medicinen.  

Det kan for være, fordi de mener, at udredningen ikke lever op til de retningslinjer, der findes for psykiatrisk udredning.  

Du kan ikke selv vurdere, om en privatpraktiserende psykiater arbejder ud fra godkendte retningslinjer og har den nødvendige faglighed. Og det er svært at komme videre, hvis det offentlige ikke vil tilbyde den behandling, det private anbefaler.  

Så inden du betaler for en privat udredning, bør du tale med psykiateren og sikre dig, at vedkommende er klar over, hvad der kræves af en udredning i dit barns tilfælde. Du bør også tale med barnets læge om dine overvejelser om privat udredning.  

Behandling i privat psykiatri 

Hvis dit barn på baggrund af en psykiatrisk udredning har behov for medicinsk behandling, og du ikke vil vente på den offentlige psykiatri, så kan du også betale for behandling i den private sektor. Behandlingen koster væsentligt mindre end udredningen. Du kan forvente, at det vil koste 5.000-10.000 kroner det første år og nogle tusinde kroner om året derefter. Det første år er dyrere, fordi behandlingen skal ledsages af kontroller for bivirkninger og effekt af behandlingen.