Som forælder til et barn, der skader sig selv, kan det være både enormt bekymrende, frustrerende og sorgfuldt at se på fra sidelinjen.
Sanne Lundhede Poulsen er specialpædagog og MSc i society and health. Hun arbejder ved Team for Selvskade i Region Hovedstadens Psykiatri.
Ifølge hende ligger svaret i de tre faser, som selvskadende handlinger består af – og som er vigtige, at du som forælder kender til.
Fase 1: Ubehag og kaotiske følelser
Inden et barn skader sig selv, har han eller hun det typisk ubehageligt indeni.
Nogle skammer sig, andre føler sig for eksempel misforstået eller triste. Der er også nogle, der kan have svært ved at mærke sig selv, føler sig tomme inden i eller har tanker, der kører i ring.
Når barnet ikke ved, hvordan det ellers skal håndtere den uudholdelige indre tilstand, kan det opleve selvskaden som den eneste måde at få ubehaget til at forsvinde på. Selvskaden bliver derfor en slags flugt fra det svære.
Fase 2: Følelserne bliver reguleret
Mens barnet gør skade på sig selv, er det normalt, at det oplever en midlertidig lettelse, fordi den ubehagelige indre tilstand bliver lindret.
Man kan sammenligne det med at lukke luft ud af en ventil: Trykket indeni falder for en stund, og barnet føler sig rolig bagefter.
Handlingen kan gøre barnet i stand til at mærke sig selv, samtidig med at den konkrete, fysiske smerte kan være nemmere at forholde sig til end den følelsesmæssige. Nogle føler derfor, at de genvinder en form for kontrol ved at selvskade.
Fase 3: Skamfulde følelser
Når virkningen af selvskaden er forsvundet, vil mange efterfølgende føle sig skamfulde og få tanker som: “Hvorfor gør jeg det her imod mig selv?”.
Tit kan den slags tanker afføde nye selvskadeepisoder. Der kan derfor hurtigt opstå en negativ spiral.
Samtidig kan der være noget trygt og velkendt ved at skade sig selv for dem, der længe har brugt strategien til at regulere sine følelser. Mange foretrækker den fysiske smerte fremfor den psykiske, fordi den kan blive oplevet mere håndgribelig.
Ikke en psykisk sygdom
Selvskade er, på trods af den alvorlige karakter, ikke en diagnose. Det er først og fremmest et tegn på mistrivsel eller anden form for diagnose. Der er altid noget bagvedliggende til grund for selvskaden.
“Det er en mestringsstrategi, der gør, at man kan være i verden. Derfor er selvskade ikke nødvendigvis lig med, at man skal ind i psykiatrien,” lyder det fra Sanne Lundhede Poulsen.
Hendes opfordring er, at man kan have mere fokus på det, der sker, før og efter selvskaden finder sted. For hvis man ikke taler om og forstår, hvad der skete op til episoden, og hvad den hjalp med, kan den komme til at stå tilbage som noget uafklaret. Og så er risikoen for forværring er større.
Ret blikket mod det, der ligger bag
Når ens barn skader sig selv, er det helt naturligt at ville få det til at stoppe hurtigt. Men det vigtigste er ofte at blive nysgerrig på, hvad selvskaden hjælper med. Hvad sker der i dit barn op til episoden? Hvilke følelser eller situationer er svære at håndtere? Hvilken forskel gør det for dit barn?
Samtalerne behøver ikke være lange. Små, rolige spørgsmål kan åbne mere, end man tror – især hvis du venter, til der er faldet ro på.
Du kan for eksempel spørge:
- “Hvornår plejer det at blive svært?”
- “Hvordan kan det mærkes?”
- “Hvad hjælper bare en lille smule?”
Eller begynde mere åbent:
- “Jeg kan se, det må have været rigtig svært. Vil du fortælle lidt om, hvad der skete før?”