En ny diagnose eller et diagnoseskift er både normalt og naturligt, og det er hverken et tegn på, at der er begået fejl, eller at der er noget ”galt” med barnet. Tværtimod afspejler det, at børn og unge er i udvikling, og at ny viden om deres trivsel løbende kan give et mere præcist billede. Diagnoserne står sjældent stille – især ikke i ungdomsårene, hvor både hjernen, identiteten og livssituationen forandrer sig markant.
Hvorfor ændrer diagnoser sig?
Flere studier peger på, at næsten halvdelen af alle piger og mere end en tredjedel af alle drenge får mindst én ny diagnose i årene efter deres første møde med psykiatrien. Der kan være flere årsager til, at en diagnose udvikler sig eller bliver justeret. Herunder kan du læse tre bud på årsager:
1. Børn og unge er i konstant udvikling
Symptomer kan skifte karakter, efterhånden som barnet vokser, kravene i skolen stiger, eller sociale relationer ændrer sig. Det, der ligner én type vanskelighed hos det 10-årige barn, kan fremstå helt anderledes, når den unge er 15.
2. Ny viden giver et mere fuldstændigt billede
Det kan tage tid for fagpersoner at forstå hele barnets situation. Efterhånden som behandlingen skrider frem, kommer der ofte mere information til. Det kan være fra forældre, skole, netværk eller barnet selv. Det kan afdække nye problemstillinger eller gøre det tydeligere, hvilken diagnose der bedst beskriver barnets tilstand.
3. Nogle diagnoser er mere stabile end andre
Udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD bliver ofte diagnosticeret relativt tidligt og ændrer sig sjældent. Derimod ses flere skift blandt unge, der først diagnosticeres senere – fx med angst, depression eller andre affektive lidelser, hvor billedet kan blive mere nuanceret i løbet af ungdomsårene.
Piger og drenge følges ikke altid ad
Studiet viser også tydelige forskelle mellem kønnene:
- Piger får ofte deres første diagnose senere end drenge.
- Piger har generelt flere diagnoseskift.
En forklaring kan være, at pigers vanskeligheder ofte kommer til udtryk på mere indadvendte måder – fx stille uro, indre pres, angst eller selvkritiske tanker – som er sværere at opdage både hjemme og i skolen. Mange piger ”larmer mindre”, selv når de mistrives, og derfor kan de gå længere tid uden støtte og endnu længere uden en henvisning kommer på tale. Når de så endelig kommer i udredning og behandling, kan symptombilledet være mere komplekst.
Det betyder ikke, at noget er gået galt
For mange pårørende forældre vækker et diagnoseskift bekymring: Er den første diagnose forkert? Har vi misforstået vores barn? Er behandlingen spildt?
Det er vigtigt at vide, at det ikke behøver at være tegn på fejldiagnose. Den første diagnose bliver givet ud fra den viden, der var tilgængelig på det tidspunkt. Når barnets udvikling folder sig ud over flere år, bliver det muligt at se mere præcist, hvad der fylder – og hvad der hjælper. Og symptomerne udvikler sig i takt med barnet og vil derfor også kunne være omskifteligt.
Somme tider kan nogle symptomer camouflere andre symptomer, og derfor kan det tage lang tid at afdække den rette diagnose.
Et skift kan derfor være et tegn på, at fagpersonerne nu har et mere nuanceret billede. Det åbner ofte for en behandling, der passer bedre til barnets aktuelle behov. Derfor kan det være gavnligt at se på ændringen som en styrke, fordi det kan give en bedre og mere passende behandling til barnet.
Hvordan kan det opleves for børn og unge?
Mange børn og unge knytter deres diagnose tæt til deres identitet. Derfor kan et skift give blandede følelser:
- Nogle bliver forvirrede og usikre: ”Hvem er jeg så nu?”
- Andre føler lettelse, fordi den nye diagnose passer bedre til deres oplevelse.
- Flere oplever det som en bekræftelse af, at deres reaktioner giver mening.
Her spiller pårørende en vigtig rolle. Det kan hjælpe at være åben om, at diagnoser er arbejdsredskaber – ikke etiketter, der definerer barnet for livet.
Hvad kan pårørende gøre?
Der er flere ting, man som pårørende kan gøre både over for sundhedspersonalet og over for ens barn.
1. Spørg ind og efterlys forklaringer
Hvis der kommer nye betegnelser på banen, så bed om at få sammenhængen forklaret. Det er vigtigt, at behandlingen opleves som en meningsfuld rød tråd – både for jer og for barnet.
2. Del løbende dine observationer
Små ændringer i adfærd, humør eller trivsel kan give fagpersoner værdifuld viden, som kan bruges til at justere behandlingen.
3. Hjælp barnet med at forstå udviklingen
Forklar dit barn, at psykiatrien lærer mere om dem over tid. Det kan mindske følelsen af usikkerhed. Det er også hjælpsomt at støtte barnet i at forstå, at de ikke er deres diagnose, og at en ændring i diagnosen ikke ændrer på, hvem de er som menneske.
4. Vær opmærksom på nye udfordringer
Et diagnoseskift kommer ofte, når nye symptomer viser sig. Det betyder også, at barnet kan have brug for støtte på nye måder – både i hverdagen og i behandlingssystemet.