Børn og unge med autisme kan blive presset i så høj grad, at de får såkaldte nedsmeltninger. En nedsmeltning er en kraftig stressreaktion, hvor hjernen og kroppen lukker ned, så man ikke længere er til at komme i kontakt med. Nogle bliver udadreagerende, andre stivner og kryber sammen på gulvet og nogle flygter.
En nedsmeltning kan være en voldsom oplevelse – både for personen med autisme og den pårørende. Episoden kan vare i alt fra minutter til timer, og de fleste er enormt udmattede bagefter. Faktisk kan det tage flere dage at komme sig.
Her er råd til, hvordan du bedst kan hjælpe under og efter en nedsmeltning:
Under en nedsmeltning
Undgå ord, øjenkontakt og berøring – men vær i nærheden
Når barnet får en nedsmeltning, nytter det ikke at tale til personen. Ord hjælper ikke i situationen. Undgå også øjenkontakt og fysisk berøring, da det kan være for intenst for barnet og forstærke reaktionen. Det er dog stadig vigtigt, at du holder dig i nærheden og ikke bare forlader lokalet, så du kan sikre, at barnet ikke kommer til skade eller kommer til at skade andre.
Bevar roen
Prøv at bevare roen, selvom situationen er kaotisk, og barnet reagerer stærkt. Ro smitter. Så spar på ordene og forhold dig rolig, så kan din ro smitte af og hjælpe barnet med at komme ud af nedsmeltningstilstanden.
Efter en nedsmeltning
Afvent og giv plads, før I taler om episoden
Det kan tage tid at komme sig efter en nedsmeltning. Nogle gange kan der gå op til flere dage, før barnet er tilbage til sin normale tilstand og er klar til at tale om episoden. Vær derfor tålmodig og giv barnet plads og tid til at komme sig. Lad ham eller hende være i sit eget selskab og bruge tid på sin særinteresse. Hvis du forsøger at tage hul på snakken for tidligt, risikerer I, at barnet ryger tilbage i nedsmeltningen.
Når du skal vurdere, hvornår barnet er klar, så forsøg at aflæse kropssproget. Hvornår er personen afslappet? Hvornår er han eller hun selv tilgængelig og opsøgende? Stol på din mavefornemmelse og intuition.
Stil lukkede spørgsmål og løsningsforslag
Når man har autisme, er det svært at sætte ord på sine følelser og behov. Når I skal tale sammen efter en nedsmeltning og forsøge at forstå, hvad der skete, kan du derfor ikke regne med, at barnet bare kan fortælle om sin oplevelse. Her skal du som pårørende være undersøgende.
Normalt ville man stille åbne hv-spørgsmål som fx hvad var det der skete, eller hvordan havde du det? Men her er det bedre at være konkret og stille lukkede ja/nej-spørgsmål. På den måde bliver det nemmere for barnet at svare og for dig at spore dig ind på, hvad det skete. Fx: Var det svært, da du selv skulle sidde med opgaven ovre i skolen? Blev du vred, da han kom til at tage dit penalhus?
Når vi stiller lukkede spørgsmål og giver forslag til, hvad der er på spil, kan barnet nøjes med at sige ja eller nej. Efterfølgende kan du så foreslå konkrete løsninger. Fx: Har du brug for, at læreren sidder med dig i fem minutter, når du skal starte på en opgave? Har du brug for at spise aftensmad alene på dit værelse om onsdagen, som er en lang dag?
Når du er konkret, rummelig og lyttende kan samtalen, hjælpe jeg til at finde løsninger og ruste jer til at forhindre nedsmeltninger i fremtiden.