Pårørende til retspsykiatriske patienter er en sårbar gruppe, som ofte føler sig meget ensomme. Der er oftest tale om et mangeårigt, alvorligt og opslidende sygdomsforløb, hvor den pårørende har været og er meget på.
Mange pårørende oplever, at det i første omgang kan være svært at tale med sin omgangskreds eller arbejdsplads om sin kære, der har en meget alvorlig psykisk sygdom. Når der så også er en retspsykiatrisk dom oveni, kan det være endnu mere sårbart at åbne op. Derudover er der ofte mange forskellige følelser indblandet. De fleste pårørende skal på et tidspunkt arbejde med tilgivelse af, hvad deres kære har gjort, imens han eller hun har været meget syg.
I mange af de tilfælde, hvor der er tale om personfarlig kriminalitet, er det de pårørende, det er gået ud over. I de tilfælde har man en dobbeltrolle, fordi man både er pårørende og offer, og skal finde en måde at være i det og bearbejde det på.
Mette Brandt-Christensen er leder og overlæge på Kompetencecenter for Retspsykiatri. Det hører under Retspsykiatrisk afdeling R på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde, Region Hovedstadens Psykiatri. Her kommer hendes råd til dig, som er pårørende til en med en retspsykiatrisk dom.
Vær opmærksom på, hvad samtykke egentlig betyder
Der er mange pårørende, som oplever, at deres kære (i perioder) ikke giver samtykke. Det betyder, at personalet på psykiatrisk afdeling ikke må inddrage de pårørende i behandlingsforløbet eller videregive oplysninger om deres kæres psykiske helbredstilstand. Nogle opfatter samtykke som meget sort/hvidt, men der er nuancer. Du kan som pårørende ikke få noget konkret at vide om sagen, når der ikke er samtykke. Men der er stadig ting, du kan gøre.
Du må gerne fortælle behandlere og sagsbehandlere om dine tanker og erfaringer. Samtidig må de gerne bruge de informationer, de får af dig, som et vigtigt led i deres beslutninger og handlinger. Din viden er altså fortsat meget værdifuld og kan bruges af personalet.
Ligeledes må du som pårørende gerne få ting at vide fra personalet i generelle vendinger – for eksempel hvad det vil sige at have en retspsykiatrisk dom.
Spørg ind til forløbet
Hvis du har overskuddet til det, så kan du, så snart der er rejst en sigtelse, være opsøgende og spørge, hvad du og din kære kan forvente i forløbet. Det kan du både spørge om i psykiatrien og i det juridiske system. Hvis du kan få adgang til forsvarsadvokaten allerede før retssagen kører, kan du muligvis få en fornemmelse af, hvad der forventes fremadrettet. For eksempel kan det være rart at vide, at hvis politiet formoder, at den sigtede har en psykisk lidelse eller er kendt i psykiatrien, så vil der blive lavet en mentalundersøgelse. Den foretages ofte ambulant, men somme tider kan det også ske under indlæggelse i en psykiatrisk afdeling. Hvis din kære er varetægtsfængslet som led i sagen, kan retten i nogle tilfælde bestemme, at fængslingen skal være på en psykiatrisk afdeling. Bare det, at have kendskab og blive informeret om et formodet forløb, kan være rigtig rart som pårørende.
Søg vejledning om at være bistandsværge
En retspsykiatrisk patient har altid en bistandsværge. Det er ikke en advokat, men en person som er udpeget af retten til at hjælpe patienten. Det er bistandsværgens opgave at holde sig informeret om din kæres tilstand. En bistandsværge er en vigtig person, som også kan komme ind på afdelingen, hvis vedkommende er indlagt.
Ofte er familiemedlemmer bistandsværger. Det kan være meget svært at vide, hvad der forventes af en som bistandsværge. Landsforeningen for patientrådgivere og bistandsværger kan vejlede dig. Overvej om du har lyst og overskud til at være bistandsværge. Har din kære lyst til, at du har den rolle? Eller giver det mening at få en anden til det, som er mere neutral?
Det er også værd at vide, at din kære altid kan ønske en ny bistandsværge, hvis han eller hun ikke er tilfreds – det sker tit.
Vær nysgerrig på medicinbehandlingen
I nogle tilfælde kan behandler, pårørende og patient være uenige om, hvorvidt at din kære skal have medicin – og i hvilke mængder.
Nogle pårørende synes, det er synd, at deres kære skal have medicin. Det er selvfølgelig okay, at man som pårørende er skeptisk, og at man har forskellige syn på, hvad der skal til for at hjælpe ens kære. Men forsøg at være konstruktiv, åben, nysgerrig og tillidsfuld over for lægen. Du kan sagtens bede om en forklaring på, hvorfor lægen mener, det er nødvendigt at give medicin og hvad man opnår ved det. Du kan for eksempel blive klogere på, hvad medicinen gør ved den psykiske lidelse eller hvordan den kan hjælpe til, at din kære undgår at begå ny kriminalitet. Du kan også spørge ind til, hvad behandlingsplanen går ud på.
Hvis du som pårørende forstår meningen med medicin og behandling, er det nemmere for dig at støtte din kære til at gå positivt ind i det og få den bedst mulige hjælp.
Husk at det er lægen, der har behandlingsansvaret
Når din kære er en del af retspsykiatrien, så er der to ansvarsområder hos den retspsykiatriske overlæge, som er gode at huske på.
Som retspsykiatrisk overlæge har man to ansvarsområder:
1. Patientens ve og vel samt bedst mulig behandling.
2. Ansvar for at patienten ikke laver ny kriminalitet igen – et ansvar for det omgivende samfund.
Det kan være godt at have for øje som pårørende. Dels hvis du har samtykke og som pårørende har brug for konkret information om status og behandlingsplan. Så er det den behandlingsansvarlige overlæge, du skal bede om en samtale med.
Og dels kan det muligvis lette byrden fra dig som pårørende at vide og kunne henvise til, at behandlingsansvaret ligger hos overlægen. Så er det altså overlægen, som din kære i sidste ende skal have samtaler med om behandling, foranstaltningsdom, ønske om mindre medicin, flere udgange osv.