Kommunen vurderer ikke behovet på baggrund af diagnoser, men ud fra personens funktionsniveau – altså hvad personen kan eller ikke kan, og hvilke behov for hjælp, der følger af det. Diagnosen giver altså ikke i sig selv ret til eller mulighed for at få hjælp.
Uanset personens funktionsniveau og behov, er rammen for de forskellige typer hjælp reguleret i forskellige love – fx serviceloven og barnets lov. Her står der, hvilke former for hjælp og støtte, der kan gives til personer, der har nogle særlige behov.
Processen
Det er forskelligt præcis, hvordan kommunerne håndterer processen med at vurdere folks funktionsevne og støttebehov. Generelt indeholder sagsbehandlingsprocessen følgende faser:
1. Ansøgning
Typisk begynder det med, at man søger om at få hjælp i kommunen. Her kan kommunen spørge ind til ansøgningen og afklare nærmere omkring funktionsnedsættelsen, livssituationen og behovet for hjælp.
2. Undersøgelse og afklaring
Kommunen indhenter udtalelser fra læge, speciallæge og andre fagpersoner, som kan bidrage til at beskrive og vurdere funktionsnedsættelsen, behovet og situationen. Oftest vil kommunen afholde en samtale med den, sagen handler om. Hvis det er børn og unge, vil kommunen også tale med forældrene. Samtalen vil handle om at få uddybet ansøgningen samt afklaret personens samlede støttebehov.
3. Vurdering
Når kommunen har afholdt samtalen med den, der er syg, og fået de relevante oplysninger om funktionsnedsættelsen, dens betydning for den enkelte i hverdagen, støttebehov og ønsker, vil kommunen normalt vurdere graden af funktionsnedsættelsen og støttebehovene.
4. Partshøring
Den, der er part i sagen, har ret til at få kendskab til faktiske oplysninger, som benyttes til at træffe en afgørelse, der kan være til ugunst for vedkommendes sag. Det gælder også, hvis vedkommende allerede kender oplysningerne, men ikke har vidst, at oplysningerne bruges til at behandle en konkret ansøgning.
5. Afgørelse
Kommunen træffer afgørelse om, hvilken hjælp der tilbydes. Ud fra afgørelsen kan der i samarbejde med borgeren blive lavet en handleplan.
Hvis man ikke er enig i afgørelsen, har man mulighed for at klage. Det fremgår af den klagevejledning, der skal være vedlagt, hvordan man kan klage over afgørelsen. Som pårørende er det vigtigt, at du har et skriftligt samtykke eller fuldmagt til at kunne klage på personens vegne.
6. Opfølgning og evt. ændring af afgørelse
Kommunen har pligt til at følge løbende op i sager, hvor der er bevilget støtte. Og de kan i den forbindelse beslutte at ændre eller standse hjælpen, som den tidligere har afgjort, at en person skal have. Personen med funktionsnedsættelse samt forældre til børn og unge under 18 år med funktionsnedsættelse skal inddrages i opfølgningen så de kan beskrive situationen og støttebehovet. Hvis kommunen træffer afgørelse om nedsættelse af støtten, skal borgeren blive partshørt, inden der træffes afgørelse i sagen.
Gode råd til at få indflydelse i processen
Spørg ind til processen og tidsrammen
Det er forskelligt, hvordan processen foregår, og hvor lang tid, det tager fra kommune til kommune. Derfor er den bedste måde at få indblik i og overblik over processen at spørge sagsbehandleren. Hvor lang tid kommer processen til at strække sig over, hvornår kan I forvente at høre mere efter et møde, hvad er næste skridt osv.?
Få indflydelse i undersøgelsesfasen
I undersøgelsesfasen samler kommunen informationer om den, der er syg. Den socialfaglige vurdering og den endelige afgørelse bliver truffet på baggrund af den information, der bliver indsamlet her. Det er derfor vigtigt, at du som pårørende overvejer, om du har viden og erfaring, som sagsbehandlere bør kende i denne del af processen.
Indsaml relevant viden
I undersøgelsesfasen indsamler kommunen også viden fra andre relevante parter – fx fra lægen. Her har I mulighed for at medbringe papirer, der er relevante for at få beskrevet funktionsniveauet hos personen. Det kan være fra lægen, speciallægen, jobcenteret eller fra et tidligere botilbud. Tænk over, hvor der er relevant viden, som kan beskrive udfordringerne og behovene i hverdagen.
Bed om en dagsorden
Hvis I er i tvivl om, hvad et møde mere specifikt kommer til at dreje sig om, kan I bede om en dagsorden. Det hjælper til at gøre processen mere gennemsigtig og kan give jer mulighed for at forberede jer til mødet.
Overvej behovene på forhånd
Før mødet med kommunen, der skal afdække støttebehovet, kan det være en god idé at du og din kære taler om, hvilke behov den, du er pårørende til, har. Hvilke situationer er udfordrende i hverdagen? Hvilke ting kan personen ikke klare selv? Hvor er du som pårørende nødt til at hjælpe og støtte? Når I taler om det på forhånd, er du også forberedt på, hvad den, der er syg, er indforstået med at tale om. Du kan også bedre vide, hvordan du kan støtte ham eller hende i at fortælle om sin situation.
Efterspørg aktindsigt
Den, der er syg, kan få aktindsigt i bestemte dokumenter. Man kan fx bede om at få tilsendt en kopi af erklæringer og udtalelser, som kommunen har modtaget. På den måde har man mulighed for at orientere sig løbende og korrigere eller kommentere forkerte eller manglende oplysninger. Som pårørende kan du også søge aktindsigt, hvis den, du er pårørende til, giver samtykke.
Hvis kommunen reducerer eller fjerner støtten
Inden kommunen træffer afgørelse om nedsættelse af støtte, skal de partshøre – det vil sige involvere den, sagen drejer sig om. Som del af involveringen skal kommunen fortælle, hvad de har lagt vægt på, da de traf beslutningen. Mener de fx, at behovet har ændret sig? Eller at der nu er en bedre måde at nå målene på? I partshøringen har du og den, du er pårørende til, mulighed for at komme med eventuelle indsigelser. Derefter træffer kommunen afgørelsen.
Hvis man ikke mener, at afgørelsen er velbegrundet – fx ud fra de oplysninger, man har givet i forbindelse med partshøringen, kan man klage. Som pårørende er det vigtigt, at du har et skriftligt samtykke eller fuldmagt til at kunne klage på personens vegne.